Læsetid: 2 min.

Her har en engel trådt

18. oktober 2000

Sten Kaaløs bornholmerdigte svæver flot mellem himmel og jord

Ny bog
Med en enkelt undtagelse – et langt digt om en digter forelsket i andet og mere end sproget – er de fleste tekster i Sten Kaaløs nye bog fortættede og korte.
Det er titlerne også, på nær en enkelt undtagelse: »Grøn kvinde i lyserødt springer fra knoglerne«, der i sin afvæbnende knaphed lyder som følger:

Du har ladet
vinterknoglerne
blive inde

i dag hviler
du i luften
som æble

spurven
bader
i din navle

Digtet er typisk for bogen, dels ved sin store sproglige enkelhed, dels ved sin hengivne tone.
Solslag kredser nemlig om oplevelsen af pludseligt nærvær, følelsen af livsglæden og den bratte lykke, midt mellem himmel og jord.
Kaalø er ikke den, der holder sig for god til nede på stranden at slå fast, at »her har en engel trådt/ danset i nat havet æder endnu af hans trin/ barnet klynger sig til hans hæl«.
Alting bliver nyt
Karakteristisk virker det her, at sidste linje omtaler et barn. For ikke alene har digteren flot sans for børns perspektiv på verden, han føler sig også selv som dreng, fordi hans forelskelse gør alle ting friske og nye. Det tabte tilbageerobret af et barn, står der sidst i et øjebliks-sanset personligt digt, der danner nøgle til hele bogen.
At Kaalø tilstræber direkthed og lethed, fremgår tillige af noget så konkret som tegnsætningen: Ingen kommaer og punktummer! Undtaget fra denne regel er kun en rærlig rimet sag, som bogen burde have været foruden.
Kaalø undgår endvidere udråbstegn og spørgsmålstegn – faktisk er tankestreg digtenes eneste skillemiddel, naturligvis bortset fra linjebrud, som tit anvendes elegant:

Lyse natteskyer
svæver som silden sejler
måneskinnende
lige under himlen

Prøv selv at bryde teksten om, anderledes end Kaalø har gjort – og se, hvad det fører med sig. Andenlinjen har netop den længde, som dén andenlinje skal have.
Som så mange af bogens digte indkredser »Svæv og sild« dette: At se, at tage imod, et sted mellem hav og himmel.
Der hviler da også over samtlige digte en umiskendeligt bornholmsk stemning, hvori ur-elementerne mødes, men hvor der nu også bliver plads til turister og lokalkolorit.
Lidt mere rejseklar
Alt, hvad han ser, modtager Sten Kaalø med en af forelskelsen skærpet lydhørhed og taknemmelighed. Kun indimellem blandes en dødsstemt moltone ind, som f.eks. i »Vinter«:

Det var sne – det stod
ud over havet inde fra land
og det er ikke længe siden

lidt yngre lidt mere
rejseklar – nu er du ældre
og lidt mere forberedt

Netop dette digt falder ellers en smule udenfor ved at rumme så få konkret sansede elementer. Hovedreglen er, at Kaalø plasker vellystigt i materien og helst lader tanken ytre sig indirekte. Det myldrer således med fisk, krabber og snegle. Brysterne bejubles også tit.
Verbalfund
Bedst er dog Kaalø, når han afstår fra sine pludreglade opremsninger og gør overraskende verbalfund: bænkens saltede træhjerte. Hovsa, tænker man, hvad var nu det? Eller hvad med havets vældige vandkande, fra slutningen af et andet digt?
Jo, Kaalø har fornemmelse for det små i det store, og omvendt. Man kan kun blive glad for en digtsamling, der fremskriver sider som denne:

Der står en
skål på havebordet

universet ses
igennem glasset

græsset er fugtigt
en sommerfugl

sætter sig på
universets kant

Enkelt? Ja, men også raffineret, og nærmest østerlandsk ved sin åbning fra øjeblikket til evigheden, fra lokaliteten til altet.

*Sten Kaalø: Solslag. Digte. 87 s., 175 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her