Læsetid: 7 min.

Den danske ære

27. oktober 2000

En massevoldtægt midt på Strøget er en krigserklæring. Den kræver et svar

Qlummen
Efter sigende grinede de politiet op i ansigtet, mens de gjorde opmærksom på, at de jo var under den kriminelle lavalder og derfor ikke kunne røres. Også selv om de – tre drenge på 13-15 år – netop havde voldtaget en 30-årig kvinde på et offentligt toilet på Gammeltorv midt i København.
Det ligner en provokation: Voldtægt er jo ellers en forbrydelse, der af gode grunde foretrækker lyssky ensomhed. Og sådan, som en krigserklæring, er handlingen da netop også blevet opfattet, af medierne, af politikerne, ja, selv af mange danskere, der aldrig før har villet tale om at kultursammenstød i kombination med en række sociale faktorer kunne udgøre et ægte problem.
For det gør det jo. Som de sagde i gamle engelske krigsfilm, når vor helt, den superbritiske general gennem sin ubevægeligt stive overlæbe i telefonen fremlæspede til sin tyske modpart: ”You realize of course that this means war.” En grænse var nået og overtrådt. Fra nu af gjaldt andre regler.
Krigens regler:
»I massevoldtægten betragtes kvinden overhovedet ikke som individ – det gør hun ofte heller ikke i ’almindelige’ voldtægter – hun er kun krop. Dermed bliver kvinderne blot redskaber for at give en besked videre fra en gruppe mænd til en anden gruppe mænd. Der siges: Se hvad vi gør ved jeres kvinder, hvad vi gør ved jeres grænser, hvad vi gør ved jeres slægt.«
Ordene stammer fra et interview i Information (3. april 2000) med filosoffen og feministen, den eksjugoslaviske ny-pariser Rada Ivekovic.
Jeg gætter på, at der ligger den samme meddelelse gemt i denne voldtægt og muligvis i de andre sager, vi har set gennem de senere måneder, hvor drenge og unge mænd chikanerer, ja, i visse tilfælde voldtager piger og kvinder. Drenge, der vel at mærke er født af udenlandske forældre, og som angriber kvinder af tydelig etnisk dansk herkomst. »Luder«, råber de, »danske fisse«, råber de. Og et lille mindretal nøjes som bekendt ikke med at råbe.
Det kan ligne et paradoks, at disse drenge netop selv er opdraget med strenge æresbegreber, i miljøer, hvor særligt en kvindes ære er tæt knyttet til hendes seksuelle ærbarhed.
Men det er ikke et paradoks, det er en pointe. Netop disse drenge ved – i højere grad end jævnaldrende danske drenge – at voldtægt er mere end sex. Som en bekendt af drengene fra Strøget sagde i Berlingske Tidende: »Hvis de endelig ville have noget, hvorfor gik de så ikke bare ind og fandt en pige?« En af dem har efter sigende endda en kæreste.
Men netop disse drenge ved pr. rygmarv, at voldtægt er ydmygelse, gidseltagning, udradering af individet, som forvandles til kun krop. Voldtægt er nemlig en grænseoverskridende handling, der melder både voldtageren og den voldtagne ud af uskylden, ud af det mentale skjold, der til daglig får os til at færdes i offentlige rum, som var der fred og ingen fare. Et hårdt tilkæmpet skjold, må jeg tilføje. At kvinder i Danmark som hovedregel kan færdes om aftenen uden mandlig ledsagelse, er et privilegium, vi ikke deler med ret mange i verden.
»Kvinder voldtages altid i krige. Kvinden er nationen, hendes krop er nationen,« siger altså Rada Ivekovic. Det kan lyde vildt – men tænk på Mor Danmark, tænk på den franske nations inkarnation Marianne, på den amerikanske Frihedsgudinde. Og på den hårdhændede afstraffelse af de danske piger, der kom sammen med tyske soldater under Besættelsen: De fik håret klippet af, den nøgne krop bemalet med skændselshagekors – ganske enkelt fordi hver enkelt lille kontorpige med svaghed for flotte fyre i uniform repræsenterede Mor Danmark, der formasteligt havde spredt ben for Fjenden. Hvilken skændsel! Og i nyere tid, tænk bare på gruen i Rada Ivekovics gamle hjemland på Balkan, hvor man efter etniske sammenstød kunne melde om massevoldtægter, om hundredvis af voldtagne kvinder, om forladte bastardbabyer.

Når Mehmet Necef, som ellers er en klog mand, mener, at forklaringen på voldtægterne findes i sammenstødet mellem frigjorte danske kvinder, der udstiller kroppen, og på den anden side mænd, der finder en sådan udstilling lig med en regulær invitation fra en kvinde, der alligevel er uden ære og ærbarhed, så er det kun en del af sandheden. Jeg tror nemlig, at drengene godt ved, at danske kvinder ikke er æreløse, og at voldtægt også af kvinder med kropsnært tøj er en alvorlig sag.
Drengene har i deres unge liv mødt mange kvinder, måske oftest som autoritetspersoner – lærere, pædagoger, socialarbejdere – med andre ord: Som repræsentanter for Systemet.
Jeg tror, at drengene netop hævner sig på det danske samfund, som tit nok har afvist dem. At det skulle ske på det danskeste af det danske, på selve Strøget, får det til i endnu højere grad at ligne en udfordring: Ta’ den, Danmark! Som en optrapning af de tilstande, der længe har hersket, når halvstore drenge i fritidsklubberne morer sig gevaldigt over at lære den danske kvindelige pædagog at sige »jeg er en luder« på tyrkisk, når hun under en uformel snak foreslår også at lære lidt af deres sprog.
Pædagogen tror nemlig, at et reelt møde mellem individer er en mulighed. Drengene ser hende som repræsentant for en majoritetskultur, ’systemet’, som man her kan give én på trynen for en billig penge.

Nu er ære ikke i Danmark i så høj en kurs, eller så knyttet til det seksuelle, at en voldtagen kvinde må gå hjem og hænge sig. Heldigvis. Jeg synes også, man trods alt må glæde sig over, at der ikke er flere unge drenge, der er så skøre, at de erklærer samfundet åben krig ved at begå en så eksplicit æreskrænkende forbrydelse. Jeg synes også, man må glæde sig over, at de drenge ikke er ældre – trods alt opfører børn sig i deres uerfarenhed mere tumpet end voksne. Hvis nu drenge i kæmpestore flokke og i højere alder gjorde det samme, kunne man for alvor tale om en total kollaps, om krigslignende tilstande, som der trods alt ikke er tale om her.
Endnu.
Spørgsmålet er nemlig, hvordan samfundets modangreb former sig. Forhåbentlig vil retssystemet formå at agere mere tydeligt end i voldtægtssagen fra Århus, hvor en tilsvarende gruppe helt unge drenge vandrede scot free ud fra retssalen, mens de i højt humør rakte fuckfingre ad tilskuere og pressefotografer, og hvor dommen (som faktisk ikke var en frifindelse, men blot en modregning af straffen med den tid, de allerede havde siddet varetægtsfængslet) blev applauderet af drengenes ryggesløse familier, der åbenlyst heller ikke havde forstået et klap af det hele.
Forhåbentlig vil vi forlade den offergørende omklamring af alle med det medfødte problem, det er at være indvandrer (!), for i stedet at møde dem – ikke serviceperson til offer, ikke samfund mod gruppe, men samfund mod ansvarligt individ, subjekt til subjekt. Og de unge menneskers klage, at det »er samfundets skyld« vil forhåbentlig blive gennemskuet som et nummer, ingen rigtigt kan bruge til noget. Ikke at det ikke kan rumme en del af sandheden, men peger det fremad? Jeg synes det ikke. Et menneske er ansvarlig for sine handlinger. Man har et valg.

Formodentlig bliver den 30-årige voksne kvinde og hendes søster, der var til stede, også bedre vidner end den kun 13-årige pige fra Århus – også fordi netop en sag som denne, hvor en kvinde angribes på åben gade uden forudgående bekendtskab, er den type sort-hvid voldtægtssag, det er lettest for systemet at have med at gøre.
Denne gang har den danske ære ganske enkelt en bedre sag.
Ifølge et af formiddagsbladene reagerede en af de pågrebne drenges far ved at slå hånden af ham: »Det er ikke min søn længere.« Sådan ordnes sagen i et slægtssamfund, sønnen er så godt som død, udskudt af sin slægt, ansvaret er placeret og hvad der videre sker, kommer ikke faderen ved (selv om hans smerte næppe er mindre end enhver anden fars).
Men sådan ordnes sagen som bekendt ikke i et individsamfund, samfundet hænger på knægten, han hænger på den.
Så meget mere kan man faktisk ikke sidde frontalangrebet på den danske ære overhørig. Vi er nødt til at gøre noget ved det. Vi er nødt til at træde i karakter som samfund for at undgå en lynchstemning, der udmærket kunne mistænkeliggøre alle og enhver med lidt for sort hår. Nødt til at sige: »Det er ikke dig, vi ikke kan lide, ikke den gruppe, du tilhører – det er de ting, du gør.«
Det betyder netop ikke, at tre små drenge har mandat til at erklære det danske samfund krig på ’indvandrernes’ vegne.
Men det, der kan være tale om, er i højere grad at inddrage indvandrerne på samfundets side, som de gode borgere, de fleste faktisk er. Vi må blive mere tydelige som samfund og som et fællesskab, der står sammen mod overskridelser, ingen kan leve med.
Måske skulle vi også tage at være både mere tydelige og mere venlige som individer. Det kan da ikke være så svært? For det er da lidt træls at tænke på, at en del indvandrere måske netop kun taler med danskere, som er ansat til at sætte taletid af til dem – med Systemets folk.
Hvis ikke vi kan gøre dét bedre, overvejer jeg da stærkt at emigrere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu