Læsetid: 4 min.

Flys fortælling

27. oktober 2000

Per Fly møder folk i øjenhøjde i sin film ’Bænken’. Hér fortæller han om hvorfor

Film
Filminstruktøren Per Fly har to sætninger, han gerne og ofte gentager: »Man er nødt til at møde folk i øjenhøjde – også når de ligger ned.« Og »man tager sit udgangspunkt i den virkelighed, der er, og lader det være mad for en fortælling.«
Det er de to sætninger, han har hevet frem og kigget på som inspiration i de to år, det har taget ham at få debutspillefilmen Bænken op på det store lærred. Den første sætning har sågar været med til at sætte hele filmen i gang.
Fly faldt over den i en kronik, skrevet af Bjarne Lenau fra Kirkens Korshær, der handlede om de mennesker, som er faldet gennem det sociale sikkerhedsnet.
For Fly var teksten lidt af en åbenbaring. På det tidspunkt havde han forgæves arbejdet med et manuskript, som tog udgangspunkt i noget indvendigt. Og nu fik han lyst til, »at tage noget uden for mig selv at lave film om. At lade virkeligheden være mad for min fortælling i stedet for mine indre hyggeneuroser.«
Straks og fast besluttet opsøgte Per Fly Zentropa-producenten Ib Tardini og proklamerede, at han var villig til at arbejde gratis, skulle det blive nødvendigt, bare han fik lov til at lave sin film. Således blev det, og historien om alkoholikeren Kaj, der konfronteres med sit liv, begyndte at tage form.

Lidt af det hele
»Min styrke er absolut, at jeg ingenting kan, men at jeg kan lidt af alting,« forklarer Fly beskedent. »Som filminstruktør skal man helst ikke kunne noget. Så får man problemer, fordi man vil diskutere med dem, der kan.« Selv mener han, at det håndværk, han virkelig kan, er manuskriptskrivning – noget han har lært på Filmskolen.
Det var på opfordring af sin kæreste, at Fly i ’89 søgte ind på Filmskolen, mens han sad i Århus, Søndre Allé 16B som falleret musiker og kunstner på understøttelse og bare drak øl og så videofilm.
Til sin store overraskelse klarede Fly de forskellige prøver og kom ind på skolen – »det var skæbnen,« siger han selv. Her blev han af Mogens Rukov og Jørgen Leth belært om, at det er nysgerrigheden og lidenskaben, som bør drive værket. Og fire år senere gik han ud som en del af den gyldne årgang, der også talte Thomas Vinterberg, Bo hr. Hansen, Birgitte Hald og vennen Ole Christian Madsen.

Nyrealisme
Efter syv år med tv, novellefilm og to færdige manuskripter, der aldrig nåede længere end papiret, kommer Per Fly så med Bænken. En film, der føjer sig fint til rækken af nyrealistiske spillefilm fra instruktørerne i hans egen generation. Ole Christian Madsens Pizza King, Thomas Vinterbergs Festen og Lotte Svendsens Bornholms stemme er vidt forskellige film og udtryk, men har dog det tilfælles med hinanden og Bænken, at de ikke forsøger at problematisere eller belære. De bruger, igen med Flys egne ord, virkeligheden som mad for deres fortælling og har ingen skjulte ’agendaer’.
For Fly er det vigtigt, at det er mennesker, vi ser oppe på lærredet. »Jeg startede ud med at sige to ting,« forklarer instruktøren og understreger endnu engang det vigtige i ’at møde folk i øjenhøjde.’ »Et: Jeg vil ikke lave en film om et offer. Det kan man ikke bruge til noget som helst. Og to: Jeg laver ikke en film om alkoholisme. Jeg laver en film, hvor hovedkarakteren er alkoholiker – men det er ikke det, det handler om.«
»Det sjove er, at jeg mødte ikke én alkoholiker, ikke én freak. Jeg mødte godt nok mennesker, der drak en 30-40 øl om dagen, men det var et menneske, der drak de øl – ikke en ALKOHOLIKERÇ« siger Fly og forklarer videre, at den befriende humor, som også er en del af hans film, i høj grad stammer fra miljøet selv.
»Vi vidste jo godt, at vi gerne ville have humor med ind, og det her miljø er humoristisk. Der var utrolig megen selvironi og humor omkring alt muligt, og jeg har selv grinet meget med dem.«

Deadline
Aftalen med Tardini gav Fly et år til research og til at skrive manuskript i. Efter at have tilbragt fire måneder med en socialrådgiver blandt beboere i Avedøre Stationsby fandt Fly frem til den (fiktive) idé, han ville bygge sin film over. Og sammen med manuskriptforfatterinden Kim Leona begyndte han at strikke sin historie sammen og finde skuespillerne.
Velvidende at der lå en deadline og ventede forude. »Det eneste, jeg klamrede mit liv til, var den optagedatoÇ« forklarer han. »Jeg vidste, at hvis vi ikke gik igang den dato, så var der ingenting. Jeg havde aldrig fået lov til at lave den, hvis ikke vi havde haft den drift. At finansiere en film, også en billig én som den her (7,5 mio. kr., red.), er kraftedeme et puslespil. Men det var skidegodt, at vi ikke havde nogen penge i starten, fordi det sorterede alle dem fra, som ikke var med på det her.«
Blandt dem, der sprang på med det samme, var hovedrolleindehaveren Jesper Christensen. Sammen med Fly har han fundet frem til mennesket Kaj. »Vi har diskuteret 100.000 ting sammen,« fortæller Fly. »Mennesker Jesper kender, mennesker jeg kender. Vi har mødt folk, som lever det liv, Jesper gør i filmen. Vi har improviseret, og han har været meget med til at skabe karakteren,« understreger instruktøren, der er imponeret over skuespillerens formåen.
»Jesper er skuespiller, simpelthen,« siger Fly. »Han er ikke det der method-method. Med det samme, jeg siger tak, er det bare slam! Så er han Jesper. Det er en konstruktion, og han er så præcis, at vi kan tale om det som en mekanik. Det med at spille godt skuespil eller ej er vi way beyond i Jespers tilfælde – det er bare godt,« slutter Per Fly, der nu arbejder på en film om de rige og siden vil fuldende sin ’trilogi’ med en film om middelklassen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu