Læsetid: 9 min.

Dansk litteratur i ny rangorden

5. oktober 2000

Der er sket noget gennemgribende i dansk litteratur inden for få år. Bind III af det klassiske værk ’Danske digtere i det 20. århundrede’ udkommer i dag i en nyskrevet udgave – og det er opmuntrende læsning

Litteraturhistorie
Det er en vægtig og rig litterær dansk tradition, som følges op, når bind III af Danske digtere i det 20. århundrede i dag udkommer. Det er 50 år siden, værket udkom første gang, og den fjerde udgave, som skal klare opgaven på kun tre bind, forudsætter en kraftig omdisponering af materialet.
Litteratuforskere og kritikere, en lang række skribenter med forskellig baggrund, samles i den nye udgave af det klassiske værk Danske digtere i det 20. århundrede (Gads forlag). Den afsluttende del offentliggøres altså først, og den behandler 1900-tallets tre sidste årtier.
Bogen indeholder 61 forfatterskabsportrætter fordelt på 31 skribenter samt en oversigtsartikel af værkets redaktør Anne-Marie Mai, »Det formelle gennembrud. Dansk litteratur i tiden fra 1970 til 2000«.
Forfatterskabsportrætter, altså. Genren føres i Anne-Marie Mais forord tilbage til Georg Brandes, og hun påpeger, at der er en levende tradition for den i Danmark. Man husker ikke bare tidligere versioner af Danske digtere, men også mindeværdige bøger som Jørgen Gustava Brandts Præsentation fra 1963 og Asger Schnacks Portræt fra 1981 (med det omdiskuterede samlebind 80 moderne danske digtere, 1988).

Intellektuel energi
Nu er det ikke længere forfatterne, men forfatterskaberne, der skal portrætteres, en markering over for det biografiske med opmærksomheden på teksterne. Tanken er, at artiklerne skal kunne være lidt forskellige, afhængigt af forfatterskabernes karakter: »Det har været ideen, at den enkelte skribent lader sin tilgang til værkerne og perioden virke sammen med forfatterskabsportrættets genre.«
Genren indbyder til generøse, solidariske læsninger af forfatterskaberne. Det kunne i tidligere udgaver af Danske digtere resultere i artikler, som nok var informative, men gerne lidt for lange og løse. Mit indtryk er, at teksterne denne gang er mere stringente, intellektuelt mere energiske.
Det handler naturligvis meget om at finde den rette skribent til hver forfatter (men det er en mangel, at det ikke fremgår af indholdsfortegnelsen, hvem der skriver om hvem).
At lade den norske digter Paal-Helge Haugen skrive om Christina Hesselholdt er genialt, Peter Laugesen er selvfølgelig en lækkerbisken for Lars Bukdahl, Anne-Marie Mai tager sig naturligt nok af Michael Strunge med stor varme, og det lykkes Dan Ringgaard at få et samlende greb om et så notorisk svært tilgængeligt forfatterskab som Niels Franks.

I niveau med værket
Lisbeth Larsson fra Sverige (og Nordisk kvinnolitteraturhistoria) skriver kompetent om Suzanne Brøgger, Erik Skyum-Nielsen om Kirsten Thorup og Merete Torp, Marianne Ping Huang om fire prosaister (Peer Hultberg, Jens Christian Grøndahl, Jens-Martin Eriksen og Hans Otto Jørgensen), Fredrik Stjernfelt om Klaus Høeck og Bent Vinn Nielsen, og Jørn Erslev Andersen om Søren Ulrik Thomsen og Niels Lyngsø – alle leverer de tekster, der er i niveau med forfatterskaberne.
Ellers havner skribenterne let i en kronologisk refererende gangart, som genren vel også indbyder til. Man følger forfatterens spor med næsen nede i tekstens krat, lader produktionen gå sin gang, samtidig med at man i farten forsyner læseren med brudstykker af den biografi, man vil holde i baggrunden. Det er nødvendigt, at man løfter blikket og udstikker retningen. Læseren vil møde et perspektiv, gerne et andet end sit eget.
Således bliver Marie Lund Klujeffs gennemgang af Kirsten Hammanns produktion lidt trættekær og begrebsligt uklar. Ove Christensen fanger vel provokationen i Mads Brenøes prosa, men desarmerer den samtidig ved at læse novellen »Eva« i Så megen vrede metalitterært.
Sværest synes det at være at skrive om forfattere, som virker lette at læse. Det er jo morsomt at se de gamle kumpaner Peter Poulsen, Sten Kaalø og Lean Nielsen i selskabet (i samme øjeblik, som den gode, varmhjertede Lean har forladt det for bestandig), men Anders Raahauges spredte kommentarer til Kaaløs værker formår ikke at sætte fingeren på forfatterens særegne underfundighed med betoning på både forundringen og fyndigheden. (Det lykkedes bedre for Lars Bukdahl i en entusiastisk anmeldelse i Weekendavisen for et stykke tid siden).

Opbrud fra modernismen
Forfatterskaberne har to muligheder for at få plads i værket. Enten får de en egen artikel, eller også henvises de til den afsluttende oversigt, som jo skal behandle alt det, der er blevet til overs og lidt til. Udvalget bliver da væsentligt, og Anne-Marie Mai har tænkt sagen ordentligt igennem, forstår man.
Hun har som bekendt redigeret et par bøger om 80’ernes og 90’ernes poesi og prosa (1993 og 1994), hun er med i redaktionen for Nordisk kvinnolitteraturhistoria og redigerede sidste år sammen med Anne Borup antologien Historier om nyere nordisk litteratur og kunst (Gads forlag, 1999) – en antologi, man kan se som et forarbejde til Danske digtere.
Formålet er at gøre rede for mangfoldigheden i dansk litteratur, og så er det dumt at stirre sig blind på udvalget. Artiklerne kan læses generøst som gode eksempler, og man kan altid gå tilbage til de tidligere udgaver som supplement. De er der jo stadig. Det er meningen, at flere stemmer og forskellige synsvinkler skal mødes.
På den anden side er det en udtalt ambition at omfortolke billedet af perioden. Et opbrud fra modernismen har bestemt litteraturens udvikling på en sådan måde, at også vor forståelse af dette opbrud nu må omformuleres. Her ligger der en indbygget spænding.

Mangfoldig skrivevis
Det er let at opregne en række – især kvindelige – forfattere fra 70’erne, som ikke har fået deres eget portræt eller ikke engang er nævnt i oversigten (men man kan også notere tilstedeværelsen af flere, der savnedes i 80 moderne danske digtere: Inge Eriksen, Hanne Marie Svendsen, Anne Marie Ejrnæs); det samme gælder en mængde 80’er- og 90’er-digtere, eftersom det jo var en blomstringsperiode for poesien. Det ligger allerede i udgangspunktet.
Anne-Marie Mai vil skrive en alternativ historie og bliver da paradoksalt nok afhængig af det billede, hun ikke vil tegne. Det fremhæves, at 70’erne også havde sine eksperimenter og avantgardister; de andre er jo allerede med i billedet, og der kan ligge en befrielse i ikke at behøve at være retfærdig eller gentage det, alle ved.
Det er ikke noget problem, når det drejer sig om den nyeste litteratur, og mere end halvdelen af de portrætterede forfattere er blandt dem, der debuterede i 80’erne og 90’erne.
Det er glædeligt, men udvalget vil blive diskuteret (og er allerede et par år blevet det på værkets hjemmeside, www.danskedigtere.sdu.dk).
Asger Schnack, Lars Bukdahl og Mads Brenø får deres portrætter, men ikke f.eks. Niels Simonsen, Per Aage Brandt, Lene Henningsen eller Jeppe Brixvold. Navne, som man forbandt med hinanden, skilles her ad; Merete Pryds Helle og Niels Lyngsø får hver sit kapitel, men ikke Morten Søndergaard, Carsten René Nielsen eller Nicolaj Stochholm.
Men de er ikke blevet glemt. I den utrolig indholdsrige oversigt foretager Anne-Marie Mai en læsning af nogle nyere digte med træet som samlende motiv, deriblandt digte af de tre sidstnævnte. Hun vil vise, hvordan meget forskellige måde at skrive på eksisterer side om side i perioden i en mangfoldighed, som ikke hidtil er blevet beskrevet.
Det, der står på spil, er nemlig det, man (med en terminologi fra perioden, der nu genfindes på historiens mødding) kunne kalde modernismens »omfangslogiske status«. Det at al god litteratur tenderer mod at blive læst i modernistiske termer – tilmed eksperimenter med den realistiske prosa bliver et sidestykke til modernismen. Begrebet bliver altså reduktionistisk og kan ikke gøre rede for hele det litterære felt.

Frugten af modernismen
Anne-Marie Mai foreslår nu »det formelle gennembrud« som term for den overgribende udvikling. Perioden kendetegnes ved, at »former og genrer« bliver genstand for en intensiv opmærksomhed, siger hun og tager Suzanne Brøggers tragedie Efter orgiet som eksempel; længere fremme nævner hun Pia Tafdrup og Jens Christian Grøndahl som eksempler på »formreflekterende« forfatterskaber. Men form findes jo overalt, og da bliver begrebet for omfattende. Hvis det drejer sig om en tematisering af formen og skabelsen, som det også siges, er der, så vidt jeg forstår, intet til hinder for, at formbevidstheden ses som et produkt af modernismen.
Portrætterne giver ellers mange eksempler på, hvordan arbejdet med formen kan lede en forfatter til et kunstnerisk gennembrud. Det kan man se i Søren Ulrik Thomsens »formtænkning«, i Marianne Ping Huangs problematisering af Jens-Martin Eriksens romaner, som formår at vise kvaliteterne i hans prosa, og i Erik Skyum-Nielsens gennemgang af Kirsten Thorups forfatterskab.
Skyum-Nielsens dobbelte blik for, hvordan et forfatterskabs svagheder kan være knyttede til dets kunstneriske og menneskelige kvaliteter, demonstreres her på suveræn vis. Han peger på en udvikling, som også kan gælde andre prosaister i samme gruppe (Smærup Sørensen er vel den bedste parallel, selv om det ikke fremgår af Erik Svendsens artikel) – fra skriftorienterede eksperimenter til publikumssucces’er, der »i mangt og meget lignede traditionel realisme«. Altså lignede. Hvilket skulle gøre Skyum-Nielsens fremstilling modernistisk? Eller tværtimod et eksempel på, at eksperimenterende kunst også kan læses af mange, dvs. mangfoldighed?

Værkets top ti
Ambitionen er altså ikke at præstere en samlet fremstilling for hele bogen; hver og en må tage vare på sin egen afdeling. Men også portrætforfatterne er en del af den periode, de skildrer, og udtrykker i en vis forstand dens syn. En slags signalement på det kan man få ved at se på henvisningerne i navneregistret, Og så ordne forfatterne i en top ti-liste, som ville se omtrent sådan ud:
I. Poul Borum, Klaus Rifbjerg og Søren Ulrik Thomsen (31-40 henvisninger)
II. Inger Christensen, Per Højholt, Peter Laugesen, Dan Turèll og Hans Jørgen Nielsen (21-30)
III. Klaus Høeck, F.P. Jac og Erik Skyum-Nielsen (16-20)
IV. Johannes V. Jensen, Henrik Nordbrandt, Svend Åge Madsen, Kirsten Thorup og Pia Tafdrup (10-15).
Det, man kan sige, er, at navne som Klaus Høeck og Peter Laugesen næppe havde placeret sig for nogle år siden; det varede faktisk ret mange år, før Højholt vandt noget bredere gehør i offentligheden. Der er altså sket noget, noget ganske gennemgribende.
Den rangorden, der afspejles ovenfor, fremtræder også i den løst anlagte kronologi, som er værkets kompositionsprincip. Bogen indledes med fire portrætter: Erik Skyum-Nielsen om Kirsten Thorup, Anne Borup om Dan Turèll, Lars Bukdahl om Peter Laugesen og Fredrik Stjernfelt om Klaus Høeck. De løftes bogstavelig talt frem som det firkløver, tidens litterære bevægelser kan aflæses på.

Bort fra årti-tænkningen
Det billede, der toner frem, er en litteratur, som nok æstetisk havde sin forsøgsperiode i 60’erne og 70’erne, men får sit virkelige gennembrud i århundredets sidste årtier – dels hos skrifttematikere og systemdigtere, som er modnet og har skrevet sig ud af programmerne, dels hos en række yngre forfattere, som programmatisk har kunnet knytte an til og udvikle samme delvis overvundne måde at skrive på.
Der sker også en forskydning af terminologien i bogen. Man taler hellere om minimalisme end om tredje fase-modernisme, hellere om genremæssig eklekticisme end om skrifttematik, konstruktivisme hellere end systemdigtning.
Og hvilken periode er det egentlig? Det angives, at den strækker sig fra 1970, men i det overgribende perspektiv trækkes linjerne tilbage til 60’erne, i det mindste slutningen af 60’erne, hvilket kan være rimeligt nok i Danmark. I svensk litteratur ville man henvise til begyndelsen af 60’erne som den brydningstid, også den danske litteratur knytter an til. Det gælder ikke mindst en af periodens portalfigurer, Hans Jørgen Nielsen (og man kan ligefrem se hans rastløse ånd svæve over flere ræsonnementer i bogen).
»Opgøret med modernismen«, som Torben Brostrøms udtrykte det, udspiller sig da i 60’erne, og startpunktet for Danske digtere, del III havner uden for værkets rammer. (Jeg forstår, at Hans Jørgen Nielsen vil blive udførligt behandlet i Del II). Man har ønsket at komme bort fra den kunstige årti-tænkning og får et så meget kraftigere brud i 1970.
I Sverige er der ikke rigtigt noget sidestykke til denne forfatterportrætgenre. Det er heller ikke almindeligt, at kritikere og forskere arbejder sammen om at skildre samtidslitteraturen.
For nylig kom tidsskiftet .doc/nr. 9 med et nummer, hvor man publicerede nye tekster af Sveriges »20 bedste« unge forfattere – noget, der vakte en vis forstemthed, eftersom disse udnævnelser ikke var ledsaget af nogen som helst argumentation eller karakteristik. I den situation er Danske digtere trøsterig og opmuntrende læsning.

*Danske digtere i det 20. århundrede. Bind III: Fra Kirsten Thorup til Chistina Hesselholdt. 644 s. 550 kr. Gads forlag. Udkommer i dag

*Oversat af Birgit Ibsen.

*Ingmar Lemhagen er litteraturkritiker og lærer på Nordens Biskops-Arnö uden for Stockholm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu