Læsetid: 3 min.

Digternes Champions League

26. oktober 2000

Londons internationale poesifestival er de gamle drenges vagtparade

Festival
London – Royal Festival Hall i London er en sær og grå kedelig betonbygning med en vidunderlig beliggenhed ud til Themsens sydbred midt mellem det nye Tate Modern og det ligeså nye London Eye, et kæmpestort pariserhjul med en fantastisk udsigt fra glaskabiner, der lyser blåt ud over floden når mørket er faldet på. Under øjet, i en sidebygning til selve festivalbygningen, afholdtes for nyligt Poetry International 2000, der ifølge arrangørerne er Europas største poesifestival – hvordan man så ellers måler den slags.
Som dansker er det ved sådan et arrangement svært ikke med nostalgi at tænke tilbage på de fantastiske festivaler, København kunne byde på i midten af 90’erne, hvor der nok var færre deltagere alt i alt, men flere af dem var internationale og publikum faktisk også på gode aftener var større.

Alderstungt
En forudsætning for at blive medlem af denne poesiens superliga er åbenbart, at man skal have en vis alder. Selv om en række yngre og midaldrende digtere (næsten udelukkende fra de britiske øer) deltog, så udgjorde festivalens stjerner i høj grad de gamle drenges vagtparade. Hovednavnene de fem aftener, jeg var der, var John Ashbury (73), Edwin Morgan (80), Yves Bonnefoy (77), Yehuda Amichai (76) og Andrew Motion. Sidstnævnte er ganske vist kun 48, men kan til gengæld smykke sig med en titel, der virker godt støvet. Han er nemlig Ted Hughes’ efterfølger som engelsk Hofdigter. Så var der ganske vist også tilmelding fra Finland af Tua Forsstrøm, men hun blev syg og måtte melde afbud. Og endnu værre gik det med israelske Amichai, der døde, før han nåede at komme. Men med sådan en line-up, må det vel siges at være en risiko, arrangørerne måtte tage med i betragtning.
Yves Bonnefoy fra Frankrig optrådte på den allerførste Poetry International i 1967, og hans tilbagevenden kan ikke undgå at virke som en form for hædersbevisning for lang og tro tjeneste i poesiens sag. Særlig god er oplæsningen ikke, det sørger en overmåde nervøs oversætter for. Bonnefoys egen oplæsning lyder som det gamle århundrede, og han er jo faktisk også i stand til at læse digte, der er skrevet og udgivet for næsten 50 år siden. På en måde lyder også de nye ting, han kommer med, med deres insisterende franske anapæst-rytmer og talen om lys, sne og intethed, som om de var skrevet i efterkrigstidens parisiske eksistentialistmiljø.

Et højdepunkt
John Ashbery, der utvivlsomt vil være bedre kendt for danske lyriklæsere, læser omvendt udelukkende op fra sin nyeste bog, der ikke engang er udkommet endnu, og digtene lyder helt anderledes nutidige, præget som de er af amerikansk talesprog og uhøjtidelige tankespring. Ashbery er ikke nogen overstrømmende performer, men der er en lethed og cool humor ved hans oplæsning, der virker umiddelbart afvæbnende og salen, der denne ene aften er helt fyldt op, virker godt underholdt.
Festivalens højdepunkt var dog den skotske nestor Edwin Morgan. Han præsenteres som en alsidig stilist, hvilket lyder umiddelbart mistænkeligt, for den har vi som publikum hørt før, og som regel betyder det, at den pågældende digter både kan skrive sonetter og villaneller med hele og halve rim og altid i det evindelige engelske jambiske pentameter. Men al skepsis blæses væk, da den sangvinske og spillevende lille mand med sin lyse stemme læser sin dialog mellem Paris’ borgmester og Ramses II’s mumie, der netop er ankommet til Paris for at blive nykonserveret. Senere læser han op af nogle af sine kærlighedsdigte og digte om verdens historie (fra skabelsen til Kopernikus). Morgan har også skrevet konkretistiske digte og science fiction-digte og skal man forsøge at beskrive ham, må det være som en blanding af Johannes L. Madsen og Wallace Stevens.
Af de mange yngre digtere (dvs. fra 50 og nedefter) er det næsten kun James Fenton, der med sine energiske nærmest rappende ballader for alvor skiller sig ud. De fleste synes tilfredse med at skrive den slags halvkorte lyriske stykker, der følger solidt i fodsporene efter Seamus Heaney eller den i Danmark ret ukendte Philip Larkin, og som er skræddersyet til Times Literary Supplement eller et af de andre prestigiøse tidsskrifter. Så hvadenten det er fordi tiden foretager sin egen ubarmhjertige finsortering, eller det er fordi, det tager mange år at finde og udvikle (og måske afvikle) sit eget personlige projekt, så virker det altså stadig som om poesiens superliga er de gamle drenge og pigers klub.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her