Læsetid: 2 min.

Femer Bælt planlægning unddrages offentlighed

2. oktober 2000

Lovændring, der vil afskære åbenhed i planlægningen af
en Femer Bælt-forbindelse, møder voldsom kritik

Allerede før høringsfristen er overstået, får et lovændringsforslag fra Trafikministeriet meget kritiske ord med på vejen.
»Dybt betænkeligt,« siger afdelingsforstander på Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen.
»Stærkt kritisabelt,« supplerer Carsten Greve, lektor og Ph.D på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
Ministeriet foreslår i lovændringsforslaget, at planlægningen af en kommende fast forbindelse over Femer Bælt skal overlades til et særligt statsligt aktieselskab.
Officielt stiftes det nye aktieselskab for at fastholde »centrale medarbejdere med specialviden« i broselskaberne. Men Femer Bælt er det eneste konkrete projekt, der nævnes.
Hidtil har Trafikministeriets Planlægningsafdeling haft ansvaret for Femer Bælt-overvejelserne, men hvis ændringsforslaget vedtages uændret, tilfalder opgaven det nye aktieselskab. Selskabet skal nemlig »varetage forberedelse og gennemførelse af en interessetilkendesgivelsesrunde vedrørende etablering af en fast forbindelse over Femer Bælt,« som det hedder i bemærkningerne.
Aktieselskabet bliver et datterselskab under det statsejede Sund & Bælt Holding A/S, som er moderselskab for Storebæltsforbindelsen og den danske del af Øresundsbroen.

Farvel til åbenhed
Konsekvensen bliver, at offentligheden bliver afskåret fra at søge aktindsigt i f. eks. trafikprognoser eller de driftsøkonomiske beregninger, der vil blive brugt som grundlag for en Femer Bælt-bro. Offentlighedsloven gælder nemlig kun for offentlige myndigheder – ikke for aktiviteter, der er organiseret i selskabsform.
Men især en formulering i lovbemærkningerne kalder de kritiske røster frem: Nemlig at bestyrelsen i det nye aktieselskab ikke skal være underlagt trafikministerens instruktionsbeføjelse. Det betyder, at ministeren ikke kan pålægge bestyrelsen noget som helst – og omvendt får ministeren ikke noget ansvar for, hvad det nye aktieselskab måtte foreslå vedrørende en Femer Bælt-forbindelse.
Når ministeren ikke kan blande sig, har Folketingets Trafikudvalg eller diverse følgegrupper heller ikke noget at komme efter.

Betænkelig procedure
»Det er det mest mærkelige, jeg har set længe,« vurderer Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole, der hæfter sig ved to ting:
*der vil ske en lovbestemt udpegning af de rådgivere, der skal stå for planlægningen af en kommende Femer Bælt-bro – derved går man uden om EU’s tjenesteydelsesdirektiv, som pålægger offentligt udbud af rådgivningsopgaver på over 1 mio. kr.
*ministeren får ikke en instruktionsbeføjelse.
»Formålet kan næsten kun være at undgå offentlighed omkring forberedelsen. I så fald er det dybt betænkeligt,« forklarer Oluf Jørgensen.
– Hvorfor?
»Fordi en fast Femer Bælt-forbindelse får stor samfundsmæssig betydning.«
Oluf Jørgensen vurderer, at når ministeren ikke har instruktionsbeføjelse, vil heller ikke den særlige lov om adgang til miljøoplysninger, som ellers gælder for statslige aktieselskaber som Storebælt A/S og A/S Øresund, gælde for det ny rådgivnings-aktieselskab.

Uigennemsigtighed
Carsten Greve fra Københavns Universitet finder det »stærkt kritisabelt«, at åbenheden i Femer Bælt-forarbejdet nu sættes over styr: »Det bliver uigennemsigtigt, og vi ender med at få serveret et projekt, som man kun kan sige ja eller nej til.«
Greve påpeger, at hvis formålet alene har været at holde på medarbejdere, der har fået stor erfaring i brobyggeri, er der mange andre løsningsmuligheder end et nyt A/S.
Hverken trafikminister Jacob Buksti eller ministeriets 3. kontor, der har ansvaret for faste forbindelser, har ønsket at kommentere lovændringsforslaget, der er i høring til den 12. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu