Læsetid: 13 min.

Book cowboy

7. oktober 2000

Bøger, kvinder og veje er Texasforfatteren Larry McMurtrys tre store passioner, som han har behandlet i stribevis af storsælgende romaner og Hollywood-manuskripter. Og prærieflækken Archer City har han omskabt til et bogmekka

Da Larry McMurtry tidligere på året udsendte essaybogen
Roads, udløste det følgende salve i The New York Times Book Review: »Han har en reporters øje, et lydhørt øre for dagligdags dialog og, ja, et dickensk fortællerformat, når det handler om at udspy ord: Til dato ni millioner bind i omløb, heriblandt 22 romaner, flere med betegnelsen ’best seller’. Hertil kommer et halvt liv i filmens verden.«
Det litterære liv begyndte godt for Larry McMurtry. Debutromanen Horseman, Pass By (1961), skrevet mens den kun 25-årige kvægavlersøn stadig gik på Stanford University, blev kort efter udgivelsen købt af Hollywood. I Martin Ritts instruktion blev manuskriptet to år efter til filmklassikeren Hud, et moderne cowboyportræt med Paul Newman i titelrollen. Herefter havde både litteraturens og filmens verden et godt øje til McMurtry, og i de fire årtier, der nu er gået, er det blevet til små tredive titler og et stort antal filmmanuskripter.
På det seneste har den flittige Texasforfatter imidlertid holdt en pause fra fiktionen. I stedet har han åbnet en dør til erindringen og et mere privat rum, dels med den nævnte Roads, dels med forgængeren Walter Benjamin at the
Dairy Queen (1999).
Larry McMurtry er født i 1936 og opvokset i den lille Texasby Archer City, et par timers kørsel nord for Dallas, tæt på grænsen til Oklahoma. Her slog hans skotsk-irske bedsteforældre sig ned på den bare prærie i 1880, endnu inden røgen fra egnens sidste indianerkrige havde lagt sig. Som barn tilbragte McMurtry megen tid på bedsteforældrenes ranch. Han var således vidne til de sidste krampetrækninger af den frontierkultur, der kom til at forme myten om det amerikanske Vest.
»Prærien er et meget specielt landskab,« siger McMurtry. »En af de største geografiske forskelle i denne verden er forskellen mellem skove og sletter. Når folk af forskellige grunde blev drevet fra skovene ud på sletterne, følte de sig blottede og sårbare. Specielt kvinderne hadede det, og ikke så få blev vanvittige. Men når man er født her, lader man sig ikke uden videre omplante. Man har vænnet sig til de åbne vidder og den vidtstrakte himmel. Europa og Østkysten har altid givet mig klaustrofobi. Det er for snævert, der er ikke nok himmel, jeg føler mig mast.«
Mange af Larry McMurtrys romaner handler om moderne storbyliv. I lange perioder af sit liv har han boet steder som Los Angeles, Houston eller Washington D.C. Men gang på gang er han vendt tilbage til udgangspunktet på
Texas’ prærie. Den første markante hjemstavnsskildring kom med romanen The Last Picture Show (1966), en beretning om to ungdomsvenner i den hensygnende Thalia, McMurtrys litterære navn for Archer City. Historien nåede langt uden for USA’s grænser i Peter Bogdanovich’ filmversion fra 1971 (Sidste forestilling). Og senere vendte McMurtry tilbage til de samme personer i Texasville (1987) og Duane’s Depressed (1999).
I Walter Benjamin at the Dairy Queen finder læseren McMurtry siddende på en kaffebar i Archer City, hvor han funderer over fortællingens væsen. Man ved hvilke typer fortællinger, der er udsprunget af det tætbefolkede Europa, konstaterer han. Mere uvist er det stadig hvilke litterære former, der vil affødes af Vestens flade vidder. »Tomhed, plads, enorme himle, langstrakte horisonter og få mennesker. Det var mine første erfaringer og i lang tid de dominerende faktorer i mit liv,« skriver han. Og konkluderer: »De europæiske forfattere kunne lige så lidt undslå sig påvirkningen fra kulturen, som jeg kunne undslå mig påvirkningen fra landskaberne.«

Formet af landskaberne er den cowboykultur, som Larry McMurtry gang på gang vender tilbage til i fiktion og essays. Vel at mærke ikke den variant, vi kender fra hundredevis af tv-westerns, men den autentiske cowboykultur, der efter McMurtrys opfattelse er stærkt underbelyst. Med få undtagelser har al amerikansk fiktion de sidste hundrede år forvekslet cowboys med lovløse og pistolmænd. Selv fik McMurtry aldrig et afslappet forhold til hverken husdyr eller klapperslanger, men han hjalp da til på familiens ranch, indtil han var i starten af tyverne, og kender derfor miljøet og de drømme, som mændene i hans familie havde så svært ved at slippe. Og han ved – som han skriver et sted – at den »gamle historie om, at cowboys kommer bedre ud af det med heste end med kvinder, ikke er en vittighed, det er en tragedie.«
Nutidens såkaldte cowboykultur opfatter han som en anakronisme.
»Det gør mig altid trist til mode at være sammen med cowboys. De kæmper for at opretholde en livsstil, som de i virkeligheden ikke har råd til. Det kan kun lade sig gøre, hvis man har oliepenge eller forsikringspenge at falde tilbage på. Der er næsten ingen fungerende ranches tilbage, hvor man lever af driften. Det er ganske enkelt ikke muligt længere.«
»Det interessante er, at myten om den amerikanske cowboy opstod på baggrund af nogle omstændigheder, som kun fandtes i en meget begrænset periode, nemlig the trail drives. Disse kvægtransporter fandt sted i et tidsrum, der svarer til én generation. De startede i 1866, lige efter Borgerkrigen, fordi jernbanenettet endnu ikke var udbygget. I godt tyve år drev man kvæget fra det sydlige Texas, først til Kansas, og senere Montana og Wyoming, for at finde nye græsgange. Men som jeg har påpeget i adskillige bøger, kunne man være en ung mand under de allerførste transporter i 1866 – den typiske cowboy var fjorten, femten, seksten år – og inden man var blevet midaldrende, ville det hele være forbi. Jernbanerne overflødiggjorde cowboyernes arbejde.«
»Mine ældste onkler var lige nøjagtig for unge til at have været med. De gik glip af det med en hårsbredde, men hele livet talte de om det som noget meget romantisk. Der var ingen hegn mellem Mexico og Canada, Vesten var virkelig et åbent land, og det var selvfølgelig en tillokkende tanke. Men økonomisk var det en hård branche at være ranchejer, og typer som min far klarede sig kun lige akkurat igennem. Problemet var – som jeg har skrevet flere steder – at man satsede på de forkerte kvægtyper. Prærien er ikke egnet til kvæg, den er egnet til bisonokser.«
– Hvordan kunne cowboyfiguren på denne korte tid give næring til en så sejlivet myte?
»I bund og grund hænger det sammen med ideen om nomadisme. Folk forestiller sig, at nomader har mere frihed end andre, og det gælder ikke mindst i en global kultur baseret på forstæder og urbanitet. Den frie nomade, der følger sine mulddyr, kameler eller, hvad det nu måtte være, er et billede på frihed. Selv om nomader reelt lever et hårdt liv med mange vanskeligheder, virker de frie for folk, der arbejder på konter og bor i en forstad. Derfor findes denne romantik omkring nomader, og cowboys er den amerikanske version af dette.«
– Men selv i dag flytter amerikanerne meget rundt. Spørger man folk, hvor de kommer fra, vil man ofte høre, at de voksede op ét sted, uddannede sig et andet og nu bor et tredje?
»Det er sandt. Vi er et meget mobilt samfund. Men sådan har jeg aldrig haft det. Jeg har altid følt et stærkt tilhørsforhold til dette sted. Jeg har rejst, fordi jeg er nysgerrig efter at se verden, men jeg har aldrig følt mig fristet til at forlade Texas. Eller Archer City for den sags skyld.«
– Hvornår begyndte du at interessere dig for Midtvestens historie?

Faktisk har jeg altid været langt mere interesseret i Europas historie end i Amerikas. På et tidligt tidspunkt besluttede jeg simpelthen at springe den amerikanske historie over og gå direkte til den europæiske. Selvfølgelig ved jeg noget om de store vidders historie, men der er jo ikke så meget at vide. Det drejer sig kun om hundrede år eller deromkring. Der er langt mere kød på optakten til Første Verdenskrig, end der er på hele det amerikanske Vests historie.«
– Hvordan influerer overvejelser om Vestens egenart på udformningen af dine figurer. Tænkte du over, at personerne i The Last Picture Show var formet af dette landskab?
»Nej, sådan fungerer det ikke. De fleste af mine bøger starter med slutninger. Ideen til den bog opstod, fordi jeg havde skrevet en novelle om en lillebitte by, hvor den sidste biograf lukker. Den var ikke særlig god, men jeg havde en fornemmelse af, at historien rummede en vigtig kerne. Romanen var en undersøgelse af, hvad denne afslutning betød. Da jeg skrev bogen, havde jeg været væk fra Archer City i ti år. Så det var ikke en specifik historie, jeg var interesseret i, men snarere en generel idé: I en lille by er biografen en faktor, der kan skabe fornemmelse af kontakt med omverdenen. Når biografen lukker, mistes den kontakt.«
»Generelt tænker jeg ikke særlig meget over mine skriverier. Jeg står op hver morgen og sætter mig hen til skrivemaskinen. Jeg starter med at skrive klokken syv eller tidligere og er gerne færdig ved ni-tiden. Nogle gange fumler jeg lidt videre om eftermiddagen, men det væsentlige arbejde ligger inden klokken ni om morgenen. Sådan har min rytme altid været.«

Larry McMurtrys mest læste værk er murstensromanen Lonesome Dove (1985), en realistisk beretning om tre midaldrende cowboys, som rastløsheden driver ud på et sidste eventyr. Bogen blev omsat til en populær tv-serie, der ramte de danske tv-skærme for et par år siden. McMurtry fortæller, at Lonesome Dove fra starten ikke var en roman, men et filmmanuskript skrevet med John Wayne, James Stewart og Henry Fonda i tankerne. Peter Bogdanovich skulle instruere.
»Bogdanovich var ret lun på ideen om at lade netop disse tre skuespillere fremstille de tre mænd, men af forskellige grunde faldt projektet til jorden. Og da Warner Brothers ikke ville bruge manuskriptet, købte jeg det tilbage.«
– Hvorfor blev filmen ikke til noget?
»John Wayne følte vist, at James Stewart altid fik lov til at spille de mere poetiske figurer. I Manden der skød Liberty Valance (1962) var Wayne den barske fyr, mens Stewart var den sympatiske, og Wayne mente, at dette forhold blev gentaget i mit manuskript. Desværre fejllæste han det – sådan var manuskriptet slet ikke. Det ærgrer mig lidt, at Wayne sagde fra, især fordi han kun nåede at lave én film til, den skrækkelige Seksløberen som blev tavs (1976).«
– Var du involveret i tv-serien Lonesome Dove?
»Nej, ikke i den første serie. Til gengæld var det mig, der producerede de to efterfølgere, Dead Man’s Walk og Streets of Laredo. Den første fortalte forhistorien til Lonesome Dove, den anden var en slags efterskrift. Derefter begyndte jeg at dykke mere ned i det gamle Vesten. Alt i alt har jeg vel skrevet seks-syv bøger om emnet.«
– Du voksede op i et kulturfattigt miljø. Hvad formede dig som forfatter?
»De eneste kulturelle impulser i min opvækst kom fra at læse. Jeg er helt og aldeles et læsende væsen. Jeg har hørt lidt musik og kigget på lidt kunst, men jeg er først og fremmest en litterær person og har altid været det. Jeg tror, at der findes to typer forfattere: Dem der læser, og dem der ikke læser. De fleste forfattere, jeg kender, læser. Nogle få gør det ikke. Men jeg ser ikke de to ting som adskilte. Det er to sider af samme sag: Et mellemværende med litteratur.«
Ved siden af forfatterskabet har Larry McMurtry et helt anderledes og nok så bemærkelsesværdigt mellemværende med litteratur, nemlig at omskabe Archer City til en ’bogby’.
Ingen, der har læst hans to seneste essaybøger, kan være i tvivl om, at McMurtry livet igennem har haft et lidenskabeligt forhold til bøger. I erindringsafsnittene i Walter Benjamin at the Dairy
Queen overføres frontiermetaforikken konsekvent på den unge bogorms litterære sysler. McMurtry skriver, at han har befolket sine bøger på samme måde, som hans bedstemor befolkede den tomme prærie. Og da han på et tidligt tidspunkt viste sig at have næse for at opstøve sjældne bøger, betragtede han det som en kompensation for de manglende evner som cowboy: »Jeg kunne ikke finde de rigtige køer, men jeg kunne finde de rigtige bøger.«
I årenes løb forslugte McMurtry sig på verdenslitteraturen, mens det private bibliotek voksede med foruroligende hast. På et tidspunkt gjorde han sin lidenskab til en nebengeschäft og åbnede antikvariatet Booked Up Inc. i Washington D.C. Og efter en bypass-operation i starten af 90’erne fandt han tiden inde til at vende fuldt og helt tilbage til Archer City. For fem år siden flyttede han en del af sit enorme boglager fra Washington til Texas, og i dag driver han ikke færre end fire antikvariater i den lille by, der strengt taget ikke er andet end et vejkryds på prærien.

På et tidspunkt stod det klart, at ideen om at skabe en bogby i Archer City ikke ville fungere, med mindre jeg lagde min personlige energi i projektet. Og eftersom jeg aldrig helt har sluppet forbindelsen med byen – jeg har altid ejet et hus her – var det nærliggende igen at bo her. De sidste godt tre år har jeg været i forretningen stort set hver dag og været med til at forme stedet. Selv om jeg har en dygtig leder, ville det have været svært at sætte andre til at gøre det. Da jeg kom, lå der 100.000 bøger, som endnu ikke var blevet prissat. Det var simpelthen en nødvendighed, at jeg kom og tog del i det daglige arbejde. Hvilket passede mig fint, for jeg har altid elsket denne branche. Det er en perfekt modvægt til at skrive.«
– Hvor får du bøgerne fra?
»Hvis en boghandel lukker eller får brug for at skille sig af med 30-40.000 bind eller noget i den retning, så køber jeg hele molevitten. I øjeblikket har jeg vel lagrene fra omkring 25 antikvariater samlet her. Jeg har lige købt en boghandel i Houston. For et stykke tid siden købte jeg en boghandel i Washington, og jeg har købt tre i Phoenix. Det er en god måde at få mange bøger på. Selvfølgelig køber vi også individuelle bøger og mindre partier. Men for at fylde en hel bogby er det letteste at købe ind i store partier.«
– Hvordan skaber man en bogby?
»Man køber nogle tomme bygninger, fylder dem med bøger, annoncerer lidt, og så kommer folk rejsende fra nær og fjern. Så enkelt er det. I dag findes der vel ti eller elleve bogbyer i verden. Den første og mest berømte er selvfølgelig Hay-on-Wye i Wales. Så er der to i Frankrig, to i Holland, en ny i Skotland, en i Malaysia og en i Japan. Og så vidt jeg har hørt, er der nu også kommet en i Norge. Endelig er der folk, som hævder, at Stillwater, Minnesota, er en bogby, men det vil jeg gerne have lov til at betvivle. Hovedsagen er imidlertid, at konceptet fungerer, og det gør det. Lige nu overvejer jeg at købe det gamle posthus, fordi jeg har brug for en femte forretning.«
– Hvordan lokker du kunder til Archer City?
»Da jeg havde samlet de første 200.000 bøger, begyndte jeg at annoncere i en række fagmagasiner. Det fortsatte jeg med i tre år, og nu er det ikke nødvendigt længere. Vi har omtrent så mange kunder, som vi kan håndtere. Det har vist sig, at folk er indstillet på at rejse efter bøger. Her kommer masser af professionelle bogsælgere.«
– Sammen med The Last Picture Show-trilogien må dine aktiviteter have genereret en del interesse for Archer City. Hvordan har de lokale reageret på det?
»The Last Picture Show trak mange nysgerrige hertil, men jeg har aldrig hørt nogen negative kommentarer. Og i dag tror jeg, at beboerne er glade for at være en bogby. Ikke fordi Booked Up gør den store forskel for den lokale økonomi, men vi trækker da et vist antal kunder til byen, hvilket er til gavn for det lokale forretningsliv. For eksempel er der kommet et hotel og et bed’n’breakfast, siden vi startede. Men vores kunder er naturligvis ikke lokale. De kommer bogstavelig talt fra hele verden.«

*Larry McMurtry har senest udgivet Duane’s Depressed (1999) (sidste del af The Last Picture Show-trilogien), biografien Crazy Horse (1999) samt to essaysamlinger, Walter Benjamin at the Dairy Queen: Reflections at Sixty and Beyond (1999) og Roads: Driving America’s Great Highways (2000)

FAKTA
Larry McMurtry
Forfatter, født 1936 i Archer City, Texas. Gik 1960-61 i Malcolm Cowleys legendariske litterære klasse på Stanford University, Californien, sammen med bl.a. Ken Kesey og Wallace Stegner. Debuterede i 1961 med romanen Horseman, Pass By, filmatiseret af Martin Ritt som Hud (1963). Har foruden et stort antal populære samtidsromaner – ikke mindst Terms of Endearment (film: Tid til kærtegn, 1983) – skrevet en række realistiske bøger om Midtvestens cowboykultur. Mest berømt er den Pulitzerbelønnede Lonesome Dove (1985). Trilogien The Last Picture Show, Texasville og Duane’s Depressed – de to første filmatiseret af Peter Bogdanovich – tager afsæt i McMurtrys fødeby Archer City (i bøgerne kaldet Thalia). Har ved siden af forfatterskabet været flittig leverandør af manuskripter til Hollywood. Endelig har McMurtry livet igennem været lidenskabeligt optaget af antikvariske bøger. Driver i dag boghandlen Booked Up Inc. med filialer i Washington, D.C., og Archer City.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her