Læsetid: 4 min.

Et dejligt lorteløb truer

14. oktober 2000

Bakker, blæst og regn sætter scenen for VM i landevejscykling i morgen. Michele Bartoli er storfavorit og Rolf Sørensen – endnu engang – bedste danske kort

VM i cykling
Jan Ullrich går hjemme i Merdingen i Schwartzwald med en flækket læbe efter et styrt i sidste søndags Paris-Tours. Lance Armstrong tog fra Sydney til Monaco for at deltage i en golfturnering, inden han fløj videre til USA, hvor han nu sidder og fisker laks ved en flod i Alaska.
Begge havde satset mere på OL end det verdensmesterskab, der lige nu foregår i Plouay i Bretagne, og begge af samme grunde. Knægten fra Rostock har stadig så meget DDR i blodet, at en olympisk guldmedalje er mere hædergivende end et verdensmesterskab, som hans barndoms cykelhelte slet ikke deltog i. Og knægten fra Austin, Texas er vokset op med, at alle landsmænd beruser sig i olympiske lege, mens et VM i cykling er et eller andet ligegyldigt ovre i Europa. Ullrich vandt sit OL-guld, mens Armstrong blev luret af sin holdkammerat Ekimov i den enkeltstart, han har satset mest på, men for dem begge er sæsonen slut.
Det er den måske også for Laurent Jalabert, der havde spist muslinger og med mavekneb måtte melde fra i sidste øjeblik til torsdagens enkeltstart, og i fravær af de største favoritter vandt så den 30-årige ukrainer Sergej Gontjar tidskørslen over 48 km.
Gontjar har fået hele sin cykelopdragelse i Italien, hvor han fortsat bor og arbejder – for holdet Liquigas-Pata – og skønt han har arbejdet hårdt på at kunne køre stærkt i bjerge og dermed begå sig i de store etapeløb, er han udpræget specialist i kørsel mod uret. Af 19 sejre på fem sæsoner er de 15 vundet i enkeltstarter.
Hans karriere er skæmmet af en dopingudelukkelse umiddelbart før Tour’en i 1999, og hans kørsel er skæmmet af en huggende urytmisk stil. Han er hæslig at se på en cykel, men han formår at træde et monstrøst tungt gear – i torsdags 55 x 11 – og så var det nok til at slå den tyske veteran Michael Rich og den kun 23-årige ungarer Laszlo Bodrogi.
Søndagens linjeløb over 266 km foregår på en 14 km. lang rundstrækning lige uden for Plouay, der ligger i det sydlige Bretagne, og det tegner til at blive en barsk og dramatisk oplevelse for både ryttere og tilskuere.

To krævende stigninger
Der er to stigninger på ruten, den ene ganske krævende, og da de skal passeres 19 gange, kommer det til at gøre ondt til sidst. Risikoen – eller chancen, om man vil – for strid vind og regn er stor, og det kan blive et rigtigt, dejligt lorteløb. Sådan som traditionen næsten kræver det på de kanter.
Det er ikke noget tilfælde, at et VM i Frankrig køres netop her. Bretagne er cykelsportsområde par excellence og leverede især i 50’erne og 60’erne navnkundige ryttere. Den seneste store bretonske rytter er Bernard Hinault. Og det mere end 70 år gamle løb Grand Prix Plouay var et vigtigt løb på den franske løbskalender indtil midten af 70’erne, hvor der i 1974 kun var 18 ryttere, der stillede op. Det fik en ung fodboldleder fra byen, Jean Yves Perron, til at reagere.
Han tog kontakt til den indflydelsesrige rytter Cyrille Guimard – senere sportsdirektør for Fignon og Riis – for at få ham til at stille op og overtale sine kendteste venner til at gøre det samme, og så genvandt løbet sin gamle prestige med Perron som utrættelig arrangør.
Perron plagede derpå UCI, den internationale cykelunion, om at give løbet i
Plouay status som World Cup-løb, men der standsede ploven. UCI sagde nej, men gav til gengæld plageånden fra landsbyen et verdensmesterskab. Som han ikke selv nåede at opleve. Perron døde 51 år gammel i februar i år.

Generalprøve
VM-ruten er identisk med den, Perron fik lavet, og som Grand Prix Ouest France køres på. Dette løb blev tidligere på sæsonen vundet af Michele Bartoli. En generalprøve på VM kunne man kalde det, men det er alene ikke årsagen til at Mapei-manden fra Pisa er gjort til absolut VM-favorit af sine konkurrenter. Favorit har han sådan set været siden Lugano i 1996, men kun to skuffende tredjepladser – i 1996 og i 1998 – er det blevet til. Begge gange efter taktisk hovedløs kørsel i afgørende øjeblikke af det italienske hold, som ellers på papiret har været det stærkeste i årevis. Og begge gange med holdkammeraten Andrea Tafi som skyldig. Så det er nok mest dette, der har fået landsholdets commissario tecnico, Antonio Fusi, til at se bort fra den lange toscaner, og ikke så meget hans mangel på store resultater hidtil i år. Men det siges ikke højt i Italien. Der skal køres for Bartoli, er det bestemt, og så hjalp det ikke Tafi, at han i raseri over ikke at være udtaget kørte alene fra alle i sidste søndags World Cup-løb Paris-Tours.
Og der skal køres for ham efter en nøje plan: Fire mand skal beskytte ham fra begyndelsen. Fire andre skal neutralisere eller deltage i tidlige udbrud, og tre folk, Bettini, Casagrande og Rebellin, skal først røre på sig de sidste 100 km og skyde Bartoli afsted inden for de sidste 50.
Sådan kan man gøre med 12 mand. I Danmark har DCU af uforståelige grunde kun villet stille med 10, skønt man har ret til tolv. I sidste øjeblik har man efter appel fra MemoryCard-direktør Riis udvidet til 11 mand med sidste øjebliks udtagelse af den lige nu stærkt kørende Michael Steen Nielsen. Efter sin stærke kørsel og ottendeplads i Paris-Tours trods styrt i finalen, må Rolf Sørensen endnu engang være bedste danske bud. Både ruten og vejret vil ligge til ham. Han elsker lorteløb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her