Læsetid: 3 min.

Da Dennis P blev klogere

12. oktober 2000

Fornyelse i børnefilmen med Natasha Arthys og Kim Fupz’ musical ’Mirakel’.

FilmanmeldelseDet bobler af indfald og fortællelyst i debutanten Natasha Arthys børnefilmmusical (manuskript: Kim Fupz Aakeson). Tematisk betræder den flere af de kendte stier i børnefilmgenren, men formmæssigt er den opdateret til at imødekomme MTV-generationens behov for billedbombardement og groovy rytme. Storforbrugere af TV2’s reklamer behøver heller ikke føle sig snydt.
Mylderet af sprælske ideer og indlagte musicalnumre er så dominerende, at det kunne have begravet den spinkle historie om den 12-årige Vesterbro-dreng Dennis P og hans problemer med mor, skole, kærlighed og manglende kønsbehåring. Men heldigvis forstår Natasha Arthy ofte at stoppe op i rette tid og lade sine fine unge aktører tale for sig selv i korte hvilescener.
Og så har hun fundet et afgørende trumfkort i sin hovedrolleskuepiller Stefan Pagel Andersen, der bevarer en egen rørende alvor og selvstændighed midt i alle trængslerne. Hans mærkeligt tidligt erfarne udstråling er guld værd for filmen, fordi han forankrer den i mere end luftig billedleg.

De hvide bude
Det er klassikeren Gummi Tarzan, der spøger i baggrunden som inspiration for hverdagseventyret om Dennis P, der synes født til offerrollen. Hans far er død, da han i overmod dansede på hustagene og faldt ned, hans neurotiske mor overpylrer ham, hans udkårne i klassen foretrækker hans bedste ven, hans dumme lærer går især efter ham, og kønsmodningen lader vente på sig.
Et mirakel må til for at vende billedet, og det kommer ved hjælp af den savnede far i engle-skikkelske, Thomas Bo Larsens danselærer og rocksanger, der stiger ned fra himlen, verdensklog som et af »de hvide bude«. Hvis Dennis P lægger bandeordene på hylden, vil han kunne forvandle sin omverden – og så går han i gang: moderen bliver pludselig tolerant og livsglad, pigen kærlig og indladende og læreren forvandlet til en ydmyg tjener.
Det bliver ret hurtigt for meget af det gode: Dennis P renoncerer selv at på at blive omverdenens herre og mester og få alt, hvad han peger på. Og netop det er det egentlige mirakel, for det viser, at han er blevet klogere på sig selv og ikke mindst andre. De er, som de er, og sådan vil han helst have dem.

Fut og fart
Natasha Arthy levendegør Dennis P’s fantasier i en række smældende flotte musicalnumre, der folder sig ud som pasticher på alt fra gospel til opera. Det er gjort med både humor og professionelt tæft, både musikalsk og dansemæssigt, især, når der er spillere som Peter Frödin og Sidse Babett Knudsen giver den komiske koreografi et ekstra tilskud af personlig charme.
Men der er noget mærkeligt gammelmodigt ved at par af fantasierne. Er det virkelig en 12-årigs drøm at komme på fornem restaurant med hovne tjenerne? Eller optræde i en gammeldags opera? Og hvorfor skal vi stadig trækkes med børnefilmenes mest fortærskede kliché: den åndshovmodige lærer?
Nå, det er nu en udsøgt fornøjelse at se Peter Frodins dumme lærersvin forvandlet til netop den ultra-søde fyr, Frödin altid fremstiller så morsomt. Mens Sidse Babett Knudsen – trods skægge momenter – duver lidt rigeligt folkekomedie-eftertrykkeligt frem og tilbage mellem mor som skrap og mor som sjov. Til gengæld har Thomas Bo Larsen sikkert styr på underfundighederne i sin djærve englebasse af en far.
Den 31-årige Natasha Arthy er en debutant, der satser stort og kan en del. Hun har en moderne rytmesans, der ikke frygter det abrupte og dissonante. Og når filmen truer med at krænge over i det kokette eller lettere overstyrede, kan hun forlade sig på sin trio af naturlige børneskuespillere. For Sebastian Jessen og Stephania Potalivo spiller charmerende op til den fremragende Stefan Pagels Andersen.

Læs Interviewet med Natasha Arthy

Mirakel. Instruktion: Natasha Arthy. Manuskript: Kim Fupz Aakeson. Dansk (Palads, Scala, CinemaxX, Gentofte Kino, Gladsaxe Bio, Ballerup Bio, Vanløse Bio).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu