Læsetid: 4 min.

Erindringens noble priser

7. oktober 2000

STIKORD
AT MODTAGE nobelprisen i litteratur, kan være dødskysset for en forfatter, er det blevet sagt. Og for enkelte har det nok været svært derefter at sætte pen til papir ved tanken om mediers og kritikeres skærpede forventninger.
En opsigtsvækkende memoirebog, Minnen, bara minnen (Bonniers) af Lars Gyllensten, har aktualiseret emnet på dramatisk vis. Den forhenværende sekretær for Svenska Akademien forlod sammen med flere andre medlemmer selskabet i forbindelse med Rushdie-affæren, da et flertal ikke ønskede, at Akademiet offentligt fordømte ayatollah Khomeinis mordtrusler. Gyllensten er herhjemme måske bedst kendt for de varmt humoristiske fortællinger Syv vise mestre om kærlighed, men i erindringerne gør han bistert regnskabet op med et antal forfatterkolleger og kritikere i en usædvanlig krasbørstig polemik, ikke mindst i anledning af den skæbne, der efter hans mening overgik vennen og digteren Harry Martinson, der i 1974 modtog nobelprisen til deling med Eyvind Johnson.
Det vakte ikke så lidt opsigt, at de begge var medlemmer af selvsamme Akademi. Det tunge skyts blev rettet, ikke mod de to højtfortjente forfattere, men mod Børshuset i Stockholm, hvor Akademiet har sæde. Lars Gyllensten mener noget andet. Han ser en tydelig sammenhæng mellem kritikken og Martinsons selvmord fire år senere. Den deprimerede digter begik harakiri med en saks.

EN ANDEN, netop udkommen bog krydser sporet. Nina Burton har foretaget et smukt udvalg af den afdøde digter Werner Aspenströms artikler og essays, Reflexer (Bonniers), inderligt velskrevne af en viis mester, der i øvrigt også forlod det dengang så ukærlige selskab, skal man tro Gyllensten.
Aspenström fortæller om et samvær med Martinson, som han som ung digter i 1954 mødte på en forlagsgang, og som trak ham med på et værtshus. De talte om drømme som inspiration, men Martinsom brugte så at sige aldrig drømme, de er kun for digtere med mager og usikker virkelighedsfølelse, mente han og gav sig i stedet til at fortælle om sine nærmest erotisk ladede naturoplevelser. Gennem en time fabulerede han om en rejse op gennem Brasilien, om brøleaber, der har så stærke muskler i halespidsen, at de kan hænge sådan i timevis. Man har fundet skeletter at brøleaber, der hænger i halespidsen.
Det er fra en takketale, da Aspenström i 1990 modtog Martinson-prisen, og han refererer dér til nogle notater fra den lange seance. Jeg henter – i et anfald af déjà lu – fra boghylderne Bonniers Julebog 1987, Fragmentarium af Werner Aspenström, hvor jeg da også finder et notat dateret 14.10.1954. Det er nyttigt for digtere at føre dagbog – forstår man også på Lars Gyllenstens beskrevne hændelsesforløb i hans Minnen.
»Träffade i går Harry Martinson. Han lovordade mina dikter.« Og så følger en mere udførlig gengivelse af den ældre kollegas lysende fortælleevner og refleksioner, eksotiske detaljer og stiliserede sanselighed, om fugles, biers, sommerfugles flyvesæt, om erotik (»jeg har været i seng med både min svigermor og med dronning Victoria af England i hendes ungdom, det ene var ikke bedre end det andet«), om en farlig operation med oplevelsen af en venligsindet død.

OG OM DRØMME. Han kommer i tanker om én søvndrøm, som førte frem til et digt:
Vem önskar ej åt dödsdömd
man
att kunna bli en fluga
som fritt flög ut ur dödens
cell...
Harry Martinson var kendt for at kunne huske udenad alle sine tusindvis af digte samt adskillige andres. Det her er indledningsdigtet til samlingen Cikada, der dannede optakt til mesterværket Aniara, det store rumskibsepos, som også blev til tekstgrundlag for Karl-Birger Blomdahls opera. Synsevne, hukommelse, detailviden er uundværlige redskaber for digtere. Nogle af dem skriver det hele ned alligevel. Aspenström klager over, at »mitt minne är så dårligt utvecklat.« Trods al den præcision?

MAN HAR NYTTE af notater. Som nu Villy Sørensen, der har skrevet meget fyldige dagbøger, for ikke at sige natbøger, med solide drømmereferater. Og de kræver dog en stærk øjeblikkelig hukommelse eller træning. Selv har jeg noteret enkelte drømme i forbavselse over mine ukontrollerede udskejelser. Bl.a. derfor husker jeg stadig en om Villy Sørensen, der har sin gang ad Søndre Fasanvej i skumringen. Han har en spadserestok, hvor der inde i håndtagets krumning er en knap med indskriften Blind! Når han trykker på den, har han umiddelbar adgang til Zoologisk Have, mens jeg med stort besvær må klatre over et plankeværk.
Drømmen er elementær i sin symbolik over digteren og kritikeren og legen med synskheden i digterens omgang med f.eks. de besværlige tigre bag sindets tremmer.
Hvem der er blind og seende i forhold til den passionerede erindring, er egentlig et spørgsmål om sprog. Den, der taler eller skriver bedst for sig, får ret, hvis tanken kommer fra dybet. Dér er prisværdigheden, især hvis den er nobel og kærlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu