Læsetid: 4 min.

Fuck bunddække

2. oktober 2000

Nymodens haveråd om at dække al bar jord med bunddække er noget rod

Haven i september
»Er det løbet fra dig«? spørger Poul Nabo indforstået. Dog ikke uden en vis kritisk brod.
Og jeg ville være et skarn, hvis jeg nægtede. Det er løbet fra mig. Det værste er, at det er mit staudebed, vi står og kigger på.
I månedsvis har jeg lukket øjnene for skandalen. Der har været så meget andet at tage sig af, staudebedet er blevet ignoreret, hvilket har sine grunde: Det har støt nærmet sig et uoverkommeligt problem.
Rent faktisk kan det nemlig lade sig gøre at ignorere ukrudt et stykke tid; et staudebedsproblem af dette omfang kommer snigende. Der skal meget ukrudt til, før store, kraftige, farvestrålende planter, som dem, der blomstrer nu: georgine, solhat, gyldenris, asters, stokroser og tusindstråle ikke tager sig ud af noget.
Men blandt de afblomstrede stauder lader sandheden sig ikke længere skjule. Mellem akelejerne og lupinerne står kvikgræsset så tæt som en kornmark; brombærranker, brændenælder og endda et lille selvsået ahorntræ er i færd med at få overtag over resterne af staudevalmuerne, og sankthansurten, der på denne tid burde være stor og kraftig med røde skærme af omfang som små underkopper, minder mest om champignons i størrelsen.

Genboen
Det lyder som et underligt tidspunkt, men det var forrige nytårsaften, forfaldet satte ind. Konen havde lige forladt vores daværende genbo, og i sin sikkert forståelige brandert mente han, at vores raketter kom for tæt på hans stråtag og truede os med politiet.
Jeg gik egentlig ud fra, at han ikke kunne huske episoden, og var parat med mit allermest imødekommende genbosmil, næste gang, jeg så ham. Blot så han overhovedet ikke i min retning.
Og sådan fortsatte han. Så da foråret kom, brød jeg mig slet ikke om at opholde mig i forhaven. Der er ikke noget ved at gå i haven, hvis der fyger spændinger over hegnet, og jeg kunne ikke lade være med at gå og skæve til, om han nu kom ud med skraldeposen eller satte sig ind i sin bil. Staudebedet blev det uforvarende offer i en stum konflikt.
Så flyttede han heldigvis, men da var ugræs-invasionen i gang. Snigende, som sagt: Det så ikke så slemt ud i begyndelsen. Måske gik det i sig selv, når vinteren kom? Næste forår kunne det så få en ordentlig omgang.

Som slumrende småbørn
Næste forår stod det imidlertid klart, at der kun var ét at gøre: Grave alle stauderne op og rense dem. Et perspektiv, der har fået stærkere naturer end mig til at blegne.
– Det nåede at blive september, før jeg kom i gang. Så gjorde jeg det!
Det tog en uge. Men det er et herligt syn med de rene, velfriserede, trimmede stauder i den nykomposterede, rensede jord, kranset af afstukne kanter. – Som når småbørn omsider er blevet indfanget, badet, har fået børstet tænderne, og nu ligger velduftende og lækre i deres sødeste slummer.
Undervejs stødte jeg imidlertid på arkæologiske lag af flere års afmægtige bunddækkeforsøg. Og gik jeg og hidsede mig op.
Det er havebøger og konsulentråd, der i flere år har fået mig til at forsøge mig med diverse bunddækker; både i staude- og rosenbedet.
»Roser har grimme ben, de skal plantes sammen med et bunddække, der skjuler dem,« lyder et af disse moderne udsagn. Efter min mening er resultatet grimt.
Jeg har to rosenbede og et staudbed. Det ene rosenbed har et bunddække af lyserøde pandajordbær, iblandet franske anemoner. Det andet er en blanding af historiske roser og blomstrende buske og småtræer. Som bliver holdt med et hakkejern. Og staudebedet? – ja, som sagt.
Det korte af det lang er, at det eneste bed, jeg er tilfreds med, er det, jeg holder med et gammeldags hakkejern. For det første fordi flerårigt ukrudt ikke lader sig holde nede af et bunddække. Uanset hvor mange gange denne verdens anlægsgartnere og haveeksperter vil påstå det, så holder man ikke skvalderkål, katost, mælkebøtte og brændenælde nede med bunddække. Basta. Det skal fjernes, og eftersom man aldrig får fjernet det helt, er et hakkejern – for det andet – ethvert bunddække langt overlegent. Det tager et kvarter, hvorimod gennemlugning af et bed, der er dækket af bunddække, nemt kan tage en uge.
Fuck bunddække! Det er min nuværende konklusion.
Inderst inde drejer det sig om kontraster, tror jeg. Det ser nemlig helt fint ud med et frodigt-rodet stykke, blot det er skarpt afgrænset op til mere ordnede forhold. Og bunddække har en tendens til at forplumre kontrasterne.
Måske drejer haveanlæg sig inderst inde blot om, at man skal kunne se, hvad meningen er?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu