Pine Ridge-reservatet er det fattigste amt i hele USA. Alligevel vier kun få politikere et reservat som Pine Ridge opmærksomhed
På prærien
PINE RIDGE Den latterlige tanke slår ned som et lyn fra den blå himmel over prærien. Hvad nu om denne indianerkriger vil mig ondt?
Indfaldet varer et par sekunder og fortoner sig, mens vi kører videre ad den grusede vej. Her i det sydvestlige hjørne af Oglala Sioux-stammens Pine Ridge-reservat i South Dakota finder man det samme landskab, som indianerne levede i indtil for ca. 100 år siden. Det var her, de gik på jagt efter bison og andet vilddyr. Ikke et træ at øjne, kun buske, det gule græs og de karakteristiske bakkeformationer kaldt butte.
Min ledsager Milo Yellow Hair ligner en kriger, taler som en kriger og kalder sig kriger. Trods sin relativ unge alder er han en veteran fra American Indian Move- ments slag mod FBI ved Wounded Knee i 1973. Han har været i fængsel utallige gange og i eksil i Europa i mange år.
»Vi har et frygteligt dårlig ry i Amerika,« fortæller Yellow Hair. »Oglala Sioux betragtes som den værste af alle indianerstammer, fordi vi var ansvarlige for massakren på drengegeneralen Custer i 1876. Derfor bliver vi så dårligt behandlet af de hvide. Her i South Dakota er de stadig bange for os. Nogle af dem ser gerne, at vi helt forsvinder.«
Det er 25 år siden, at jeg sidst var alene med indianere på et reservat. En ung og smuk squaw (indianerpige) havde inviteret mig til en pow-wow (traditionel dans) på et reservat i North Dakota sammen med sin familie. Hun fortrød straks, da vi ankom. Hendes mandlige indianervenner billigede ikke at se en hvid mand. Jeg blev efterladt alene, måtte overnatte i et rør, som nogle fulde indianere nær havde rullet ned ad en bakke.
Dengang hørte det til dagens orden, at hvide kunne overfalde eller skyde indianere uden videre risiko for retsforfølgelse. I dag er ét af de mest rodfæstede problemer i South Dakota retssystemets forskelsbehandling af indianere, hvoraf der findes ca. 70.000 i staten.
»Det kan sammenlignes med de sortes situation i sydstaterne, inden kampen for lige rettigheder startede i 1950erne,« siger professor Robert Burns fra South Dakota State University.
Latent racisme
»Lovene bliver ikke håndhævet fuldt ud, når hvide begår forbrydelser mod indianere. I det omvendte tilfælde indianer mod hvid falder hårdere straffe end berettiget. Årsagen er en latent racisme i South Dakota, som ligger lige under overfladen.«
Fire unge mænd slap f.eks. for tiltale, efter at have puttet en mentalt handicappet og fuld indianer i en skraldespand med hovedet nedad. Han døde. En hvid mand fik kun et års fængsel for i fuld tilstand at have nedkørt og dræbt en indianerkvinde.
»Hvis en indianer havde siddet ved rattet, ville han have fået 20 års fængsel,« mener Milo Yellow Hair.
Forskelsbehandlingen er så alvorlig, at USAs justitsministerium sidste år nedsatte en kommission, der havde til opgave at afgive en rapport om South Dakota. En høring blev holdt i december 1999 i Rapid City, hvortil alle parter var inviterede og referatet er grum læsning.
»Jeg glemmer aldrig det desperate skrig, jeg hørte fra indianerne den dag,« husker Bill Walsh, et medlem af kommissionen. »En lignende rapport blev udarbejdet i 1976. Siden da er kun få fremskridt blevet gjort. Der er en bedre dialog mellem hvide og indianere og flere indianere har et fremtrædende job, men retssystemet diskriminerer stadig.«
South Dakotas republikanske guvernør Bill Janklow udtalte ved kommissionsrapportens offentliggørelse, at han ikke ville læse den, »fordi jeg nægter at læse lort.«
Pine Ridge-reservatet er det fattigste amt i hele USA. Den gennemsnitlige årsindkomst er 6.000 dollar, ledigheden 60 procent, den gennemsnitlige levetid er 20 år kortere og børnedødeligheden tre gange højere end i resten af landet. Værre kan det næppe blive. Trods denne elendighed vier kun få politikere et reservat som Pine Ridge opmærksomhed; de færreste indianere stemmer jo.
Robert Kennedy var den første og sidste præsidentkandidat til at aflægge besøg her. Bill Clinton blev den første amerikanske præsident til at betræde den berømte Oglala Sioux-stammes jord i juli 1999. Under den igangværende valgkamp har ingen præsidentkandidat nævnt indianere, undtagen den republikanske senator John McCain.
»Det var noget, man lagde mærke til i indianerland. Vi plejer at stemme demokratisk, men vi ville have foretrukket McCain frem for Al Gore,« siger Milo Yellow Hair.
Efter mange årtiers forsøg har nogle indianerledere på Pine Ridge nu fuldt ud anerkendt, at deres folk aldrig vil være i stand til at blive indoptaget i det hvide samfund.
Lov til at skulke
»Vi er en helt anden kultur. Vi kan ikke lide at arbejde 40 timer om ugen. Vi tager ikke imod ordrer. Vi hader disciplin. Sådan er vi bare,« fortæller George Wilson, chef for reservatets Economic Development Office.
Løsningen må derfor være at omdefinere, hvad succes er for en virksomhed.
»Vi skal give folk mulighed for at starte deres egne små selskaber. Ansatte skal have lov at deltage i soldansen i 10 dage hvert år. De skal have lov til at skulke,« siger Wilson.
Der er masser af ressourcer og billige lån fra forbundsstaten, som kan benyttes til at starte nye selskaber fra private hjem, fortæller han. Det er blot et spørgsmål om at tage fat.
Milo Yellow Hair er en af dem, der tror på en større grad af økonomisk uafhængighed fra omverdenen.
»Vi indianere er født til frihed. Vi plejede at kunne gøre, hvad vi ville. Efter at vi blev tvunget ind på reservater, kunne vi ikke trække vejret frit. Derfor har vi alle de problemer.«
*Sjette artikel i en serie om et sted, man aldrig hører om i USAs præsidentvalg. Tidligere artikler blev bragt 6., 11., og 14. oktober. Serien er hermed slut.
