Læsetid: 5 min.

Carl Nielsen på originalsprog

14. oktober 2000

På mandag udkommer Nikolaj Znaiders debut-cd med Carl Nielsens violinkoncert. ’Man skal være meget fleksibel musikalsk for at få den til at hænge sammen,’ siger den danske violinist, der efterhånden tilhører hovedstrømmen af internationale klassiske solistnavne

Klassisk
For godt et års tid siden bragte det ansete fagmagasin for strygeinstrumentalister The Strad et nummer med titlen Nordic Issue. De nordiske lande var i fokus på grund af deres relativt høje antal stryger-navne på den internationale klassiske musikscene og landenes høje niveau blandt strygere generelt. Herhjemme er der især i rækkerne omkring professor Milan Vitek uddannet store kuld fremragende violinister, der for enkeltes vedkommende også har begået sig uden for Danmark.
I denne sammenhæng er det uundgåeligt at fremhæve Nikolaj Znaider som det største danske violinistnavn ikke bare af i dag, men måske også igennem tiderne. Interessen for den danske virtuos tog til allerede i 1992 efter
Yehudi Menuhin udråbte Znaider som efterfølgeren til en idoliseret violin-kæmpe fra fortiden, belgieren Eugene Ysaÿe.
Znaider har siden samarbejdet med nogle af vor tids mest estimerede dirigentnavne som Daniel Barenboim, Herbert Blomstedt og Kurt Masur.
Den 25-årige violinists status som eftertragtet solist verden over er forlængst etableret, med debuten hos Berliner Philharmonikerne som foreløbigt højdepunkt tidligere på året.
Znaider udsender i næste uge sin debut-cd med Carl
Nielsens store violinkoncert på EMI Classics, og det er kun tredje gang, at denne koncert indspilles med dansk solist.
– Carl Nielsen bliver nogle gange – til dels uretmæssigt – beskyldt for at have skrevet klavermusik, der ’ligger‘ dårligt og besværligt på instrumentet. Hvordan forholder det sig med hans violinkoncert?

Musikalsk besværlig
»Den ligger ikke vanvittigt bekvemt. Men den er ikke skrevet imod violinen som f.eks. Beethovens violinkoncert, som ikke er rigtig violinistisk og næsten føles, som om den er skrevet til klaveret. Carl Nielsens violinkoncert er langtfra nem i teknisk henseende. Musikalsk set er koncerten også besværlig på grund af sin asymmetriske opbygning. Du har den kæmpe 1. sats, 2. satsen er også kolossal – og så er der den kontrasterende 3. sats, som er noget helt, helt andet. Man skal være meget fleksibel musikalsk for at få den til at hænge sammen. Det er ikke som f.eks. Sibelius violinkoncert, der er som skåret ud af ét stykke granit.«
– I sin udvendige form og volumen står Nielsens violinkoncert i forlængelse af de store romantiske violinkoncerter som f.eks. Mendelssohn eller Tjaikovsky, men tonesproget er så markant anderledes. Hvordan vil du beskrive denne forskel?
»Koncerten bliver i udlandet så ofte sat i bås med Sibelius koncerten. Men Nielsen og Sibelius er, trods visse ’nordiske‘ fællestræk, så afsindigt forskellige. Netop tonesproget i Carl Nielsens violinkoncert er som en dialekt, der placerer den langt væk fra alt andet. Han har helt bevidst tænkt ’OK, nu vil jeg give mit bud på en stor, udfordrende romantisk koncert’, og resultatet er så at sige virtuos senromantisk musik, men i Nielsens helt egen særprægede karakter.«
– Noget i denne karakter er umiskendeligt dansk – kræver en fortolkning af koncerten ligefrem en slags dansk referenceramme?
»Jeg tror faktisk, at det for en udenlandsk musiker kan være svært at fange den rigtige farve. Der er en egenartethed i musikken, som er svær at oversætte sig til. I alle oversættelser er der noget, der går tabt. Sagt i samme åndedrag så vil vi jo også mangle noget i forhold til den russiske musik, og amerikanerne vil mangle noget i forhold til den franske og så videre. Men det er alligevel lidt noget andet. Der er f.eks. mere russisk musik i omløb end dansk, hele historien og kulturen er også mere tilgængelig.«
– En klassisk cd er i vor tid på mange måder blevet et manipuleret og perfektioneret produkt, næsten i stil med en film eller en pop-plade. Jeg har hørt om klassiske indspilninger, der var sat sammen af 1500 takes (indspillede sekvenser, red.), uden at det i øvrigt nødvendigvis er endt med at være et dårligere produkt af den grund. Hvordan har du oplevet din første pladeindspilning?

Live contra studie
»Jeg har siddet og lyttet alle takes igennem i forbindelse med klipningen af min plade. Og der var rigtig meget materiale, eftersom vi indspillede tre dage á seks timer. De takes, der var lange, var altid de bedste. Hvis jeg i et forløb skulle udskifte en takt, der ikke var i orden, så fandt jeg altid erstatnings-takten i et take, der var langt. Når vi prøvede at indspille meget korte stræk og f.eks. få et svært sted på tre-fire takter til at lykkes uden den større sammenhæng, så fungerede det aldrig. Jeg synes, at holdet omkring indspilningen er lykkedes godt med at lave en sammenhængende atmosfære. Et eller andet sted kunne jeg dog godt tænke mig at lave en plade, der var helt live.«
– Ja, langt de fleste musikere hælder til livekoncertens
atmosfære fremfor pladestudiets endeløse takes og næsten umusikalske krav om perfektion. Men hvorfor laver de fleste musikere så ikke live-plader?
»Jamen, så får vi kolde fødder alligevel, ikke? Hele den store proces i et pladestudie, der skal perfektionere musikerens præstation kan man jo sammenligne med de komponister, der jo også over længere tid har siddet og slidt med at perfektionere deres værk. Mange af komponisterne har nørklet og rettet til i lang, lang tid på de samme ting.«
– Hvordan kombinerer du det impulsive med det minutiøst forberedte?
»For mig er hele den detaljerede forberedelse et værktøj, ikke et mål i sig selv. Men den er en uundværlig del af en koncertsituation, fordi jeg kan ikke musicere impulsivt og spontant uden en solid base. Du kan ikke have et smukt hus med et flot tag, uden at der er et stabilt fundament nedenunder. Også musikalsk skal jeg vende hver en frasering, hver en farve. Og så kommer den store kunst: At give slip på det hele igen. Når jeg er på scenen prøver jeg at fortrænge al forberedelsen. Men det er dét, der er så fandens svært, fordi en del af hjernen skal være koncentreret på intonation, om jeg spiller rent, og en del af hjernen skal være fokuseret på at tænke forud, og en del skal tænke på, om jeg står rigtigt og så videre. I virkeligheden skal man prøve at narre sig selv til at tro, at man slipper helt og holdent.«
– Slipper du nogle gange helt og holdent?
»En meget sjælden gang imellem. Når alt går op i en højere enhed: publikum, orkester, dirigent, salen... vejret! Det sker måske én eller to gange om året.«

*Carl Nielsens violinkoncert og Max Bruchs violinkoncert nr. 1 i G-dur med Nikolaj Znaider, violin, London Philharmonia Orchestra, Lawrence Foster, dirigent. EMI Classics 5569062. Udkommer på mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her