Læsetid: 3 min.

Familieskab i eksil

25. oktober 2000

Svend Åge Madsens nye familiekrøniker knager i sammenføjningerne mellem nyt og gammelt – men historierne holder

Ny bog
Man føler lidt, man har været der før, til familieselskab hos Svend Åge Madsen, hvor familierne Fant, Bønhase, Vem, Aftenbakke og Hasefri har spredt deres gener mangfoldigt i forfatterskabet. At møde dem igen er altid sikre og dejlige varsler om, at noget ekstraordinært er på spil.
Men genkendelsens glæde denne gang skyldes også, at disse historier om medlemmerne af ovenstående markante Århus-familier faktisk har været udgivet før, nemlig i bogen Septemberfortællinger (1988), der i sin tid udkom på Brøndums forlag. Her fortalte en række forfattere hinanden historier i en Bocaccio-agtig ramme. Madsens bidrag var blandt de allerbedste (“Det var had ved første blik,” begynder f.eks. en historie uforglemmeligt), og nu er de syv familiekrøniker sat sammen med en nyskrevet ramme.
I den nye ramme består den fortællende og lyttende forsamling af familien Fant – far Tomas, mor Strit, døtrene Susa og Julietta samt slægtningene Poul og Line. Familien er samlet i eksil et ikke nærmere bestemt varmt sted med bjerge og mandellunde, under temmelig primitive forhold, fordi moderen er ’smittet’: Hun, den tidligere skuespillerinde, vasker f.eks. blod af hænderne som en anden Lady Macbeth. Men hendes personlighedsforstyrrelser er langtfra så muntre som den slags ellers er hos Madsen.
Det er døtrene, der fortæller ’rammen’, og deres fortælling er farvet af ægte sorg over moderen, der både ’er’ der og ikke er der, mens deres omsorgsfulde far Tomas fortæller historier for at få tiden til at gå – og måske inddrage moderen/ hustruen i fortællefællesskabet.

Melankolien stritter
Men jeg synes ikke, at den nye ramme fungerer uden at knage i hængslerne. Familiens melankoli over moderen, der reelt ikke ved hvem hun er, og som er fraværende fra famliens kærlighed, stritter imod den intention, der oprindelig er nedlagt i fortællingerne, hvor tilsvarende identitetsproblemer tværtimod er en kilde til undren, til forandring, overraskelse, ja, et nyt liv.
Som da Tomas Fants far, Vilhelm, i sin tid ganske enkelt forvandlede sig til sin ungdomsven Christian, som han beundrede, og tilmed overtog hans kæreste... »At lyve er at åbne en dør«, som det hed i Tugt og utugt i Mellemtiden.
Netop dette lyve-for-at-leve-aspekt af historierne er stadig det mest fremtrædende og indimellem hylesjovt, som i historien om det lille sogn Gørsted, der en dag kom på forsiden af landsdækkende aviser for følgende plakat, opslået på kirkens dør: Vi tog fejl! Stor ubeboet hus, anvendeligt til mange formål, mange rum, til salg – signeret Menighedsrådet.
Eller den barokke historie om det undersøiske hus, eller om de elskende – det gælder to af fortællingerne – der som i Kleists Markise von O... deler graviditet, men iøvrigt ikke kender hinanden. Men det kommer de jo så til!

’Barmhjertighed’
Også rammen rummer da heldigvis skægge ting (Madsen kan nok ikke lade være), som i historien om, hvordan indbrudstyve bryder ind i familiens ufatteligt rodede hus og giver sig til at rydde op, ja ligefrem »hist og her, med stor smag, (havde) anbragt et par pyntegenstande, som de åbenbart havde med fra deres foregående bræk.« Af ’barmhjertighed’, ganske enkelt. For dette spor er her og altid tydeligt hos Svend Åge Madsen: Barmhjertighed, godhed, nærværet for næsten (med en omskrivning af bogens titel) er intet mindre end spontane livsytringer - hvor var vi ellers henne i livet?

*Svend Åge Madsen: Nærvær og næsten. 188 sider, 225 kr. Gyldendal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu