Dalager er både sig selv og dog på vej mod en bedre dramatik med denne tekst
Teater
Stig Dalager bærer rundt på et profet-kompleks: mere agtet og spillet i udlandet end i sit hjemland. Tre ingredienser har afgjort det hjemlige forbehold: hans dramatik er mere litterær end udpræget dramatisk, patetik har været hans mellemnavn, og gennem tykt og tyndt løber en udansk bæk af humorforladthed, til tider himmelråbende.
Bækken løber stadig, men i Drømmen er patetikken hovedsageligt skrumpet ind til Niels Weydes person, hovedpersonens afdøde mand, der går som en tanke gennem stuerne og familiens hoveder. Ham har instruktør, kostumier og lysmand udnævnt til genfærd; lovligt håndfast for en helhed, der ellers ikke mangler tyngde i tematikken.
Her er både cancer, euthanasi, en glorificeret elsker og nazist, visnede ægteskaber og opsøgte krigszoner, men frem for alt og gennem denne feltbane af store problemstillinger reflekterer Dalager over erindring hvorfor erindrer vi, hvordan, hvilken selektion går forud ? Hvilken redigering bagefter ?
I historiens midte står den pensionerede psykiater Elisabeth (Marianne Høgsbro) eller går hvileløst, for flygtningen fra Østrig nu i velhaverhus i Provence er en plaget sjæl, fysisk og psykisk. Og har hidkaldt datter (Susanne Storm) og barnebarn (Rikke Louise Andersson), man aner hvorfor. Med sig fra Europas formørkede år har Elisabeth billedet af officeren i den forkerte hær; mod det har Niels Weydes uheroiske danske ersatz -mand kæmpet forgæves i årevis.
Ringeagtet far
Midt i parrets tavshed voksede datteren Hanne op, på den ene side en kærlig, af moderen ringeagtet, far, på den anden en mor, der begravede sig i arbejdet. Hanne videreførte denne arbejdsopslugning, som selvbeskyttelse måske, i hvert fald endte hun i samme afkølede ægteskabsform og blev forladt.
Og tredje led, barnebarnet og journalisten Susanne, kom aldrig så vidt i sit parforhold; Sarajevo lå der altid som flugtmulighed fra mand og barn.
Rollebesætningen er gået ud fra Høgsbro som den, instruktøren evident nok ville have til rollen. Hun er imidlertid (ikke i persontegning, men ellers) for ung i Odense blev rollen spillet af Birgitte Federspiel og dermed blev både Hannes og Susannes spillere tilsvarende forynget. Det forløber ikke heldigt for Anderssons vedkommende, hendes spæde ungdom skriger mod den påståede krigskorrespondenterfaring og oveni skurrer Anderssons græsseligt monotone replik.
Menneske med ærlighed
Mellem Storm og Høgsbro fungerer Dalager bedst, faktisk godt. Der lever hele refleksionen over familiedynamikkens interferens med erindringen; Storm smukt molstemt, splittet mellem omsorg, irritation og egne problemer, og Høgsbro fremragende som monstrummet Elisabeth, der alle sine knaster til trods kulden, ironien, arrogancen, de evindelige diagnoser, dømmesygen, selvoverbærenheden alligevel blir et menneske i kraft af ærligheden, der også svier på egne vegne. Og Høgsbros tegning af det fysiske forfald, den forhadte hjælpeløshed, føres imponerende igennem.
Lars Simonsen ser man sørgeligt lidt som Hannes eksmand, til gengæld præsenteres man lovligt tit for Dalagers hang til at udsige, hvad mere fødte dramatikere ville overlade til deres publikum at uddrage. Lad dog pegepinden ligge, så superiørt behøver denne tekst ikke at betragte sine modtagere og slet ikke det modne publikum, der i disse dage noget mod sædvane befolker Kaleidoskop.
*Drømmen af Stig Dalager. Instr.: Morten Grunwald. Scen.: Jesper Corneliussen. Kaleidoskop, Nørrebrogade, t. 4.nov.
