*George Hamilton er næppe et navn, der siger ret mange noget længere. Han var først en flot ung charmørbrad af den mørke glamour-type og begyndte senere at tage gas på sig selv og sin type. Det sker i denne vampyrfilmparodi fra 1979, der har sine svorne tilhængere. Ganske vist indrømmer disse beredvilligt, at det hele er noget slemt pjat og sludder, men denne historie om den stakkels grev Dracula, der berøves alt, hvad han ejer af folkets kommissær hjemme i Transsylvanien og drager til New York, får charme og vid gennem George Hamiltons præstation i hovedrollen. Susan Saint James er den mannequin, han gerne sætter tænderne i, og Stan Dragoti har instrueret med masser af gags og vitser.
Love at First Bite/Kærlighed ved første bid. DR 1, fredag kl. 23.10-01.10
*Sean Connery har i dette komedie-drama en af sine bedste tidlige roller som en ustyrligt vital New York-digter, der har svært ved at få inspiration, økonomi og et særdeles aktivt sexliv til at gå op i en højere enhed. Han plages af hustrubidrag og småtskårethed, og efterhånden går han så grundigt bersærk, at lægerne tager over og prøver at passivisere ham med drastiske indgreb. Filmen er fra 1966 og nok lidt påvirket af Ken Keseys roman Gøgereden, der måtte vente ti år på at blive filmatiseret. I 1960erne føltes A Fine Madness i hvert fald meget moderne i sin satire over psykiatri og borgerlighed og sin solidaritet med Connerys digteriske livskraft og oprørske livsform. Irvin Kershner har instrueret, livligt og dygtigt, og som Connerys hårdt prøvede kone ses Joanne Woodward. Også Jean Seberg medvirker i en elskerinde-rolle. En roman af Elliott Baker ligger til grund.
A Fine Madness/Altid i stødet. TV2, fredag kl. 23.35-01.20
*Denne elskede danske filmklassiker foregår I efterkrigstidens mangelsamfund, hvor teenagekulturen endnu var en uudviklet by i USA, og børn i beskedne kår ofte havde kummerlige udfoldelsesmuligheder. Men Astrid og Bjarne-Henning-Jensens De pokkers Unger river sig løs fra den triste socialrealisme med en veloplagt fortalt historie om børnesammenhold og kamp for bedre vilkår. Meget af handlingen udspiller sig i en baggård i Stengade, hvor børnene er vant til at blive behandlet som besværligt udskud. Så da de får en rar vicevært, tror de dårligt deres egne øjne. I starten driller og chikanerer de ham, for sådan behandler man jo sine tyranner. Men alt preller af på den hyggelige fyr. Han vinder børnenes tillid og indretter et lille værksted til dem. Men en lokal tyv får viceværten hængt op på sine forbrydelser, og så må børnene gå i aktion for at få deres ven ud af kniben. Astrid og Bjarne Henning-Jensen var førende skikkelser i 1940ernes danske film, hvor de fik international succes med Ditte Menneskebarn. Også De pokkers Unger slog an både på grund af de træfsikre børneportrætter, og fordi den sikre miljøskildring ikke fortegner de voksne. Dansk films birolle-maskot, Henry Nielsen, der har vist sit godmodige runde og smilende ansigt i utallige film, fik endelig en hovedrolle som den rare vicevært, der uden de store fagter gør sig til børnenes ven. Han trisser hyggeligt rundt og skaber ubesværet glæde og tillid en meget fin præstation. Men man kan også se en 14-årig Ebbe Langberg ude på narrestreger, en 17-årig Preben Kaas som skidt fyr og en flabet Preben Neergaard som overskurk af så fæl karakter, at skuespilleren måtte finde sig i skældsord, når folk mødte ham på gaden. På spindesiden ses en yndig Tove Maës og en Sigrid Horne-Rasmussen, der drømmer om at komme væk fra baggårdens mørke. Manuskriptet er af Fleming Lynge efter en børnebog af Estrid Ott.
De pokkers unger. DR 1, lørdag kl. 20.15-21.45
*Kathleen Turner, der sidste uge var balstyrig skilsmisse-kombattant i The War of the Roses, dukker op igen i denne uge med den humoristiske eventyrfilm Nu går den vilde skattejagt, igen i selskab med den standhaftige Michael Douglas. Hun er forfatterinden Joan Wilder med speciale i romantiske knaldromaner, men selv en stille ensom eksistens, indtil hun kastes ud i et omtumlede eventyr i Colombias jungle. Fiktion bliver til virkelighed, da Michael Douglas vovehals viser sig som prinsen på den hvi-
de hest. Dog en prins med
et godt øje til den skat, som kun Joan ved hvor ligger. Filmen er fra 1984, da Douglas og Turner endnu var unge og dejlige, men instruktøren Robert Zemeckis, der netop
er aktuel med gyseren Bag facaden, er ingen romantiker og gør lidt grin med det kulørte eventyr, ikke mindst når han lader Danny DeVitos koleriske tyksak udfolde sig på slap line. Heldigvis giver Kathleen Turner de grove løjer en umiddelbar menneskelighed i sine meget jordbundne reaktioner på uhyrlighederne, og filmen er fortalt med gejst og charme. For manuskriptet står Diane Thomas.
Romancing the Stone/Nu går den vilde skattejagt. TV2, lørdag kl. 20.40-22.30
*Jugoslaviens krigstragedie blev så tidligt som i 1994 meget smukt, indfølt og filmisk levende skildret af den unge makedoner Milcho Manchevski. Filmens tredelte fortælling har baggrund i en borgerkrig, der ikke lader sig kvæle. Det er ikke selve krigshandlingerne, der optager Manchevski, men reaktionerne på krigen eller for den sags skyld på væbnede konflikter overhovedet. En purung græsk-katolsk munk skjuler en albansk muslimsk pige på flugt fra en mordanklage. En ung englænderinde påvirkes skæbnesvangert af krigen gennem sit forhold til en makedonsk fotograf, der er besat af konflikterne. Og denne fotograf skærer båndene til medieverden over og vender tilbage til sin gamle, nu borgerkrigsramte landsby. Tillad et citat fra Informations anmeldelse fra foråret 1995: »Det er en dramatisering af betragterens desperation og hjælpeløshed, når det ikke drejer sig om at tage parti for den ene eller den anden af de stridende, men kun for den fred, som dag for dag fortoner sig længere ude i horisonten.«
Before the Rain/Før regnen. DR 1, onsdag kl. 00.00-01.50