Efter en pause på tre år kan vi igen høre Keith Jarretts trio på plade
Ny cd
For de fleste (alle?), der var til stede, må koncerten med
Keith Jarrett i Cirkusbygningen den 1. juli 1999 stå som det års eller de sidste års mest uforglemmelige jazzbegivenhed. Den fandt sted som optakt til den københavnske jazzfestival, men stjal på forhånd billedet fra de ellers ikke ubetydelige festival-highlights.
Koncerten fandt sted på den særlige baggrund, at Jarrett i henved tre år havde været afskåret fra offentlig fremtræden af alvorlig, invaliderende sygdom angiveligt kronisk træthedssyndrom. Hans eneste indspilninger fra denne periode var solo-optagelserne på The Melody At Night, With You, der var gjort hjemme hos ham selv, og trioens sidste var Tokyo 96, gjort i marts 1996, før han blev syg.
Hvilken Jarrett ville man derfor møde i Tivoli? og helt op til koncerten var man usikker på, om man i det hele taget kom til at møde ham, eller om han, som det var sket, var nødt til at aflyse i sidste øjeblik. Men koncerten blev gennemført, Jarrett var tilsyneladende helt restitueret, og de optagelser, som få dage senere blev udsendt af Danmarks Radio, bekræftede, at det var den gammelkendte Jarrett vi havde mødt.
Mest jazztemaer
En yderligere bekræftelse kommer nu, i form af en dobbelt-cd med optagelser fra koncerten i Paris fire dage senere. Også her har spillet den særlige enkelhed og fordybelse, som synes at være frugten af den påtvungne pause, men samtidig har musikken det fysiske overskud og den intensitet, som vi var vant til hos Jarrett, før han blev syg.
Repertoiremæssigt er der, naturligt nok, gengangere fra den ene koncert til den anden, men også så store forskelle at det tydeligt fremgår, at Jarrett ikke rejste med et fast program under denne turné.
Hvor hjemmeoptagelserne helt overvejende var standardballader, og de tidligere trio-indspilninger mest var popular standards, er der nu mest tale om kompositioner, 9 af 14, af jazzmusikere, især med tilknytning til bopmusikken.
Musikken er tilsvarende udadvendt. Der er nogle meget smukke ballader, f.eks. Chelsea Bridge og en personligt formuleret Round Midnight, og When I Fall In Love høres for tredie gang med trioen, hvorved Jarretts slægtskab med Bill Evans understreges nok en gang (ellers høres alt for første gang).
Men der er sandelig også musik med et gevaldigt spark i, f.eks. Groovin High (med et originalt tema-arrangement, hvor venstrehånden er stærkt fremtrædende) og What Is This Thing Called Love (med den stærkt rytmiske lange soloklaver-indledning og blændende trommespil, først bag bassens walking-solo, så efterhånden i egen solo).
Her er og andre steder forstås det især, hvorfor der ikke noget sted tales om Keith Jarretts trio, men om Keith Jarrett/Gary Peacock/Jack De Johnette. De to sidstnævnte har jo deres fulde andel i, at samspillet efter alle de år (man startede i 1983) stadig er lige veloplagt og medrivende.
*Keith Jarrett/Gary Peacock/Jack DeJohnette: Whisper Not. ECM l724/25
