Læsetid: 5 min.

Europa i vildrede

10. oktober 2000

Den demokratiske revolution i Serbien vil sætte EU under yderligere pres i østudvidelsen, men stærke nationale særinteresser truer med at blokere for de nødvendige EU-reformer

Kontinent i krise
»Med Milosevic falder det sidste stykke af Berlin-muren,« udbrød den tyske udenrigsminister Joschka Fischer i torsdags.
Der er åbnet »et nyt kapitel i Balkans historie,« siger Frankrigs præsident Jacques Chirac, men samtidig indledes et nyt kapitel i EU’s historie, der for første gang skal definere sig selv uden et ydre fjendebillede.
»For første gang i historien åbne(s) for muligheden for et europæisk kontinent forenet i frihed og demokrati,« sagde den britiske premierminister Tony Blair i sin Warszawa-tale i fredags, hvor han bl.a. krævede en hurtig færdiggørelse af EU’s østudvidelse: »Uden udvidelsen vil Vesteuropa altid stå over for truslen om ustabilitet, konflikt og massemigration ved dets grænser,« fastslog han.

EU’s hjertefejl
Men EU befinder sig i en dyb identitets- og tillidskrise, og i 1990’erne har man på to regeringskonferencer ikke kunnet enes om de reformer af unionens institutioner, som skulle gøre fællesskabet klar til øst-udvidelsen.
Tilliden til EU ligger med godt 50 procents opbakning i den europæiske befolkning på det laveste niveau i tyve år, og det er langt under højdepunktet i 1990 lige efter Murens fald, hvor 72 procent af borgerne var tilfredse med medlemsskabet af EU. Den 28. september fik den folkelige skepsis et nyt afløb, da 53 procent af den danske befolkning stemte nej til den fælles mønt og ØMU’en.
»En institutionel hjertefejl truer EU. Alle EU-institutioner har brug for en reform,« sagde udvidelseskommissær Günter Verheugen i juni.
I Financial Times sagde en anonym ledende embedsmand i Kommissionen det endnu skarpere i forsommeren: EU’s vigtigste instutioner ’er fuldstændig rådne’. »Vi har stadig institutioner med fire hestekræfter, der passer til et lille begrænset fællesskab. Vi har brug for noget helt andet – en stor Mercedes eller BMW.«
I sidste uge advarede EU-kommissionens formand, Romano Prodi, om, at hvis ikke institutionerne reformeres inden øst-udvidelsen fra omkring 2003, så kan det bringe unionen ud i ’en fatal krise’. Han frygter ’fragmentering’ af fællesskabet, fordi flere medlemsstater stræber efter at styrke Ministerrådet på Kommissionens og Parlamentets bekostning.
På fredag skal EU’s stats- og regeringschefer på et topmøde i Biarritz forsøge at kaste ny dynamik ind i den igangværende regeringskonference, som man håber afsluttes på Nice-topmødet i december. Men de vanskelige diskussioner om flere flertalsafgørelser, begrænsning i vetoret og ændringer af stemmevægtene i Ministerrådet og Kommissionens sammensætning er ikke afklaret endnu.
Der er markante politiske uenigheder mellem EU’s medlemslande før Nice-topmødet, og klassiske uenigheder om forholdet mellem nationalstaten og EU er dukket op til overfladen.
»EU mangler politisk lederskab. Folk er ikke parate til at løbe risici eller forklare offentligheden, hvad der sker,« klagede den fhv. EU-kommissær Karel van Miert forleden. Men ikke alle politikere er krøbet ned under gulvtæppet.

Fischers offensiv
Den ’grønne’ Joschka Fischer har forsøgt at give et offensivt bud på EU’s krise. Eller som han sagde i maj til Der Spiegel: »Europa skal koncentrere sig om kerneområder af suveræniteten: Den interne sikkerhed, den eksterne sikkerhed, den monetære suverænitet og alle de områder, som kun kan løses på europæisk niveau. Resten skal forblive i medlemsnationernes hænder.«
At Fischer bruger ordet ’føderalisme’ uden komplekser får de røde lamper til at blinke hos Blair, Portugals Antonio Guterres og Spaniens José Maria Aznar, der på hver deres måde fører arven videre fra de Gaulle og Thatcher i kampen for et fædrelandenes Europa. Og i magtens periferi advarer Holger K., Drude Dahlerup og Pia Kjærsgaard sammen med unionsskeptikere som Jean Pierre Chevenement i Frankrig, Jörg Haider og den konservative Edmund Stoiber i Bayern om, at nationalstaten trues. Det er en meget ideologisk diskussion med mange sentimentale og historiske lag. Da Fischer holdt sin Humboldt-tale hævdede Chenevement, at »Tyskland drømmer stadig om det hellige romerske imperium.«
Fischer ønsker at fremprovokere en europæisk forfatningsdebat, så Tyskland definitivt kan blive bundet ind i en stærk europæisk union. Han stræber efter at få traktatfæstet magtdelingen mellem EU og nationalstaterne. Det er ikke fjernt fra den ide om ’et kompetencekatalog’, som Venstres Anders Fogh Rasmussen har fremlagt efter det danske nej.
Kataloget skal fastlægge, hvad der er nationalstatens opgaver, og hvad EU må tage sig af. Forslaget blev diskuteret på regeringskonferencen forud for Amsterdamtraktaten, men ideen har fået nyt liv efter det danske nej.
Chirac og hans regeringschef Lionel Jospin er ikke tilhængere af en føderalistisk union, men de er positive overfor Fischers ide om at sætte fart på den politiske integration. I sidste uge sagde Chirac i Dresden, at der er »en fælles vilje til at bevare muligheden af, at de mest besluttede lande fortsætter fremad i en udvidet union.«

Avantgarde-tankegang
Italiens Lamberto Dini deler avantgarde-tanken. Til finansavisen Il Sole 24 Ore har han sagt, at unionstraktaten »skal lade de lande, som ønsker at tage flere skridt i retning af integrationen, gøre det, men det skal ske indenfor EU’s institutioner og ikke udenfor.«
Men den italienske kommissær Mario Monti har i Corriere Della Sera, sagt, at de foreslåede reformer rummer en »mere alvorlig og vidtgående risiko for strukturelt at marginalisere Italien» end beslutningen om en fælles europæisk valuta.
I fredags åbnede Blair dog døren på klem for britisk accept af et Europa i flere hastigheder og rum: »Jeg har ikke noget problem med større fleksibilitet, eller at grupper af medlemsstater går frem sammen. Men det må ikke føre til en hård kerne; et Europa, hvor nogle medlemsstater skaber deres egne fælles politikker og institutioner, fra hvilke andre i praksis er udelukket. Sådanne grupper må på alle stadier være åbne for andre, der ønsker at være med,« sagde han. Måske i erkendelse af, at det er den integrationsmetode, EU har brugt i forsvarspolitikken og Schengen.
»Jeg kan ikke se, at der er tilstrækkelig politisk vilje til at nå en aftale« i Nice, siger EU-kommissær for institutionelle reformer, Michel Barnier.

Veto-knasten
En af de helt store knaster er den nationale vetoret, der foreslås afvikles til fordel for kvalificerede flertalsafgørelser i EU. Frankrig siger nej til at indføre flertalsafgørelser for visum- og asylregler, grænsekontrollen eller i handelspolitiske spørgsmål om investeringsregler og intellektuel ejendomsret. Britiske forhandlere kæmper for at bevare vetoretten på ikke mindre end 15 områder. Også en anden gammel nationalstat, Spanien, kæmper for vetoretten i bl.a. justits-og indenrigspolitik.
I modsætning til dem er Tyskland og Italien stærke fortalere for en mere konsekvent brug af kvalificerede flertalsbeslutninger. Det kan blive svært at overvinde de nationale særinteresser inden Nice-topmødet. Og nogle vil endda forsøge at kaste grus i forhandlingerne ved at stille forslag om oprettelse af helt nye europæiske institutioner – Tony Blair foreslår, at der oprettes et andetkammer med repræsentanter fra de nationale parlamenter, som Frankrig foreslog det under forhandlingerne frem til Amsterdam-traktaten.
Debatten om behovet for en ny europæisk forfatning synes dog ikke til at stoppe. Eller som EU-kommissionen påpegede i maj: »Europa, og specielt det udvidede Europa som er undervejs, kan ikke længere styres fra Bruxelles. Nationale, regionale og lokale regeringer må tage et større ansvar for fællesskabets sager.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her