Læsetid: 4 min.

Dårligt nyt for Kosovo og Montenegro

7. oktober 2000

Den nye præsident Kostunica udgør et problem for selvstændigheds-bevægelserne i Kosovo og Montenegro

Regionen
Den nye jugoslaviske præsident Vojislav Kostunica kan paradoksalt nok betyde større problemer for store dele af Kosovo og Montenegro, som vil rive sig løs fra Jugoslavien. Kostunica er mere moderat og samarbejdsvillig end den hidtidige jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic, og derfor kan det blive sværere for selvstændighedsbevægelserne at argumentere for at rive sig løs.
Under Milosevic’ tyranni kunne tilhængerne af selvstændighed for Kosovo og Montenegro altid pege på Milosevic som en undskyldning for ikke at være i stue med Serbien, der er den største delstat i Jugoslavien. Den argumentation blev ført så langt ud, at den albanske borgmester i byen Mitrovica i det nordlige Kosovo kort før præsidentvalget den 24. september åbent erklærede, at Milosevic var bedst for kosovo-albanernes bestræbelser for selvstændighed. Kosovo-albanere udgør over 90 procent af befolkningen, og de går næsten alle ind for et selvstændigt Kosovo.
Diplomater siger til Wall Street Journal, at de nu frygter for øget spænding i Kosovo, fordi Milosevic er blevet styrtet. Det kan gå ud over NATO’s fredsstyrke, der blev modtaget som befriere, da den sidste år rykkede ind i Kosovo, efter at serbiske styrker var rykket ud.
Men Ivo Daalder fra den amerikanske tænketank Brookings Institution siger, at mange i Kosovo vil se NATO-soldaterne i Kosovo som en »hindring for deres bestræbelser frem for et middel.«
»Det kan blive meget farligt, og man må være meget forsigtig,« siger Ivo Daalder.
Spændingerne kan også risikere at tage til i Kosovo forud for det første valg i området den 28. oktober.
Kostunica og hans valgsamarbejde går ind for selvstyre til Kosovo, men det kan kosovo-albanerne ikke acceptere. Vesten har hidtil været imod selvstændighed til Kosovo og Montenegro af frygt for at skabe flere løsrivelses-tendenser på Balkan for eksempel i Bosnien-Hercegovina. Vesten har med Kostunica ved magten fået bedre argumenter på hånden for, at Kosovo og Montenegro skal blive i Jugoslavien.

Serbisk nationalist
Kostunicas magtovertagelse også betyde problemer for selvstændigheds-fløjen i Montenegro. Mens Kosovo er befolket af albanerne, der er en helt anden etnisk gruppe end serberne, så betragter mange montenegrinere sig som serbere, og med Kostunicas magtovertagelse kan de føle, at de har bedre muligheder for at blive i Jugoslavien.
Under Milosevic var Montenegros reformvenlige regering slået ind på en kurs mod selvstændighed. Det skete med argumenter om, at Milosevic havde ødelagt Jugoslavien, som han til sidst dominerede fuldstændig på Montenegros bekostning.
I Montenegro har der allerede været opfordringer til at rive sig løs. De kom i går fra det lille socialdemokratiske partis formand Zarko Rakcevic.
Socialdemokratiet er med i Montenegros regering, hvor partiet er den ivrigste fortaler for selvstændighed.
Milosevic har været Montenegros og Kosovos bedste argument for at forlade Jugoslavien, men med Kostunica er der nu heller ikke udsigt til et problemfrit samliv.
»Det er godt, det der er sket i Beograd. Men Kostunica er en serbisk nationalist, og kort efter magtovertagelsen præsenterede han sig på serbisk tv som en nationalist,« siger chefredaktør Milka Tadic fra det uafhængige tidsskrift Monitor i Montenegro.
»Kostunica talte på tv om Montenegro og Djukanovic (Montenegros præsident, red.), som nogle, der havde svigtet ham,« siger hun til Information.

Tungen på vægtskålen
Den pro pro-vestlige Djukanovic boykottede valget den 24. september i protest mod, at Milosevic havde ændret Jugoslaviens grundlov, så Montenegro mistede indflydelse.
»Kostunicas holdning er dårligt nyt for Montenegro og Jugoslavien. Jeg tror, at Montenegros regering nu vil bede om et løsere forbund mellem Serbien og Montenegro. Og det tror jeg ikke, at Kostunica støtter. Men det er for tidligt at sige, om resultatet bliver et selvstændigt Montenegro,« siger hun.
Montenegro har i øvrigt en nøgleposition, fordi Milosevic’ støtteparti SNP deltog i valget i sidste måned, da der også blev holdt jugoslavisk parlamentsvalg.
Stemmerne fra Montenegro er tungen på vægtskålen mellem Kostunicas støtter og Milosevic’ koalition i det jugoslaviske parlament.

Milosevic’ skødehund
Kostunica bejler kraftigt til SNP, men SNP’s leder gennem mange år, Momir Bulatovic, kan som Milosevic’ tro skødehund ikke accepteres. To mere moderate figurer er på vej til magten i partiet. Kostunica har peget på den ene, Predrag Bulatovic – der ikke er i familie med Momir Bulatovic – som ny jugoslavisk regeringschef.
»Men det er ikke velkomment i Montenegro. Han er kun valgt med 20 procent af de afgivne stemmer,« siger Milka Tadic.
Også på et andet område mister Montenegro og især Kosovo på et nyt demokratisk styre i Beograd. Meget af den store økonomiske hjælp fra det internationale samfund vil med stor sandsynlighed finde vej til Serbien, der som et af Europas fattigste lande har hårdt brug for enhver hjælp.
Før valget advarede hjælpearbejdere i Kosovo om, at hvis der kom et demokratisk styre til magten i Beograd, vil man over hele Kosovo nærmest kunne høre lyden af økonomisk hjælp, der bliver suget ud for at havne i Serbien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her