Læsetid: 4 min.

Brug medierne - og bliv brugt

28. oktober 2000

Diverse minder og hændelser fra en fyrreårig historie om poeternes forhold til presse og fjernsyn

Eksponering I
Historien om dansk poesi gennem de seneste 40 år har ikke kun handlet om bøger. Den drejer sig også om medielancering. Om brug og misbrug af mennesker. Om plat og publicity. Om udstilling af digterpersoner: deres talenter og sminkede fjæs. Om provokationer og normbrud.
Brug medierne intelligent, men husk: hold op, mens legen er god, medmindre du da inderligt ønsker at blive inderligt misbrugt. Selv for en mediebevidst poet kan det hænde, at han en skønne dag brat vågner op af rusen og opdager, at han er blevet, ikke stjerne, men bare en luder. Succesen kan virke dragende, men visse hændelser maner til omtanke og forsigtighed. Hvad havde eksempelvis Øverste Kirurgiskes Tomas Thøfner at gøre ved lanceringen af Lancômes (i øvrigt fremragende!) parfume Poème, andet end at agere beredvillig metafor?

Strunge og Jac
Samspillet mellem medierne og poesien tog et kraftigt opsving i begyndelsen af 80’erne, da Michael Strunge førte an. Kan De f.eks. huske dengang DR-TV’s Kulturafdeling ville lancere de ansigter, »de nye lyrikere«, der dengang tegnede generationen?
En for én tog poeter opstilling, foran et stationært kamera, kun afbrudt af Strunge, der stod, provokerende nonchalant, foran en affaldscontainer. Eller kan De huske, da generationsfællen F.P. Jac offentligt proklamerede, at det var hans bestemte forsæt at drikke sig ihjel, førend han fyldte 30?
Samme Jac lod sig kort tid efter knytte til Politiken, på hvis bagside han gennem længere tid rablede løs i sin karakteristiske sprogfornyende manér, indtil ordenergien ebbede ud og legen mærkbart blev mindre god. Siden – det var vinteren 1983-84 – bekendtgjorde Michael Strunge, at han var holdt op med at digte. Til at begynde med skrev han for at nærme sig virkeligheden, men efter at have fundet ud af, at resultatet var lige modsat, kvittede han poesien og begav sig ud på rejse. Da han kom hjem, begyndte han som fast lyrikkritiker ved Politiken og anmeldte som noget af det første digtsamlingen Verdenssøn, som han selv havde udsendt på Borgen under dæknavnet Simon Lack. Simulakre eller ej, der blev lagt mærke til ham!

’Kære avis’
Det var ikke første gang, Strunge drev gæk med pressen. Da han i 1980 udsendte SKRIGERNE!, en samling »punk-tekster« produceret i sidste halvdel af 70’erne, tilføjede han i anmeldereksemplarerne opsange og formaninger, skrevet med filtpen i mange farver:
»Kære Inf.! I kan vel tage jer sammen til at anmelde (her skiftes fra pink til blå, red.) denne bog, når I ikke har spildt energi på at anmelde »Livets hastighed« og »Fremtidsminder« (her skiftes til violet, red.). FARVEL PUNKS – HALLO FIRSERE!«.
Om hans legende, men også risikable anvendelse af offentligheden vidnede endvidere bogen Popsange, tildels skrevet under pseudonymet Marcus Hitengel, anagram på digterens navn. Bagest i dette værk opfordredes læseren til at sende et foto af sig selv samt fem originale ord til
Michael Strunge Fan Club
c/o Borgens Forlag
Valbygårdsvej 33
2500 Valby
så ville man til gengæld få et splinternyt billede af MS samt fem originale ord. Mindre anmassende var f.eks. Pia Tafdrup, der i 80ernes første halvdel indskrænkede sig til at gå i sort, tøjmæssigt set, samt i øvrigt læse højt på en syngende, »sanselig« måde, der mærkbart adskilte hende fra alle andre.

Poulsen og Turèll
Var det ikke også i 1980’erne, at Asger Schnack i dette blad anmeldte nye digte af Peter Poulsen, sin rare kollega, og luftede forbehold så umisforståeligt, at den arme nedgjorte digter opsøgte kritikeren på dennes Østerbro-bopæl for i det mindste at sige ham nogle (små)borgerlige ord?
Optrinnet endte i ren farce, men bagefter var Peter Poulsen dreven nok til hurtigt, og inden rygterne ynglede op, at beskrive optrinnet i en Politiken-kronik! Ansigtet blev ikke reddet, men digteren fik taget tyren ved hornene og fremstod da også en kende mere mandig end dén Asger Schnack, der havde dækket sig, først bag sin dørtelefon, derefter bag sin dør.
Går vi lidt længere tilbage i tiden, når vi 70’erne, hvor Dan Turèll begyndte at lakere neglene sorte og lade håret klippe tæt, ja, undertiden fjerne helt, samtidig med at han konsekvent klædte sig i sort eller hvidt: et karakteristisk varemærke, et godt show i sig selv. Præsenterbart på tv, nemt at tage billeder af.

Jeg er monsteret
FINGERSTEIN
jeg lever på blanke hvide
papirsider
som jeg slanger mig ud over
til de er sorte
så finder jeg nye at trække
vejret i

hedder det selvbevidst i digtsamlingen Alhambra Blues, 1983.
Havde Klaus Rifbjerg vidst, hvor stor ståhej han ville vække ved at køre rundt i åben sportsvogn m. kaleche, umiddelbart efter at han havde modtaget støtte fra Statens Kunstfond, ja, så havde han med garanti gjort det alligevel. Også dét blev en effektiv gimmick, som dengang Leif Panduro i tv var »vært for en aften« og indforskrev både PH og Rifbjerg til at komme i studiet, drikke bajere og synge Ølhunden glammer.
Jo, hovedet render fuldt af mindeværdige mediestunts igennem årtier. Men man mindes også med ro og andagt en nytårsdag – det var i 1982 – hvor Inger Christensen pludselig tonede frem på TV, blot for at læse et digt fra alfabet, udgivet i det år, som netop var til ende. Det virkede umådelig stærkt. Misbrug af mennesker var det næppe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her