*Mai Zetterling (1925-94) havde en sælsom karriere. Efter en kombineret svensk og australsk opvækst slog hun med sin blonde, skære uskyld igennem som purung heltinde i Forfulgt fra 1944, Ingmar Bergmans første manuskript. Herefter blev hun i nogle år den unge pige i svensk film, fuld af sødme og charme, og lagde tilmed England for sine fødder i Frieda (1947). Men selv om skuespillerkarrieren udfoldedes i både England, Sverige og Hollywood, ville hun være instruktør og begyndte i 1960erne at udsende en række ambitiøse, litterære og visuelt ekspressive film om kvinders ensomhed og kærlighedssmerte. Hun skabte sig hurtigt et navn som instruktør, men ikke altid for det gode. I 1968 udsendte hun nu grebet af feminismen et højst specielt satirisk drama, Flickorna, med Bergman-stjernerne Bibi Andersson, Harriet Andersson og Gunnel Lindblom i hovedrollerne som teaterskuespillere, der opfører Aristofanes stykke Lysistrate, hvor de athenske kvinder gør oprør for at tvinge mændene til at stoppe krigen og slutte fred. Den klassiske tekst og kvindernes drømmesyner blander sig efterhånden i en historie om en trio af idealistiske turnerende kvindekunstnere, der stækkes af uforstående mænd og apatiske kønsfæller. I et af filmens højdepunkter udfører Bibi Andersson symbolsk en udfordrende striptease i spidsen for turneens skuespillerinder. Men lige meget hjælper det hendes børsmæglermand forlanger stadig, at hun skal være pligtopfyldende hjemmefrue. Mere vellykket, men også mere traditionel er Amorosa fra 1986, der blev Mai Zetterlings sidste film. Det er en frit fabulerende historie om den neurotiske svenske århundredeskifte-forfatterinde Agnes von Krusenstjerna, der i sin tid leverede forlæg til Zetterlings første og flot opsatte drama, Elskende par (1966). Stina Ekblad yder en meget beundret kraftpræstation som denne sammensatte, men meget lidende kvinde, der skuffes af kærligheden og omsætter sit hadefulde forhold til sin adelige familie i en bindstærk romanserie, Frøknerne von Pahlen. Tidsbilledet fremmanes med stor sans for erotisk ladet atmosfære og besk boheme-desilluion, og Amorosa er ofte en intens, medrivende oplevelse. Ikke mindst takket være Stina Ekblad, der her nok yder sin største filmpræstation.
Flickorna/Pigerne. Sverige 1, torsdag kl. 14.55-16.35
Amorosa. Sverige 1, søndag kl. 22.00-23.55
*David Fincher skabte med Seven en milepæl i 1990ernes film, allerede en genganger på tv-kanalerne, og det er nærmest patetisk at se dette mesterværk efterlignet i den platte danske TV3-serie Skjulte spor. Morgan Freeman er som den arrede, aldrende politimand det menneskelige anker i filmens spændstigt konstruerede historie om de syv dødssynder og deres makabre straffende seriemorder. Morgan Freeman er også med i aftenens anden ny-klassiker fra amerikansk film, En verden udenfor, men denne gang befinder han sig på den anden side af loven som en langtidsindsat straffefange. Menneskeklogskaben har de to personer dog til fælles, og så selvfølgelig Freemans umådelige autoritet og udstråling.
En verden udenfor/The Shawshank Redemption. Fredag kl. 19.45-22.00
Seven. TV2, fredag kl. 22.25-00.35
*André Techiné har med film som Min bedste årstid og især De vilde siv placeret sig centralt i nyere fransk film. Men også den mindre kendte Tyvene fra 1996 er seværdig, en kriminalfilm, der samtidig er et psykologisk indfølende og komplekst, omend kuldslået portræt af en familie fuld af konflikter og lig i skabene. Daniel Auteuil står i centrum som politimanden, der forsøger at hæve sig moralsk over sin familie af biltyve, men bringes ud på et skråplan, da han betages erotisk af den amoralske og asociale Juliette, spillet med en fascinerende intens og mærkeligt forpint sensualitet af Fabienne Babe. Denne Juliette har også et erotisk forhold til Catherine Deneuves filosofiprofessor Marie, der går helt i spåner, da hun forlades. En dyster film, men gennenført med en meget fransk sans for psykologisk nuanceret analyse og særdeles velspillet i alle roller.
Les Voleurs/Tyvene. Sverige 1, fredag kl. 22.00-23.55
*Danny Boyle er øjeblikkets mest succesfulde instruktør af skotsk herkomst, og han inspirerer i den nye engelske komedie Maybe Baby, der har premiere på fredag, til en grov, men skæg karikatur på en meget ambitiøs instruktør med fed skotsk dialekt og en voldsom hang til at fremstille narkomaner i ekstremt uhumske situationer. Her parodieres Boyles film nr. to, hans afgørende internationale gennembrud, Trainspotting, fra 1995. Men året inden lavede Boyle en thriller, der klart placerede ham blandt de mest lovende nye navne i britisk film. Mord mellem venner handler om en revisor, en journalist og en læge, alle tre i slutningen af tyverne og dyrkere af spænding og nydelse. De deler en stor, smart lejlighed i Edinburgh, men skal finde en ny lejer, og allerede i den bidsk skildrede udvælgelsesproces afsløres deres afstumpede kynisme. Da den nye lejer ret hurtigt dør af en overdosis narkotika og efterlader sig en taske fuld af penge, er denne kontant-skat for fristende at snuppe, men liget skal jo skaffes af vejen. Og den hambre trio, der er så mistroiske overfor omverdenen, nærer selvfølgelig heller ikke megen tillid til hinanden. Danny Boyles film har slående lighedspunkter med Ole Bornedals danske Nattevagten, der udsendtes året før, men ikke turde være så konsekvent sort som Boyles film. I Mord mellem venner løber de unge hedonister linen ud og ender med at ligge, som de har redt (mens Bornedals hovedpersoner belønnes med kirkebryllup). Den kulsorte humor, det indforståede spil og Boyles lette hånd som djævleblændt beretter forsoner med et persongalleri, der er ret frastødende. Boyle har en meget moderne evne til at fortælle ligepå og omsvøbsfrit, og med et debutmanuskript af den skotske læge John Hodge gør han filmen til en seværdig, ond moralitet om grådighed og egoisme.
Shallow Grave/Mord mellem venner. TV3, fredag kl. 22.45-00.25
