Læsetid: 3 min.

Debutanten, digtet og døden

12. oktober 2000

Lisa Korsbek påkalder sig traditionen uden at gå i klinch med den

Digte
Der er et øjeblik i Søren Ulrik Thomsens digtsamling Hjemfalden fra 1991, hvor digteren pludselig rammes af en indsigt om, at det er tænkeligt, at modernismen – og her er der ikke kun tale om den litterære modernisme, men om hele det moderne sekulære projekt generelt – måske kunne have taget fejl. At der måske alligevel er en mening med tilværelsen, at der måske er mere mellem himmel og jord og måske endda et evigt liv efter døden.
Lisa Korsbeks debutsamling Genopdrivelsen åbner med et lignende øjeblik:

»Natur«: Septembers sol spiser af græsset / som ville den mætte sin mave / før oktober flænser den / og gør alle stråler flakkende. / Pludselig ser jeg, at den store natur / måske alligevel ikke blev skabt tilfældigt: / at årstiderne skifter for erindringens skyld, / og noget må dø, hvis det også skal huskes.

Det er langt fra det sidste ekko af Thomsen, der klinger gennem bogen, selve titlen lyder jo som en variation af Niels Franks Genfortryllelsen og flere andre poetiske ansigter fra Sappho til Paul Celan popper op fra siderne og hilser hen ad vejen. Vi har således her at gøre med en debutant, som tydeligvis ikke er poetisk analfabet (og tak for det!), men som er opsat på at vise, at hun kan såvel sin historie som sit håndværk.
Desværre må man sige, at det oftere sker ved at påkalde sig traditionen og overtage nogle af dens velkendte kneb og hundekunster end ved at gå aktivt i diskussion med den. F.eks. er titeldigtet delt i fire afsnit med undertitler, der nærmest lyder som begyndelsen til et katalog over poetiske klicheer: sne, tåge, aske, blomst.

Automatpilot
Det er som om dette standartvokabular i mange af digtene er den drivende motor, det faste billedsprog som en dygtig håndværker med lidt øvelse forholdsvis let kan få digte til at vokse frem fra. Faren er, at billedsproget begynder at yngle helt af sig selv, det ene ord tager det andet og digteren glemmer undervejs helt, hvad digtet egentlig handlede om:

»Souvenirs«: Så gik også den dag. Mens frugttræerne / står i blomst og Toscanas lunde / overgår sig selv, gik den/ Mens varmen risler i det nøgne kød, og sorgen / spejler sig i bakken derovre, / uden at blive halveret, eller bare blødgjort i rødt / som solen, gik den. // Og den gik og den gik, med frakken / nonchalant over skulderen, med den sidste cigaret, / og med brillen skubbet tæt ind til ansigtet / for bedre at kunne se / søvnen, som kommer den i møde: / hvid og endeløs som en hval, / der har hærget Adriaterhavets kyster / i mere end tusind år.

Så langt så godt. Herfra er vi på automatpilot:

Når den går ind i dens midte / som gennem et henslængt palads af oprejste minder, / vil den sidst af alt genkende sig selv, for sig selv / er den ikke mere. / Men andre vil den genkende: / en heks, en bjørn, en jæger og en nymfe, / forvandlet som de er / til en broget hob af bortrejste slægtninge.

Den, dens, den, den og den igen. Hvad der egentlig står i denne strofe kræver ikke ringe analytiske evner. Noget med at dagen går med solbriller gennem søvnens midte og møder sine slægtninge?
Sprogets tryghed
Måske er det afdøde slægtninge, der er tale om. I hvert fald spiller døden en hovedrolle i digtsamlingen. Jeg har omhyggeligt talt efter - der er 56 digte i Genopdrivelsen og i 34 af dem optræder selve ordene ’død’ eller ’dø’ i en eller anden form. Når noget optræder med en sådan hyppighed, kunne man jo let forledes til at tro, det var et tema, at der ligefrem stod noget på spil her. Men her er der for langt det meste tale om en abstrakt død og en abstrakt flok døde, der blot fungerer som symboler på tiders og slægters gang. Af og til bliver det helt parodisk, som når jeg’et må »vente tålmodigt på, at døden dør sin død«. Døden er naturligvis den største af alle poetiske klicheer og derfor den, en digter igen og igen kan vende sig til, hvis man ikke kan finde på andet at bruge sit sprog til. I morgen vil vi vende tilbage til ordene / og deres trange tryghed, slutter bogen, men det føles unægteligt som om, man aldrig har været udenfor.

*Lisa Korsbek: Genopdrivelsen – Digte. 64 sider, 175 kr. Tiderne Skifter. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her