Læsetid: 2 min.

Danske instruktører taler ud ...

25. oktober 2000

Grundig interviewbog tegner gode selvportrætter af 19 toneangivende filminstruktører

Ny bog
Ens første reaktion: Det er en imponerende række filmtalenter, der her kaldes sammen til mønstring i 19 velgørende personlige og seriøse interviews. I sig selv et stærkt bevismateriale for dansk films alsidighed og bredde. Og så mangler der oven i købet nogle indlysende navne (f. eks. Anne Wivel, Morten Henriksen, Nicolas Winding Refn), der kunne supplere bogens billede af en filmkunst, som især i disse år blomstrer i mange retninger og på tværs af generationerne.
Den ældste interviewede er Gabriel Axel på 82, som udsender en ny film næste år, den yngste Thomas Vinterberg, der i år fylder 31.
Ind i værkstedet
Bogens hovedfortjeneste er det massivt overbevisende i denne dokumentation af filmbegavelse og glødende engagement.
Overbevisende, fordi de enkelte interviews borer sig stædigt ned i temaer og holdninger, som instruktørerne måske nok har skitseret ved tidligere lejligheder, men sjældent så udtømmende og velartikuleret som her.
Man får både baggrunden for filmbesættelsen og de mange påvirkninger fra dansk og især udenlandsk film.
Man kommer kommer ind i instruktørernes værksted – ikke så meget det praktiske som det idémæssige, der bestemmmer holdningen. Hovedtemaer og skjulte sammenhænge ridses op, og samtidig får man fornemmelsen af de ydre ukontrollable faktorer, som ofte kan føre til kompromisser. Bogen udsendes også i engelsk oversættelse som en introduktion til dansk film, og derfor er der lagt særlig vægt på spørgsmål om dansk identitet sammenholdt med de senere års stadig stærkere internationalisering. Omkring en trediedel af instruktørerne spiller med på verdenscenen og må vælge mellem engelsk eller dansk i flere af deres film.

Lidt trungt trav
Desværre har bogen som indføring et par unødvendige handicaps.
En 30 sider lang, tredelt indledning rummer omfattende viden og gode pointer, men er lidt for optaget af akademisk strategi og stilistisk alt for tungt trav, hvis hovedformålet er formidling.Og det er med til at gøre bogen yderligere ufremkommelig, at nogle af de spørgsmål, der stilles, er meget lange, uden at der laves opdelinger og mellemrubrikker i de kompakte interviews.
Ærgerligt, at godt stof mishandles af primitiv opsætning.
Men Instruktørens blik er en betydningsfuld og vægtig bog, der nuanceret og indsigtsfuldt viser dansk films voksende modenhed op gennem 1990’erne.

*Mette Hjort og Ib Bondebjerg (red.): Instruktørens blik. Interviewbog. 294 s. Ill. 399 kr. Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her