Læsetid: 3 min.

Diva og Dietrich

16. oktober 2000

Kunst og kabaret, krig og liderlighed, tabertvivl og vinderbehov, tragisk helt og insisterende fjols: Pierrot Lunaire i ny luksusudgave i Kanonhallen

Melodrama
Billedbog for voksne er denne forestilling om den månesyge Pierrot. Skabt af Schönberg der med Pierrot Lunaire (1912) skrev et værk, der på flere måder er en selvbiografi. Schönberg kunne identificere sig med den melankolske outsider, der søger anerkendelse. Både Stravinsky og Schönberg var på næsten samme tid tiltrukket af Commedia dell’arte-figuren, med hvilken de kunne skildre det sammensatte menneske, der har alle modsætninger i sig.
Forestillingen indbyder sig for en billedmager som Martin Tulinius, der med et større teaterrum og flere midler til rådighed har skabt en stemningsmættet forestilling, som rækker endnu videre end den udgave, han præsterede på Kalejdoskop i foråret 1998.
Allerede skuespilleren Albertine Zehne, som bestilte værket af Schönberg, optrådte i kostume. Mezzosopranen Helene Gjerris er i den aktuelle opsætning også klædt på til fest uden grænser. Det er sansernes fest, undergangens fest badet i månelysets skær.
Værket har sin styrke i blandingen af kunst og kabaret. Det har Tulinius til fulde set og sammen med Mikkel Harder Munck-Hansen (der mimer med stor kropslig udtryksstyrke) har han skabt en forestilling med stor slidstyrke.

Næsten klar til eksport
Den surrealistiske tekst til Pierrot Lunaire er skrevet af den belgiske digter Albert Giraud i 1884, men oversat eller gendigtet på tysk af Otto Erich Hartleben i 1893. Den tyske version er et eksempel på, at oversættelsen kan være bedre end originalen. Det er da også den tyske version, Schönberg holdt sig til.
Den danske oversætter har tilsyneladende brugt både den tyske og den franske tekst, hvilket til tider skaber billeder, Schönberg ikke havde i tankerne. »Finstre, schwarze Riesenfalter/Töteten de Sonne Glanz.« er blevet til »Store sorte sommerfugle/dræbte solens stråleglans.« Ikke sommerfugle men møl er der tale om hos Schönberg – møl der i flok pludselig kan skabe mørke foran solen, og som giver helt andre associationer end sommerfugle.
Helene Gjerris er bedst i første halvdel af værket. Hendes stemme virker svækket i den sidste del, og knækkede en enkelt gang helt. Det er ærgerligt, for det er i sidste del vi finder de mest stimulerende musikalske udfoldelser.
Partiet fungerer faktisk bedre med en rigtig sopran (lyt til Christine Schäfer med Boulez og solister fra Ensemble Intercontemporain, Deutsche Grammophon 457 630-2). Schönberg skrev bevidst meget dybt for stemmen, så det visse steder virkelig skulle lyde helt og aldeles rædselsfuldt i dybden. Problemet er, at Gjerris kan synge/tale dernede – derved lyder det for pænt.
Til gengæld lyder Gjerris’ stemme mere rå og uskolet end Schäfers og bliver derfor mere kabaret-agtig – ekstra forstærket af danskerens tyske tekstudtale med klangbund i Valby Bakke.
I Tulinius’ nye version er blod, sex og depraveret stemning tydeliggjort af rødt stof, der hænger tykt i scenerummet, som både signalerer røgfyldt kabaret med seksuelle tanker på frihjul, rapsodiske frikvarterer og vaginale længsler.
Pierrot Lunaires midterste del er centralt indholdsmæssigt. I den nye opsætning går Tulinius/Munck-Hansen efter denne lytters mening for vidt i forhold til komponistens intention. De ellers så raffinerede antydninger bliver her til overtydeligt bolleri. Men der er ikke tale om kvindeskikkelser som vi kender fra Lulu eller Powder Her Face eller Latter i Mørket.
Småting i forhold til det overordnede indtryk. Den nye opsætning er overordentlig indbydende. Musikledsagelsen kan blive endnu mere præcis, og det vil den sikkert blive inden forestillingen eksporteres til det forvente tyske publikum.

*Schönbergs Pierrot Lunaire. I Kanonhallen. Iscenesættelse og visuelt design: Martin Tulinius og Mikkel Harder Munck-Hansen. Mezzo: Helene Gjerris. Indtaling af digte: Waage Sandø. Musikere fra Athelas Sinfonietta Copenhagen dirigeret af Thomas Søndergård.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her