Læsetid: 3 min.

En fredag hos Freud

21. oktober 2000

Arbejdsrummet med den berømte analytiske briks står den dag i dag, som om psykoanalysens fader akkurat har forladt det

Udstilling
LONDON – Fredag midt på dagen var åbenbart et glimrende tidspunkt for et besøg på Sigmund Freud-museet i London. At spadsere fra undergrundsstationen Swiss Cottage, gennem et forholdsvis roligt kvarter fyldt med mindre skoler, fra hvis vinduer og legepladser der lød børns latter og råb, bragte gæsten i den rigtige stemning. Det er som bekendt fra barndommen, livshistorien skal fortælles – og forstås.
Freud kom til London via Paris sommeren 1938, efter et tumultuarisk forår, på flugt fra nazisterne. Den første tid boede man i et lejet hus på 39 Elsworthy Road, men d. 27. september flyttede han og familien, dvs. hustruen Martha, svigerinden Minna Bernays, datteren Anna og husholdersken Paula Fichtl, ind i det nye hjem, 20 Maresfield Gardens, en rummelig, hyggelig villa med have. Her døde han 23. september 1939. Anna, forfatter til bl.a. Jeg’et og forsvarsmekanismerne, blev boende til sin død i 1982.

Arkæologisk dyb
Den egentlige og mest sagnomspundne Freud-lokalitet ligger i Wien, Berggasse 19, hvor han levede og arbejdede i 47 år. Interiøret dér blev kort før flugten gennemfotograferet, sådan at enhver kan se, hvor og hvordan alting hang og stod; men møblerne, bøgerne og de mange omhyggeligt anskaffede antikviteter bragte Freud med sig til England.
Det betød, at arbejdsværelset lod sig genskabe her, med klassikerne på høje reoler, fra Shakespeare til Goethe, men også de franske: Anatole France, Flaubert; med antikviteter overalt, især ægyptiske gravfund; med arbejdsbordet og den sære trone-lignende skrivebordsstol; og sidst, men ikke mindst, med sofaen, divanen, briksen, og ved siden af denne psykoanalytikerens lille, godt polstrede grønne stol.
Når man træder ind på museet og har afleveret sin frakke og eventuelle taske, kommer man først til en hall, i hvis højre side en dør fører ind til arbejdsrummet. Dette suger uvægerlig gæsten til sig, vi må ind i denne hule for drømme, ned i sindets arkæologiske dyb, gennem hele mylderet af urgamle kollektive og individuelle erindringsbilleder, og måske frem, ud på den anden side, til dén kliniske klarhed, der i det freudske univers omsorgsfuldt spændes op imod drifternes og affekternes bulder.
Man véd, man kommer igen. Men først må man op ad trappen, langs billeder og private genstande, pædagogisk ledsaget af vignetter i form af citater fra Freud, såsom drømmesekvenser og analytiske refleksioner.

I overetagen
Til højre på førstesalen findes et udstillingslokale med montrer indeholdende mesterens værker og dele af det antikke og før-antikke rekvisit-univers, som han yndede at sammenligne med ubevidste dele af analysandens sjæleliv. Som det fortrængte engang blev skudt bort, men herigennem bevaret, sådan blev statuetterne af ægypternes mange guder netop gemt i gravenes mørke.
I det næste rum, der er indrettet som tv-lokale, vises billedserien fra Wien samt snapshots fra Freuds 80-års fødselsdag, suppleret af Anna Freuds forklarende kommentar. Der afspilles også en lydstump på engelsk, som psykoanalysens fader på sine meget gamle dage indtalte med hørligt besvær, plaget som han var af kræft i ganen og kæben.
Det tredje (for publikum tilgængelige) rum i overetagen rummer møbler, bøger og andre genstande med tilknytning til Anna Freud, herunder også diplomer m.m., hvad der i forhold til arbejdsværelset nede i stuen giver det et sekundært, udvendigt præg.

Blikkets retning
Freud nåede i løbet af det år, det blev til i Maresfield Gardens, at færdiggøre værket Manden Moses og læren om én gud. Enkelte patienter havde han også. Men hans bibliotek og arbejdsrum henpeger umiskendeligt på fortiden i Wien.
Møblernes placering forekommer vigtig. Patienten lå eller halvsad blødt, på spraglede tæpper, som i en livmoders lunende tryghed, mens analytikeren sad opret uden øjenkontakt. Mens den liggende så opad eller indad, kunne Freud kigge fremad, hen på skrivebordet, til sine ’venner’, som han kaldte de hoveder og andre figurer, han allerhelst omgav sig med, og som han efter sigende tit fingererede ved. Var han derimod til andre tider alene arbejdende i sin tronstol, kunne han kaste et blik hen over ’vennerne’ over på briksen, hvor ’frie associationer’ åbnede indad til livshistorier.
Det koster fire pund at komme ind. Man vil aldrig glemme, at man har været der.

*Freud Museum. 20 Maresfield Gardens, London NW3 55X. On.-sø. 12-17 Telefon 0044-207-435-2002. E-mail: freud@gn.apc.org.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her