Læsetid: 4 min.

Danske hjerner i blød

2. oktober 2000

Hjerneforskningen er en hastigt voksende tværfaglig videnskab – bare ikke i Danmark

Debat
Hjerneforskning er dette årtusinds største videnskabelige udfordring af hidtil uhørt kompleksitet. I Danmark er hjerneforskning traditionelt blevet styret og bedrevet af læger og fysiologer. I resten af verden har man for en del år tilbage gjort op med denne snævre opdeling, da kompleksiteten ved hjerneforskning ganske enkelt har vist sig for overvældende og kræver multidisciplinært samarbejde på tværs af traditionelle faggrænser.
Man har derfor startet forskningsfeltet neuroscience, hjernevidenskab, hvor en lang række forskere bruger indsigter fra neuropsykologi, fysiologi, fysik, statistik, biologi, zoologi, datalogi, medicin og mange andre fag til at øge vores viden om hjernens funktion.

Strudsepolitik
I dag er de fleste af verdens bedste hjerneforskere blevet uddannet i én – eller flere – af disse fagvidenskaber, men har siden med hårdt slid indhentet den nødvendige viden om og kontakt til andre discipliner.
Og det har været hårdt, for det er et faktum, at selvom tværfaglighed er blevet et ofte brugt mode- og slagord, så betragtes tværfaglige forskere i bedste fald med skepsis af forskere fra andre traditionelle fagvidenskaber og bliver mistænkeliggjort af deres oprindelige fagfæller.
Man har derfor oprettet omfattende programmer i hjernevidenskab ved en lang række universiteter i udlandet, blandt andet for at undgå at nye generationer af hjerneforskere skal udsættes for lignende strudsepolitik.
Noget tilsvarende mangler desværre stadig i Danmark, og i stedet er danske studerende med interessere i hjernevidenskab ofte tvunget til at søge til udlandet.
Spørgsmålet må være om Danmark har råd til at lade være med at investere i en fremtid, der handler om Danmarks eneste virkelige råstof: Hjernen.

Den levende hjerne
Siden den berømte danske hjerneforsker Steno foretog sine banebrydende eksperimenter i 1600-tallet, har forskningen i hjernen langsomt fået stadig større fremdrift.
Hvor man oprindeligt først og fremmest studerede hjerner hos døde mennesker og andre dyr, begyndte man siden at studere mennesker med hjerneskader, for på denne måde at få indirekte oplysninger om den levende hjernes funktion. Samtidig begyndte man at bruge forsøgsdyr på stadig større skala, som man dels pådrog præcise hjerneskader, og dels foretog man elektrofysiologiske optagelser fra deres hjerneceller.
Dyreforsøg har gennem den seneste årrække været under voldsom debat, og patienter har ofte så diffuse hjerneskader, at forskerne sjældent kan drage meningsfulde videnskabelige konklusioner af deres undersøgelser.
Det er derfor intet mindre end revolutionerende, at de sidste årtiers omfattende multidisciplinære satsninger har muliggjort udviklingen af en række metoder til undersøgelse af hjerneaktiviteten hos normale mennesker. Først blev det muligt at genskabe den levende hjernes struktur ved hjælp af røntgenstråling (CT), og dernæst begyndte man at kunne måle tegn på hjernens funktion, ved at indsprøjte radioaktive sporstoffer med kort halveringstid (PET og SPECT).
Det er imidlertid ikke helt ufarligt at indsprøjte radioaktivitet, og der er derfor en række restriktioner på den kliniske brug af disse teknikker – såsom hvor ofte man må benytte dem på både patienter og mennesker, som ikke er syge.

MRI revolution
Den næste revolution indtraf med udviklingen af MRI, som er en langt mere sikker teknik til udforskning af den levende hjernes aktivitet.
Teknikken benytter ikke indsprøjtning af radioaktive sporstoffer, men bruger i stedet magnetfelter med superledende magneter til at kunne genskabe både hjernens struktur og funktion. I forhold til både CT og PET har MRI en langt bedre rumlig og tidslig opløsning, hvilket naturligvis er afgørende for grundige og præcise undersøgelser af hjernens funktion.
Mange udenlandske hjerneforskningscentre og hospitaler er derfor på vej til at udskifte deres PET-skannere for helt at gå over til at bruge MRI.
En del danske hospitaler har kliniske MRI-skannere på 1.5 Tesla, som bruges til strukturbestemmelse af patienters hjerner. Forskning i hjernens funktion kræver større magnetfelter af størrelsesordenen 2-3 Tesla, hvor man ved hjælp af hastigt skiftende magnetfelter og særlige pulssekvenser kan måle ændringer i hjernens blodgennemstrømning over korte tidsrum – typisk omkring 2-3 sekunder for skanning af en hel hjerne. Sådant MRI udstyr har vi stadig ikke i Danmark.

Usikker fremtid
I løbet af de kommende år vil den internationale forskning i hjernens funktion fortsat øges, og forskningsresultaterne vil uden tvivl få afgørende betydning for vores liv.
Revolutionen i hjerneforskning vil for eksempel komme til at betyde, at vi endelig kan komme til at hjælpe psykisk syge mennesker.
Det er tankevækkende at ansvarlige i Danmarks ministerier, forskningsråd og universiteter endnu ikke er vågnet til dåd og får skabt de nødvendige vilkår for en egentlig hjernevidenskabelig forskeruddannelse, der kan sikre, at Danmark ikke sakker håbløst agterud fra hovedfeltet, som inkluderer lande, vi normalt sammenligner os med.
Men hvis der skulle vise sig den nødvendige vilje, kunne man måske tilmed tænke sig, at Danmark var tilstrækkelig fremsynet til at integrere noget nyt i en hjerneforskeruddannelse ved for eksempel at lade den informere af viden og metoder fra humanistiske fag som filosofi, litteraturvidenskab, semiotik og arkitektur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her