Læsetid: 4 min.

Dengang jeg var digter

28. oktober 2000

Den banale, men sandfærdige beretning om min karriere som senmodernistisk knækprosaist

Retropoetisk
Dengang jeg var debutant, var der ingen poesikrig. Jeg anede i hvert fald ikke noget om den. Klaus Rifbjerg var uantastet Gud, Ivan Malinovski var samvittighedens umisforståelige, men poetiske røst og Henrik Nordbrandt var for de få, men indforståede, der ikke ville lade sig nøje med Spies-turismens version af Det græske øhav, og ude i kanten af billedet begyndte knækprosaen at tone frem.
Jeg var ligeglad. Jeg ville bare være digter. Sådan havde det altid været. Mente jeg at kunne huske. I hvert fald gik jeg meget op i det, og brugte ret meget papir på det.
I gymnasiet legede jeg avantgarde. Når jeg ikke spillede håndbold eller prøvede at score – det var det det samme dengang – læste jeg Allen Ginsberg og alle beat-digterne, hørte rock og syntes sågar en overgang, at Jim Morrison var en rigtig digter, og fra engelskprogede, rimede sangtekster var vejen ikke lang til danske tekster med løs bagkant, som jeg kaldte digte.
Genlæst emmer de vel meget af tidens selvhøjtidelighed, og der er noget villet melankolsk over dem, men det kunne jeg ikke læse dengang, og en eller to af mine metaforer holder – vist nok.

Standardafslag
Jeg skrev om kap med en af mine venner, og vi havde brevkonkurrence om, hvem der kunne flest Gunnar Ekelöf-citater, Hugo Friedrich havde skrevet vores bibel og Torben Brostrøm var profeten, så da jeg havde digte nok, sendte jeg dem ind til et forlag. Og fik standardiserede afslag.
Men kaldet var ikke til at modstå. Digter skulle jeg blive. Så jeg kontaktede datidens svar på print-on-demand, Forfatterforlaget Attika.
Her talte jeg med en flink landmåler i Nykøbing Mors, som, ved siden af arbejdet med at holde hus med det vigende agerland, var ubetalt administrator for foretagendet. Knud Sørensen talte med en jysk ro, der virkede som uforloren Morten Korch på en fyr fra Sydhavnen. Det var før, jeg havde læst Knuds digte.

Den milde Brostrøm
Den selvfinansierede digtsamling udkom i 1974. 32 sider, som ikke skabte tumultscener blandt impulskøbere i landets boglader, men ordene på dem blev pænt modtaget. Brostrøm var venlig, og mildt forstående, i nærværende avis, og nævnte Ivan Malinovski som forbillede. Jeg rettede ryggen, og der var ingen skudhuller i min selvagtelse, da B.T. ringede og spurgte, om ikke de måtte komme forbi bofællesskabet og lave et interview med ham, journalisten slesk kaldte ’sæsonens debutant.’
De kom, så, skrev ned, fotograferede mig ved arbejdsbordet – med min daværende, til daglig moderat rødstrømpede, kæreste koket siddende på bordet – og da de gik, var vi blevet en buket hvide tulipaner rigere. Den havde de nemlig medbragt. Det gør sig altid på billeder, som de sagde. Min første lektion i medieiscenesættelse.
Pludselig begyndte jeg at høre andre radiokanaler end P3. Det måtte man jo gøre som digter, og er det ikke det, man er, når man, om jeg så må sige, har papir på det, og det har stået i avisen. Den melankoli og påtagede pessimisme, der plag... undskyld, prægede mine digte, fik jeg stadig sværere ved at genkende. Jeg begyndte med andre ord at skrive om mig selv og ikke mindst min barndom.

Fodtur på Mors
Min anden digtsamling kom året efter. Modernismen var yt. Knækprosaen var in. Det vil sige, jeg syntes nu nærmest bare, jeg skrev mundret og enkelt om det enkle. Det syntes Dan Turèll også. Han havde, samtidig som jeg genopdagede Sydhavnen, været på genvisit i sin erindrings Vangede. I en radioanmeldelse i Litteraturrevy skrev han generøst om bogen ’at nu skete der sgu ting og sager på Attika.’ Det må have været underligt at høre for Knud Sørensen, der på samme forlag lige havde udgivet nyklassikeren Drømmen Om Græskar.
Statens Kunstfond hørte også P1. Jeg fik arbejdslegat, næste stop var Hvedekorn, og jeg skal komme efter dig. Og i det tidlige forår 1976 fik Knud den ide, at alle Attika-forfatterne skulle på fodtur til Mors for at læse op i forsamlingshuse og kirker.
Det var en dejlig uforstyrret tur. Vi læste og læste, og publikumsrekorden var ni tilskuere det ene sted, hvor kordegnen heldigvis havde nulevende forældre og en stor familie.

B.T. kom ikke mere
Det er svært helt præcist at huske, hvorfor jeg holdt op med at være digter. Jeg blev sådan set ved at digte, men det skulle handle om noget, om noget andet end mig selv, så jeg fik trykt en del i diverse aviser. Mest om sport og den slags, og et sted i en gulnet udgave af Information kan man finde en ode til Baader Meinhof, men rimene var meget gode.
B.T. holdt op med at komme, og da jeg udsendte min tredje digtsamling brugte jeg flere kræfter på at få den til at tage sig ud end på at skrive den. Så lukkede jeg bogen og gjorde som Lars Bukdahl – blev anmelder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her