*Rowan Atkinson bedre kendt som Mr. Bean er en af de komikere, der bedst har overlevet at blive overført fra tv til film. Hans første forsøg på at gøre surpernørden til filmhovedperson lykkedes i 1997 over al forventning med Bean, der blev et af årets surprise hits. Her har formørkede ledere givet Bean en ansvarsfuld post som sikkerhedsvagt på National Gallery i London, og han udpeges til at løfte sløret for maleriet »Whistlers Mor« i Californien. Selvfølgelig kommer Bean galt af sted på utallige måder, nogle af dem allerede vist i hans populære tv-episoder. Men filmen er mere end opvarmede retter i Mel Smith instruktion og viser en meget veloplagt Atkinson i samspil med veteraner som Burt Reynolds og John Mills.
Bean/Bean den ultimative. TV3, torsdag kl. 21.00-22.50
*Max Schreck er skrækindjagende som stumfilms-vampyr et krybdyrlignende væsen med vanvidslysende øjne, fingre som lange knoglede klør og en skrutrygget stivnet krop, der får ham til at minde om et levende lig. Han er hovedattraktionen i tyskeren Murnaus stumme Nosferatu fra 1922, der er filmhistoriens første rendyrkede skrækfilm, med klassiker-status og enorm indflydelse. I 1978 lavede Werner Herzog f. eks. en genindspilning, der var en hyldest til Murnaus film. Det er i virkeligheden Bram Stokers kendte Dracula-historie, Murnau har filmet med nyskabende metoder negativoptagelser, stop motion og slow motion. Og filmen blev den første i den række af klassikere, der skulle indskrive hans navn i filmhistorien. Mest berømte er Jannings-filmen Hotel Atlantic (Der letzte Mann) og Sunrise, den sidste optaget i Hollywood. Murnau døde ved en bilulykke, kun 42 år.
Nosferatu. DR 2, fredag kl. 23.32-01.05
*Angelina Jolie datter af karakterskuespilleren Jon
Voight, er et af Hollywoods fremstormende navne og har siden 1995 medvirket i ikke mindre end 18 film. Hun har den kraftfulde Michelle Pfeiffer-kombination: Sex-appeal i spektakulær grad plus en ganske åbenbar spillebegavelse, der ikke udelukker karakterroller. Sin første større rolle fik hun i Hackers fra 1995, der handler om en gruppe computer-virtuoser, som kommer grundigt i klemme. Ikke fordi de har brugt deres hacker-kunnen på voldsomt ulovlig vis, men fordi et snedigt edb-geni lader dem få skylden for sit eget indbringende hacker-kup. Og så er det selvfølgelig op til ofrene at bevise deres uskyld ved at være endnu dygtigere hackere end den formastelige. Englænderen Iain Softley, kendt for Beatles-filmen Backbeat (1994) og Henry James-filmen Wings of the Dove (1997), har instrueret den uhøjtidelige spændingshistorie i en kvik stil, der behagede anmeldere i USA og England, men ikke skaffede filmen en dansk biografpremiere. Angelina Jolie spiller heltinden, den skrappe Acid Burn, mens Jonny Lee Miller (kendt fra Trainspotting) er den legendariske Zero Cool. Andre figurer lyder navne som Cereal Killer, Phantom Freak og Crash Override.
Hackers. DR1, fredag kl. 00.00-01.45
*Astrid Lindgren der efter egen roman har skrevet manuskript til denne populære børnefilm, er ikke en person, man kritiserer i det gode børnelitteratur-selskab. Men rubrikbestyreren tillader sig alligevel et lille negativt pip om denne historie, der i 1984 var den helt store svensk-norske satsning på børnefilmfronten. 18 millioner var meget dengang at ofre på beretningen om røverdatteren Ronja, der bliver gode venner med røversønnen Birk til trods for, at deres respektive høvdingefædre er dødsfjender. Børne flygter ud i den vilsomme svenske skov- og bjergnatur, hvor de lever lykkeligt omgivet af romantiske skovsøer og rindende elve. Banalt nok, men der er selvfølgelig både en del sjov og uhygge i filmen også skæggest er nogle griseagtige dværge. Tage Danielsson fra den herlige duo Hass & Tage har instrueret, ofte rigeligt bombastisk, men Hanna Zetterberg er en god og usentimental Ronja.
Ronja Röverdotter/Ronja Røverdatter. DR 1, lørdag kl. 09.00-11.10
*Kathleen Turner kan for øjeblikket ses som en uhyggeligt viljestærk forstadsmor i The Virgin Suicides, men da hun dukkede op i 1980ernes start som strømlinjet femme fatale i Body Heat, var det svært at forudse hendes brogede karriere som karakterskuespiller, især i skæve, sorte og satiriske komedier. En sådan er The War of the Roses (1989), hvor Kathleen Turner spiller på sit fejlfri udseende som glamourkvinden, der har alt, materielt set. Men en stor tomhed hviler over hendes ægteskab med Michael Douglas succes-sagfører, som hun er kommet til at foragte, fordi han kun tænker på karrieren og fedter for de overordnede. Filmen skildrer da dette perfekte pars skilsmisse som en ond krig på kniven, der eskalerer gradvis i voldelighed. Den lille, tykke karakterkomiker Danny DeVito har instrueret de djævelske løjer uden at give ved dørene her får vi et amerikansk, statusdomineret ægteskab i skrap pebret sovs. Og Devito ses selv i fin form som parrets skilsmissesagfører, der ikke er på nogen nem opgave.
The War of the Roses. TV2, søndag kl. 20.50-22.50
*Kafkas klassiske mareridtsroman Processen blev i 1962 filmatiseret af Orson Welles med Anthnony Perkins som K. Det blev forventeligt nok ligeså meget til en Welles-film som en Kafka-film. Mere neddæmpet er David Jones version fra 1992 med manuskript af ingen ringere end Harold Pinter. Modsat Welles-filmen bruger denne 1992-version locations fra Kafkas Prag og henlægger handlingen til 1912. Kyle MacLachlan spiller Joseph K, der vågner en morgen og får besøg at to mystiske mænd, der anklager ham for en ikke nærmere specificeret forbrydelse. Og så slæbes K gennem en hæslig parodi på en retssag, hvor han betragtes som skyldig indtil andet er bevist. Filmens trumkort er en stærk rollebesætning. MacLachlan kendt fra Blue Velvet og Twin Peaks er ganske vist næppe den ideelle Joseph K, men omkring ham ses topnavne som Anthony Hopkins (som præst), Jason Robards, David Thewlis (fra Naked), Alfred Molina og Juliet Stevenson.
The Trial/Processen. DR1, onsdag kl. 23.35-01.35