Læsetid: 3 min.

Dåseskjul

5. oktober 2000

PROBLEMET med den danske EU-debat er, at den er så forfærdeligt navlebeskuende. I sagen om øldåserne sidder den danske navle på maven af miljøminister Svend Auken.
På Danmarks vegne holder Svend Auken sig til de grønne flasker i stedet for dåseøl. Efterhånden er det meget svært at fatte hvorfor.
Hvis det da ikke skulle være fordi, den sag er så navlepillende dansk, at man ligefrem kan blive populær på at tabe den. Fy nej, så slemme tanker må man ikke tænke.
Men lad os bare sådan rent hypotetisk antage, at der kunne være en lille bitte smule om snakken. Det kunne være en slags forklaring.
Dåse-sagen passer bare så godt til den mest perspektivforladte variant af det danske EU-snæversyn: Lille Danmark er bare sådan et godt land, hvor vi passer bedre på miljøet end alle andre, og drikker vores øl af verdens bedste kølige grønne returflasker. Skål du. Det skal de der bureaukrater nede i Bruxelles eddermanemig ikke komme og blande sig i.
Det gør de sådan set heller ikke. De siger bare, at hvis vi vil sælge dåseøl til de andre på et frit og fælles marked, så må vi også give dem lov til at sælge dåseøl til os. Altså det fælles marked, som både ja-sigerne og nej-sigerne altid bedyrer, at Danmark skam ikke skal melde sig ud af.

AUKEN bekendtgjorde i tirsdags, at nu skal vi have nye maskiner i butikkerne, der kan tage alle slags flasker. Glasflasker og plasticflasker. Engangflasker og returflasker. Små og store, bløde og hårde.
Og dåser!
»Det er sandelig ikke fordi, vi er bange for at tabe dåsesagen. Det er fordi, der er kommet så mange forskellige flasker, at det truer returflaskesystemet med sammenbrud,« forklarede Auken.
Det hjalp ikke. Overskrifterne var der straks: »Auken gør klar til dåser«. »Auken forbereder sig på nederlag i dåsesagen«.
Den daværende miljøkommissær, Ritt Bjerregaard, og de sædvanlige forståsigpåere, som for eksempel Peter Vesterdorf og Peter Pagh, har sagt for længst, at vi ikke har en chance for at vinde den sag.
Pyt med det. Forskellen for miljøet mellem vores genbrugsflasker og svenskernes genbrug af aluminiumsdåser er helt ude på den anden decimal. Selv Danmarks Naturfredningsforening, der ellers er meget ihærdig modstander af mere affald, både i Guds grønne natur og i det hele taget, er faktisk temmelig ligeglad.
Foreningen har til gengæld rettet opmærksomheden mod en anden – meget mere vigtig – sag om affald og genbrug i EU.

KOMMISSIONEN overlod for fire år siden til industrien selv at lave nye standarder for brugen af emballage.
Mandatet var klart: Lav nogle standarder, der vender strømmen. I stedet for de voksende bjerge af affald skal vi have pakket varerne mindst muligt ind. Emballagen skal genbruges så meget som muligt. Hvis den ikke kan genbruges, skal den i hvert fald laves af materialer, der kan bruges igen. I værste fald skal materialerne kunne brændes eller komposteres uden forureningsproblemer.
Disse udmærkede mål er faktisk lov i EU. De står, smukt og klokkeklart, i direktivet om emballage.
Desværre har EU’s politikere sluppet tøjlerne til Kommissionen. Og den har overladt det til organisationen for standardisering, CEN, at udfylde rammerne. I CEN dominerer emballageindustrien og virksomhederne. De har lavet standarder, der ikke opfylder kravene.
Kommissionen og de europæiske miljø- og forbrugergrupper er bestyrtede. Miljøstyrelsens repræsentant siger også nej i et par ekspertudvalg.
Se det burde være en mærkesag. Ligesom tyske forbrugergrupper burde vi smide den overflødige emballage på gulvet inden vi forlader butikkerne – indtil CEN kommer på bedre tanker.
Vi burde glæde os over, at EU faktisk har så klare mål for at bekæmpe spildet og øge genbruget. Og græmme os over det demokratiske underskud, som overlader den slags beslutninger til dem, der skaber problemet. Med Kommissionen som sidste instans.
Men det er vist ikke rigtig noget, der har appel til den sårede danske selvgodhed.

es

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her