Dags dato rives ud af kalenderen;
brevene får lov til at ligge,
hvor de faldt i entréen,
og gårsdagens gryderet blir varmet op,
mens radioen spiller det nyeste nye,
der i morgen er ældre end Hits of the Blitz,
og mit lyseblå køkkenur larmer,
som det har gjort siden 75,
men nu ser jeg, at skønt det tikker,
flyttes viserne kun et minut
pr. døgn, der alligevel går
og hele tiden er noget,
majestætisk afdanket som Østberlin selv,
med voldsom fart i færd med at standse,
mens andet blir født for at flyde
og pisket til at passere
et endeløst netværk i kringlede koder
kun skabt for at brydes
helt ned og efter en kort karantæne
genopstå i et fremmed system
så måske skal på denne blanke dag,
noget, jeg mindst af alt vil bemærke,
men om mange år huske som dét,
der alt for hurtigt forvandt, blive til,
som guld fældes ud af sit knuste ophav,
skifter hænder og brænder,
og før det kan finde en form
at forlade med ét smeltes om
til en sylespids pen, løbet over af ord
revet løs af længere rækker af ord
fejlcitater, oblater og sprit,
smitte og penge og fængende omkvæd
der briser i nye og dog fryser fast
i arkets Asyl en konservativ nat,
som henover jorden slæber sit sorte ornat,
hvorunder spædbarnets rygsøjle rejses.
Fra Det skabtes vaklen, Vindrose
© Søren Ulrik Thomsen 1996
