Læsetid: 9 min.

Fra diktator-begejstring til martyrium

24. oktober 2000

Kaj Munks beundring for ’den stærke mand’ var markant – men det var ikke lige dét, Danmark havde brug for i 1930’erne. Per Stig Møller kaster et heroiserende slør

Ny bog
Hitler har kastet lange skygger. Israel var næppe blevet oprettet som stat uden verdensomfattende sympati for jøderne efter holocaust. Og Kaj Munk var trods et ustyrligt temperament næppe uden Hitler blevet martyr – og dermed portrætteret i tids- og idéhistorisk sammenhæng af Per Stig Møller.
Per Stig Møller oplyser i forordet, at bogen er skrevet efter opfordring af Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, som igen var tilskyndet af Henrik Stangerup, der mente, at Per Stig Møller var den rette til at skrive den definitive bog om Kaj Munk. Per Stig Møller benægter, at der er tale om den definitive bog – en sådan kan ikke skrives, fordi tiden forskyder enhver generations vinkel. Han nævner straks, at Kaj Munk er blevet gjort til både helgen og skurk, og at han kun i sin død var en samlende skikkelse.
Af de mange foreliggende bøger om Kaj Munk (40 på dansk) anser Per Stig Møller Niels Nøjgaards Ordets Dyst og Daad (1946) for den væsentligste. Nøjgaard fastslår, at tvetydigheden eller mangetydigheden består »hos denne mærkelige mand og vil virke dragende og frastødende på dem, som møder ham i hans forfatterskab«. Per Stig Møller bemærker hertil, at »tvetydigheden ikke var så diffus endda. En religiøst-eksistentiel tråd løber gennem hele hans virke og forfatterskab og forbinder ham med Søren Kierkegaard«.
Store ord. For er der et bånd mellem Kirkegaard og Munk? Måske nok i den kirkekamp, som Kierkegaard sled sig op med i sine sidste levemåneder. Men ellers? Det virker søgt at knytte en forbindelse mellem Kierkegaards stringente psykologi og Kaj Munks forvirrede hovede.

I martyrkapel
Kaj Munk er ved årtusindskiftet gjort til en af vort århundredes martyrer i det nyindviede martyrkapel i Strängnäs domkirke i Sverige, sammen med bl.a. Martin Luther King (s 48).
Kaj Munk har siden denne anmelders tidlige ungdom i 1930’erne været fremme i mit billede af danmarkshistorien – som en fremragende dramatiker og som en debattør, som jeg ikke brød mig om. Han var allerede en skikkelse i min barndom i 1920’ernes Nykøbing Falster, fordi min fader havde haft en del at gøre med Kaj Munk, som efter min fars død i 1919 havde skrevet til min mor på en måde, som hun huskede med glæde. Hun fortalte om dette begavede og mærkelige menneske.
Det er svært i dag at forestille sig, hvor kendt Kaj Munk var fra 1930 og frem til sin død og de nærmeste år derefter. Nogle fandt ham morsom, andre utålelig, men han fyldte i landskabet. Beundringen voksede gennem krigsårene, og efter hans død kendte hans ry ingen grænser.
Teaterstykkerne gjorde stort indtryk – Cant var det første, jeg så. Ann Boleyn flagrede ind over scenen forfulgt af sin elskede Percy: »Og du, som har ben, du kan skræve over kanalen med, kan ikke fange en flagermuseunge ind!« Så kommer Henrik d. VIII på scenen efter middagen med sin kone, måske stanger han tænder: »Sådan en påfuglegump,
stegt sprød og mør, den smager nu gudvelsignet, synes du ikke også Catherine?« – og så dasker han dronningen på maven. Her kunne man more sig – og gyse, det ender jo rystende, bødlen kommer. Der var fart over feltet. De mere dagsaktuelle stykker, som Sejren og Han sidder ved Smeltediglen, gjorde stort indtryk. De handlede om tidens farlighed og udfordringer. Det var opløftende, at det gik diktatorerne ilde.

Foragt førte på afveje
Men uden for scenen? Kaj Munks foragt for demokratiet førte ham på afveje.
I 1934 læste jeg Feuchtwangers berlinerroman Slægten Oppenheim, der var kommet i 1933 og straks oversat til dansk. Allerede her omtales koncentrationslejre, godt nok endnu ikke som tilintetgørelse, men frastødende nok.
Per Stig Møllers bog indeholder i de første 300 sider en lang og spændende gennemgang af datidens højreradikale litteratur. Tænk, at den var så omfattende! Men Møllers fremhævelse af de højreradikales fejl og dyder – og de venstreradikales fejl – medfører, at det åndshistoriske billede bliver ensidigt. Den demokratiske mainstream er ikke med.
Godt nok var Stauning ikke en åndshøvding for de dannede, men han stod for et civiliseret samfund. Men man hører næsten kun om svigt, den 9. april, og derpå om Staunings og Scavenius’ forskellige kendte, pinlige udtalelser under besættelsen. Men man hører ikke om, at mange i samtiden var i stand til at lytte mellem linjerne.

Kritikken af Stauning
I bogens første afsnit tager Per Stig Møller om nælden: Kaj Munks tale på Niels Bukhs gymnastikhøjskole i Ollerup den 28. juli 1940, hvor han kritiserede Stauning skarpt. Det første halvår efter 9. april var væsentligt for det, som med en kliché kaldes ’det åndelige beredskab’ under Besættelsen.
Striden om denne tale rasede i årene efter krigen, bl.a. fordi et referat i Svendborg Avis stadig blev ført frem mod Munk, selv om det var ganske misvisende. Man måtte få det indtryk, at Kaj Munk først og fremmest havde koncentreret sig om at angribe Stauning, mens han skarpe angreb på besættelsesmagten, på grund af referentens selvcensur, ikke var blevet gengivet. Det blev senere konstateret, at det, som Kaj Munk havde sagt – bl. a. – var (s 37):
»Jeg sørger ikke over demokratiets dødsfald, men over Danmark. For er det gået nogen værre end os? – vi fik Hitler og beholdt Stauning.«
Per Stig Møller fortsætter: »I denne bemærkning ligger årsagen til den øjeblikkelige harme over Olleruptalen. Munk fortrød snart efter, at han havde brugt dette ordvalg og blev så vred over referatet i Svendborg Avis, at han brændte talen og i de efterfølgende taler denne sommer ålede Svendborg Avis.«
Kaj Munk var på linie med Højgaard-kredsen, der ville have kongen til at fyre regeringen, men der var ikke samarbejde mellem Kaj Munk og denne kreds, hvortil også A.P. Møller hørte.

Diktator-betagelse
Kaj Munks betagelse af diktatorerne frem gennem 1930’erne var ret formidabel. Hans mærkværdige udtalelser i disse år var legio – blot et enkelt eksempel, Jyllands-Posten om Berlin, Rigsdagens åbning marts 1933 (s 238):
»Men hvis nu disse tre grupper fortjener det? Hvis nu manden har ret! Hvis jødernes egoistiske vindskibelighed og socialisternes føjelige – ak, i en jerntid så håbløse ’Frihed for Loke såvel som for Tor’ var på nippet til at bane vej for en kommunisme, imod hvis tvang og rædselsregimente Hitler er for lidet at regne, jeg siger, hvis dette ikke kunne hindres ved anden metode end den hitlerske, så op at stå, mine herskaber, alle, også mine herrer socialdemokrater, alle undtagen kommunisterne, op at stå og i vejret med højre arm og så, på een gang, alle: Hitler, heil, heil, heil, men foreløbig har fremtiden ordet.«
Mon ikke Kaj Munks stil har medvirket ganske kraftigt til, at han mere blev det stridens tegn, som han ønskede at blive, end en mand med indlæg i en debat? Debatten har han foragtet. Han ville reformere Danmark.
For dem, der ikke brød sig om hans synspunkter, var stilen naturligvis en fordel, som noget at forarges over og at grine af. Kvindens frihedsgørelse kaldte han hendes »liderlighedsgørelse«.
Frem gennem 1930’erne var Kaj Munk én af dem, der skubbede til den hældende vogn.

Stærk nationalisme
Kaj Munks nationalisme var stærk, for nutiden svær at forstå. Gud skabte Danmarks grænser.
I foråret 1939 skrev Kaj Munk fortvivlet fra Paris om Hitlers erobringstogti rest-Tjekkoslovakiet.
»Hvad Hitler har øvet for Tyskland indtil nu, var strålende på een dyb og hæslig skygge nær: Behandlingen af jøderne. Måske var der ikke plads for dem i riget mere, skulle idealet Tyskland for Tyskerne gennemføres til bunds. Men så måtte der være truffet en ordning. I stedet for er der faret frem imod dem sådan, at tusinder og atter tusinder har lidt uforstilleligt. Og dog er Israels lidelser ringe i sammenligning med, hvad Tysklands ære har lidt ved denne behandling af et element i dets folk. Men fraset dette mørke punkt har Hitler øvet så lysende en gerning for sit folk, at knap Napoleon kan bære ry imod ham.« (s. 251)
Per Stig Møller gør meget ud af Kaj Munks kristendom og lydighed mod Christus, men meget lidt af hans formidable uvidenhed om historie og politik. Han nævner dog, at Kaj Munk ikke havde læst Mein Kampf, der i 1934 var kommet i fire oplag på dansk og stod i hans bogreol (s 237).
Kaj Munk var ikke i tvivl om Guds plan – med det onde, med Danmark, med de enkelte folkeslag som folkeslag, med jødernes ret til Palæstina. I sin gennemgang af Vedersø-Jerusalem retur fortæller Per Stig Møller, at Kaj Munk knuges ved at se Muhammeds halvmåne over Jahves land: »Han gider ikke se de arabiske moskeer på Tempelbjerget. Dem skulle Allenby (den britiske general, der erobrede Jerusalem fra tyrkerne i 1917, red.) have skudt sønder og sammen, for hvornår er der nu håb om, at jødernes helligdom kan rejses igen på dette sted?« ( s 172 ).
Videre (s 173): »For ham var Det hellige Land Det gamle Testamentes Land, og det er Gud, der benytter nazismens ondskab til at tilvejebringe jødernes hjemkomst.«

Kristen pligt
Per Stig Møller har sikkert ret i, at Kaj Munk blev ledet af sin opfattelse af sin pligt som kristen, men Kaj Munks mod og dødsforagt under Besættelsen kan ikke kaste slør over hans virksomhed med at miskreditere demokratiet og hans reklame for ideen om ’den stærke mand’.
Ved at fremstille Kaj Munks liv som sympatisk – og ægte heroisk – kaster Per Stig Møller et sådant slør.
Kan Kaj Munks opfattelse af Kristi bud og Helligåndens formidling tages alvorligt som mere end det bemærkelsesværdige faktum, at Kaj Munk gjorde, som han mente, det var hans pligt?
I bogen Dansk rebel og international inspirator (1995) beretter den indonesiske teolog Marianne Katoppo om den befrielsesteologi, der spiller en væsentlig rolle i den tredie verden. Hun fortæller (Møller, s 45), at de teologistuderende i Jakarta, som endnu kunne hollandsk, ivrigt læste Kaj Munk, hvis hollandske værker stod på biblioteket:
»Den vigtigste faktor var altid Kaj Munks vidnesbyrd (hans Martyria) og hans ubøjelige troskab mod sit kald selv indtil døden, forklarer hun.«
For at gøre en lang historie omend ikke kort, så dog kortere: Så længe vi har en folkekirke her i landet, får vi forhåbentlig ikke autoriserede martyrer. Danske teologer bør ’problematisere’ kapellet i Strängnäs Domkirke (Er det blasfemi?). Sammenfattende: Per Stig Møllers bog er for meget et forsvarsskrift og for lidt tidshistorie.
Frihedsrådets Frode Jakobsen sagde: »Det er vigtigere, at et folk opfører sig godt, end at det har det godt.«
Det er naturligvis rigtigt, men spørgsmålet er, hvad Kaj Munk i kraft af sin tro og sit mod med rette kunne forlange af andre. Norske tilstande? Javel, men af de 2.000 norske jøder kom to levende tilbage.
Dét argument ville Kaj Munk nok ikke have anerkendt i vægtskålen.

*Per Stig Møller: Munk. 568. Ill. 395 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

FAKTA
Munks blå bog
Kaj Munk (1898-1944). Præst, dramatiker, forfatter, journalist. Provokerede bevidst sin samtid, var hyperaktiv producent af tekster. I 1930’erne udtrykte han i sin journalistik og talervirksomhed begejstring for tidens diktatorer: Mussolini og Hitler – og tilsvarende foragt for demokratiet. Efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 rykkede han gradvist ind i frihedskampen, den nationale kamp mod nazismen og i den politiske kamp for det demokrati, han kun nødtvungent lærte sig at sympatisere med. I januar 1944 hentede danske nazihåndlangere Kaj Munk i præstegården i Verdersø og myrdede ham. Mange iagttagere af Munks liv mener, at det var et martyrium, han bevidst søgte, men også dette er omstridt. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu