Læsetid: 3 min.

Er der brug for kunstmuseer?

7. oktober 2000

Spørgsmålet blev stillet på Moderna Museet i Stockholm, hvor kunstmuseernes nye rolle blev diskuteret

Musealt
STOCKHOLM – Museer for moderne kunst har en særlig evne til at havne i fokus for kritik. I Stockholm er det nye Moderna Museet blevet kritiseret for dårlig arkitektur, og andre steder er det udstillingsvirksomheden, det er gået ud over.
»De moderne kunstmuseers rolle er ved at ændre sig, og vi må følge med,« mener Per Boym, der er leder af Museet for Samtidskunst i Oslo.
Kritikken mod Moderna Museet har ført til, at der for nylig blev arrangeret en stor debat med deltagelse af kritikere og kunstnere samt repræsentanter for nordiske kunstmuseer. Emnet var: Er der brug for kunstmuseer? En stor del af de kunstneriske aktiviteter foregår i dag uden for de store museer.
De fleste var enige om at svare ja på spørgsmålet. Derimod pegede Per Boym på, at museerne for moderne kunst ikke længere er ’konger’, der dominerer scenen, og den situation ønsker han sig heller ikke tilbage til.

Museernes ny rolle
»Der foregår forandringer, som vi i dag ikke kan opfange. Som museum har vi en dobbelt rolle: på den ene side samlingerne af moderne kunst, på den anden side de midlertidige udstillinger. Desuden er museernes rolle defineret med hensyn til tidsperiode og geografisk spredning.«
»Det interessante, der er sket, er at disse parametre er blevet brudt ned. Tilknytningen til stedet er i dag helt anderledes hos kunstnerne på grund af globaliseringen.«
»Men vi må også kunne nedbryde tidsperspektivet og vise et værk fra 900-tallet samtidig med nutidig kunst. Institutionerne repræsenterer i dag en ghettoisering og et forbud mod at gå uden for rammerne.«
Museet i Oslo er lillebror i familien af nordiske kunstmuseer, men i dag ligger der på Stortingets bord et forslag om et nyt kunstmuseum.
Tuula Arkio, chef for Kiasma i Helsinki, insisterede på, at museer også kan være laboratorier. Lokaler og omgivelser er ikke hovedsagen.

Folk skal tænke selv
»Koncentrationen må ligge på det, der sker, når en person møder et objekt, et maleri, en installation eller en video. Alt handler om det. Andet er uvæsentligt.«
»Vi skal give folk nøgler, men vi må samtidig opmuntre dem til at stole på sig selv, deres egne oplevelser og følelser i betragtningen i stedet for at læne sig op ad eksperter. Men det tager tid at opmuntre folk til at tænke selv.«
David Elliott, chef for Moderna Museet i Stockholm, talte om behovet for at opbygge et nyt publikum, som ikke er vant til at søge til kunstmuseerne og »være i midten på en aktiv måde.«
»De lokaler, vi har til rådighed, er vi nødt til at acceptere. Der var et formål med dem fra begyndelsen, og hvert museum er langt mere end sin bygning.«
At de nordiske kunstmuseers permanente samlinger ikke er en belastning, men i stedet bør ses som en ressource med megen forskning bag, syntes der også at herske enighed om.

Oplyste despoter
Der er dog et indbygget problem i de store kunstinstitutioners rolle. De har nemlig en statslig opgave, som regulerer deres virksomhed. Og et af problemerne med det er blandt andet, at politikerne ofte både vil have kvalitet og mange besøgende.
Kritikken mod sponsorering med alt, hvad det indebærer af reklamer, har også været stærk. Men fra Moderna Museet påpeger man, at der også er en positiv side – nemlig at en helt ny gruppe besøgende, som aldrig har været der før, bliver lokket til gennem sponsorerne.
Men naturligvis lød der også kritik på mødet:
»Moderne museer fungerer som oplyste despoter over for publikum. Føler man sig ikke hjemme i institutionerne, opstår der fjendtlighed.«
»Måske burde man opbygge samlingerne på en anden måde, med digital teknik. Man har stirret sig blind på objekterne.»
»Det indgår i museernes opgave at blive mødt med stærk kritik.«
»For høje entréafgifter.«
»Håbløse lokaler.«
»Mænd, mænd og atter mænd i samlingerne.«

Ej kun én slags kunst
Men selv om kønsperspektivet har været skævt i de fleste nordiske museers samlinger, er der i dag ingen af institutionscheferne, der ser det som et problem. Opfattelsen er i stedet, at sådan var det før, men i dag er kvindelige kunstneres forhold og muligheder helt anderledes.
Det mærkelige i denne sammenhæng er måske, at diskussionen alt for ofte glider væk fra det, man vælger at udstille, ideerne og tankerne bagved og det, man vil formidle.
Som om der kun eksisterede én slags moderne kunst – den, der synes at være bedst kendt i øjeblikket, og som skal samles sammen og vises. Hvor er formidlernes egne ideer og drivkraft?

*Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu