Læsetid: 4 min.

Fællesskab med forbehold

30. oktober 2000

De fleste færinger ønsker en tilknytning til Danmark, der minder om mange danskeres forhold til EU-samarbejdet

Flertallet på Færøerne støtter ikke den kompromisløse kurs, som den færøske forhandlingsdelegation har lagt for dagen med lagmand Anfinn Kallsberg i spidsen. Kun omkring 25 procent af de færøske vælgere bakker op omkring det udkast til færøsk selv-stændighed, som led foreløbigt skibbrud, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og lagmand Anfinn Kallsberg torsdag i forrige uge lagde forhandlingerne på is. Flertallet ønsker at bevare rigsfællesskabet, blot ikke i den nuværende form, hvor mange færinger føler, at alt for mange beslutninger reelt bliver truffet i det fjerne København.
Færingernes drøm er, at Danmark og Færøerne knyttes sammen i et mellemstatsligt forbund af suveræne nationale enheder. Og heri er færingenes krav ikke synderligt forskelligt fra den holdning, som flertallet af danskerne har i forhold til EU-samarbejdet. Både i Danmark og på Færøerne vil befolkningerne kun være med til internationale alliancer, hvis de største ikke dermed får mulighed for at bestemme på bekostning af de mindre:
»Færingernes forhold til Danmark og danskernes forhold til EU minder om hinanden, idet flertallet begge steder ønsker, at de enkelte enheder skal være suveræne, og at det indbyrdes samarbejde ikke må anfægte enhedernes suverænitet,« siger professor i international politik ved Københavns Universitet, Ole Wæver, til Information.

Forskellen mellem færingernes forhold til rigsfællesskabet og danskernes forhold til den europæiske union er oplagt, at Færøerne i dag er underkastet dansk overherredømme, mens Danmark kun er på vej ind i et mere forpligtende samarbejde. Ikke desto mindre er der er en lang række lighedspunkter: I begge lande er afstanden mellem flertallet i befolkningen og de folkevalgte politikere markant – ganske vist med omvendt fortegn. Mens danske politikere er mere integrationsivrige end befolkningen, er kravet om selvstændighed mere radikalt blandt de færøske politikere end hos den færøske befolkning. Begge befolkninger skal stemme til folkeafstemninger, hvor det formelle tema ikke er udmeldelse/løsrivelse, men hvor debatten alligevel handler om det basale samarbejde.
Når forhandlingerne mellem Færøerne og Danmark er gået i hårdknude, skyldes det ifølge flere færøske oppositionspolitikere, at landsstyret ikke har et folkeligt forhandlingsmandat. Lederen af Sambandspartiet, Edmund Joensen, mener, at landsstyret bevidst har spillet på de folkeretslige genvordigheder for »med vilje at skabe problemer og en konfrontation med den danske regering.«
Kritiske røster på Færøerne mener, at landsstyret på forhånd har planlagt sammenbruddet for at kunne fremstille Danmark som en imperialistisk stormagt og dermed skærpe færingernes krav om selvstændighed. Den så velkendt enten/eller-retorik fra den danske EU-debat overskygger dermed forhandlingerne, som efter al sandsynlighed vil føre til en model, hvor Færøerne bevarer en eller anden form for formel tilknytning til det danske kongerige.

De færøske politikere ønsker, at Færøerne skal have status som en såkaldt mikrostat, der bl.a. har kongefællesskab og monetært samarbejde med Danmark. Pudsigt nok mener færingerne altså ikke, at en møntunion svækker deres nationale suverænitet. Færingerne forestiller sig imidlertid også et »administrativt samarbejde« – og det er her vanskelighederne begynder og lighedspunkterne med den danske EU-debat viser sig.
Hvis færingerne ville løsrive sig totalt fra Danmark, kunne det gennemføres uden nævneværdige juridiske problemer, hvorimod »en ’ufuldstændig udtræden’, efter hvilken Færøerne fortsat i visse henseender er medlem af Rigsfællesskabet, indebærer en langt mere kompliceret stats- og folkeretlig situation,« skriver folkeretseksperten, dr.jur. Frederik Harhoff i et responsum. Og den ’ufuldstændige udtræden’ er netop, hvad færingerne ønsker sig - på samme måde som flertallet af danskerne kun ønsker en ’ufuldstændig indtræden’ i den europæiske union.
Det har karakter af et røgslør over, at ingen endnu aner, hvordan et ’ufuldstændigt rigsfællesskab’ overhovedet kan fungere i praksis, når færingerne officielt er fortørnede over, at den danske regering fastholder – som Nyrup formulerer det – »at det forhold, at der nu iværksættes egentlige forhandlinger om en traktat mellem Danmark og Færøerne, ikke kan tages som udtryk for, at Danmark anerkender Færøerne som et selvstændigt folkeretssubjekt,« og danskerne omvendt hævder, at man ikke har kunnet nå til enighed om åremålet for den økonomiske overgangsordning.
Det vil dog næppe hjælpe at henlede forhandlernes opmærksomhed på den kontroversielle diskussion om et »mere fleksibelt EU-samarbejde.« Den færøske minister for selvstyre, Høgni Hoydal, er ikke desto mindre inde på nogle af de samme tanker: »I dag gælder det om samarbejde mellem stater på alle planer. Men det kræver politisk suverænitet og ligestilling at skabe mulighed for fleksibelt samarbejde, uden at miste sit kulturelle grundlag.«
Forhandlingerne mellem Danmark og Færøerne udviser også nogle af de samme problemer, som i dag splitter EU-landene forud for den kommende Nice-traktat. Det færøske landsstyre kræver »jævnbyrdige rettigheder for danskere og færinger i hinandens lande.« Selvsamme problematik er på dagsordenen til EU-konferencen, hvor bl.a. Danmark står stejlt på, at rettighederne for vandrende arbejdstagere ikke bør overgå til flertalsafgørelser:
»Forslaget om jævnbyrdige rettigheder vil betyde, at færinger fortsat skal have status som statsborgere i Danmark. Men det hænger jo ikke særlig godt sammen med selvstændighed. Det er det samme problem, der præger forhandlingerne i EU: Kan man rejse mellem forskellige lande og stadig gøre krav på de samme rettigheder til sociale ydelser? Det er ét af de temaer, der bliver stadigt mere indviklet,« siger professor Ole Wæver.

En ting er dog sikkert: Fremtidens rigsfællesskab mellem Danmark og Færøerne vil – på samme måde som mange danske politikere siger om EU-samarbejdet – bygge på »nogle helt andre samarbejdsformer, end dem vi kender i dag«. Når Nyrup vender hjem fra Nice-konferencen i december med friske erfaringer i diplomatiets kunst, burde Danmark og Færøerne måske genoptage forhandlingerne i den skotske havneby Edinburgh, der geografisk ligger nogenlunde mellem København og Torshavn. Her kunne den danske statsminister og den færøske lagmand så passende udforme et nordatlantisk kompromis, hvor færingerne får en række forbehold over for rigsfællesskabet - f.eks. på områder som udenrigspolitik og retssamarbejde. Traktaten kunne oplagt hedde Edinburgh II.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu