Læsetid: 2 min.

Den famøse tale

24. oktober 2000

’Jeg sørger ikke over demokratiets dødsfald, men over Danmark’, sagde Kaj Munk i Ollerup, juli 1940

I de forløbne 60 år har hersket strid om Kaj Munks indstilling til Hitler i de første måneder efter Danmarks besættelse den 9. april 1940. Vigtig for bedømmelsen er den tale, som Kaj Munk holdt på Gymnastikhøjskolen i Ollerup den 28. juli 1940.
Et referat blev bragt i Svendborg Avis og efter krigen gengivet i Besættelsestidens fakta. Det førte til stærke fordømmelser af Munk – også i Information, selv om avisreferatet var misvisende, fordi referenten havde frygtet at citere, hvad der kunne misfornøje besættelsesmagten. I harme over avisreferatet havde Kaj Munk brændt sit eget manuskript, men et andet – autentisk – referat viste sig at være nedfældet under mødet. Ifølge dette referat sagde Munk blandt andet:
»Demokratiet ligger på lit de parade. Jeg er ikke ked af det. Jeg havde ikke haft børn med det. Om jeg skulle tale ved begravelsen, ville jeg slå på kistelåget med min knyttede næve og sige: ’Hvad har du gjort ved dine ungdomsidealer?’
Jeg sørger ikke over demokratiets dødsfald, men over Danmark. For er det gået nogen værre end os? – vi fik Hitler og beholdt Stauning. Dette bedrøver mig for fædrelandets skyld – og for Tysklands. – Der har fundet en svigten sted af diktaturets egen idé.«
Ved offentliggørelsen af det autentiske referat i Information den 16. april 1946 bragte avisen samtidig det oprindelige fra Svendborg Avis med følgende ord, formentlig skrevet af daværende chefredaktør Børge Outze:
»Det overlades til læseren selv at bemærke forskellene og på grundlag deraf ændre dommen over Kaj Munks Ollerup-tale. ’Information’ for sin del ønsker at trække de hårde ord om talen tilbage, selv om der er angrebspunkter nok tilbage. Helhedsindtrykket – ikke mindst af talens slutning – bliver et andet.«
I sit forsvar for Kaj Munk gengiver Per Stig Møller Informations ’tilbagekaldelse’, men udelader ordene »selv om der er angrebspunkter nok tilbage«.
Det kan forbløffe, eftersom Per Stig Møller utvivlsomt kender Bjarne Nielsen Brovsts Kaj Munk – Retsopgør og eftermæle (forlaget Centrum 1998). Brovsts bog gengiver også, hvad Per Stig Møller udelader.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu