Fugle er ikke gode ornitologer

Den amerikanske digter, John Ashbery, har flere gange været nomineret til nobelprisen i litteratur. I sin nye bog ’Your Name Here’, offentliggør han for første gang et stykke kortprosa. Information har mødt Ashbery i Berlin – og bringer her et stykke prosa fra bogen, der netop udsendt

Hvor symbolsk, tænker vi: selvsamme dag Danmark vender ryggen til Europa, bliver vi vidner til en litterær sensation, der forbinder mange lande og regioner.
Vi er taget til Berlin, hvor det kun fem år gamle Münchner lydforlag, Hörverlag, præsenterer en splinterny udgivelse af 14 cd’er med digtoplæsning af 100 amerikanske digtere – i alt 900 minutters moderne poesi fra Pound og Stevens og Stein i den ene ende til Ginsberg og Ashbery i den anden.
The Spoken Arts Treasury – 100 Modern American Poets Reading Their Poems har været flere år undervejs, fortæller Claudia Baumhöfer fra Hörverlag det talstærke publikum i Guggenheims nye afdeling på Unter den Linden. I 1995 faldt hun over »en gul, vanvittig grim plastikkuffert bag en stak bøger i et antikvariat i Berlin. I kufferten lå 24 båndkassetter med poesioplæsninger – alle im Original!« De næste tre år gik med at indhente rettighederne, en yderst delikat sag, forstår vi, som undervejs fører Frau Baumhöfer til New York, hvor Dr. Arthur Luce Klein, der indsamlede poesimaterialet i 1960’erne til sit lydforlag, Spoken Arts, viste sig at bo. Han viste sig også netop at være død.
»Men rettighederne kom hjem,« stråler Baumhöfer, »og i dag er det muligt for os – i digital udgave – at få et fuldt overblik over amerikansk poesi fra det 20. århundrede!«

Et kor af stemmer
Og hvilket overblik. Kendte og ukendte digterstemmer væver sig ind og ud af hinanden i et kæmpemæssigt kor, og man forstår efterhånden som man lytter sig gennem oplæsningerne, at de store numre er opstået af en ganske særlig brutalitet over for poesiens mere slikkede sider.
At sætte sine fodspor i moderne poesi har åbenlyst krævet en vis hymnisk skepsis hos den enkelte digter. Et eksempel kunne være William Carlos Williams, der folder den amerikanske diktion ud i fuld bredde, fanger dens livfulde og hovedkuldse mundtlighed, så man bliver ørevidne til The Voice of America i skænderi med sig selv: »I’m sick of trouble ... try to help me if you want trouble, or leave me alone. That ends trouble.«
Pludselig træder Gertrude Stein frem til kanten af scenen og præsenterer sit portræt af T.S. Eliot, skrevet efter hans besøg hos Stein og Toklas den 15. november et ikke nærmere angivet år. Den 15. november vender tilbage som et ledemotiv i portrættet, indtil det på Miss Steins sædvanlige kantede måde lyder: »there is no greater pleasure than in having what is a great pleasure«. Man synes jo nok, man aner karakteren af digternes topmøde.

Møder i himlen
Et andet møde står mellem Wallace Stevens og Ezra Pound. I det ene hjørne Stevens’ åndfulde, ophøjede recitation, der lyder som læste digtguden himself op, indtil et sønderbrydende »Fat! Fat! Fat! Fat!« får tilhøreren til at fare sammen. Heroverfor Ezra Pound, der læser tre Cantos næsten krybende, opgivende, som sad han ikke blot i sit italienske eksil, men i et hinsides.
Så lyder Eliots klerikale stemme, som synes at ville overbevise én om noget man næppe vil bryde sig om, et højpoleret poesiunivers uden en eneste sprække, men med en strenghed på randen til kvælning. Sweeney blandt nattergalene. Blandt f.eks. Robert Creeleys intense Love comes quietly, der taler kærlighedens eget dybdesprog »again and again and again«, efterfulgt af Allen Ginsbergs »be kind to yourself ... be kind to the univers of self« og adskillige andre »be kind to«-refræner, der leder sig selv ind i vuggesange og i lovsange til verdens skønhed og skrøbelighed. Mange humører gemmer sig i hans tonale register, stemmen ryger op og ned, taler skiftevis besværgende til én og ophidset til masserne.
Den mest skræmmende oplæsning kommer vel nok fra Sylvia Plath, der læser som fra et gravkammer, isnende kølig, direkte hånlig over forverdens tomhed: »Dying is an art, like everything else. I do it exceptionally well. I do it so it feels like hell.« Hvert ord mejsles ud af stemmen, hårdt, spydigt, som om digteren ikke længere har det mindste til overs for menneskers tåbelige liv. »So, so, Herr Doktor. So, Herr Enemy.« Og så pludselig er stemmen væk, puf, tilbage hænger kun et hul i luften, og der er ingenting til at fylde det ud.

Flere sensationer
Til stede ved præsentationen af The Spoken Arts Treasure er også Joachim Sartorius, digter, oversætter og redaktør af den uundværlige antologi af moderne verdenspoesi, Atlas der neuen Poesie, samt aftenens hovedgæst, John Ashbery, der er på en lille europæisk oplæsningstur, som fører ham fra Berlin til Paris og videre til London.
Thomas Wohlfahrt fra literaturWERKstatt berlin præsenterer Ashbery som »USAs kendteste, nulevende digter« og lover, at vi skal få et bredt udsnit af Ashberys poesi at høre i løbet af aftenen.
Og så sandt som det er sagt: Ashbery indleder med titeldigtet fra den første samling, Some Trees fra 1956, det ældste digt i samlingen og dermed Ashberys ’første’ digt. Han beskriver det som »et pænt og korrekt digt, som kritikerne elsker for dets tydelighed,« mens han selv opfatter det som »min afsked med poesien as we know it.«
Derefter følger prøver fra de efterfølgende 16 digtsamlinger med indlagte ’forklaringer’, der kun gør tilhøreren endnu mere vildfaren. Til sidst får vi uddrag fra Ashberys nye bog, Your Name Here, der er udkommet i USA blot to dage inden oplæsningen. End ikke digteren selv har et eksemplar. Men han finder en korrektur frem, og så følger aftenens anden sensation: John Ashbery er begyndt at skrive kortprosa!

Kortprosaen på mode
Dét vil vi meget gerne høre mere om, da vi et par dage senere møder ham på et af Berlins glitrende hightech hoteller. Vi forstår snart, at Thomas Wohlfahrts beskrivelse af Ashbery som ’kendt’ på det nærmeste er en underdrivelse. Digteren er kommet i klassen af decideret berømte forfattere og når kun at mødes med os en lille times tid mellem interviews til Herald Tribune og tysk radio. Da samtalen er ovre, må han svare på endnu et spørgsmål, denne gang fra den medrejsende David, der fungerer som en mellemting mellem assistent og agent og kæreste: »Har du skrevet under på nogen kontrakt? Har du indlæst digte på båndoptageren?«
Velkommen til den postmoderne verden.
Inden da er det lykkedes os at komme lidt tættere ind på livet af kortprosaen. »De seneste år er kortprosaen kommet på mode i USA,« fortæller Ashbery, og det får os unægtelig til at spidse øren: oplever amerikansk littteratur virkelig det samme boom i kortprosaen, som vi har oplevet i Danmark?
Svaret synes at være ja.
»Der findes endda et tidsskrift, som kun bringer kortprosa, og det var nok det, der på ny vakte min interesse for genren. Jeg har jo tidligere skrevet prosadigte, f.eks. i den bog der hedder Three Poems, men nu er der dukket personer som Hans og Anna op, og det kaster en anden slags tekster af sig. Men i øvrigt leder jeg altid efter noget nyt, jeg kan prøve. Og det var på tide at prøve prosaen igen, fornemmede jeg, for at se hvordan den kunne gribes lyrisk an. Det gav mig en ny frihed.«

Walser som forbillede
Som vi hørte de nye tekster på Deutsche Guggenheim, var der tale om en slags slapstick surrealisme. Personerne har højst tågede samtaler med hinanden, og det mentale rum er uden synlige afgrænsninger, frit svævende. Alligevel syntes teksterne mere forankrede end de fleste af hans digte, hvad der muligvis skyldes, at Ashberys kortprosa har en helt bestemt kilde.
»Jeg opdagede for et par år siden den schweiziske forfatter Robert Walser, hvis romaner og kortere prosa inden for de seneste år er blevet oversat til engelsk. Han var værdsat af Kafka og Hesse – Kafka indrømmede endda vist,

at han var inspireret af Walser, men ingen andre brød sig om ham. Han blev ikke forstået af sin tid. Den sidste del af sit liv tilbragte han på et sindssygehospital, hvor han holdt op med at skrive og tale. Men han elskede at gå tur, han stillede sig tavs hen til døren og ventede på, at nogen skulle komme og tage ham med ud og gå, som en hund. En dag kom en ven på besøg og spurgte ham, hvorfor han ikke skrev mere. Hans svar lød: ’Jeg er ikke kommet her for at skrive, jeg er kommet her for at være gal.’«
Inspirationen fra Walsers historier og livshistorie høres tydeligt i Ashberys nye prosastykker, f.eks. i This Room der opruller et sceneri, hvori fortælleren selv er ung igen: »Værelset, jeg kom ind i, var en drøm om dette værelse. Alle de fødder på sofaen var helt sikkert mine. Det ovale portræt af en hund var mig i en ung alder.« Stykket slutter med en brat opvågning: »Hvorfor fortæller jeg dig alt dette? Du er her jo ikke engang.«
Den særlige ashberian indre samtale, gerne henvendt til et »du« eller et »han«, der synes at være forskudt i tid fra det skrivende »jeg« og således fremkalder en vis melankoli hos jeg’et, høres her klart, også uden at man behøver lægge øret helt ned til digtet. Andre steder er melankolien knap så hørlig, fordi den blandes med spøg og skæmt fra det store amerikanske hurlumhejhus – fra Hollywood til Skipper Skræk. En almindelig blandingstone hos Ashbery: »Det er vist det, der senere blev kendt som postmodernisme,« konstaterer han tørt.

Lyrikkens Dr. Fun
I 60’erne var New York-digterne, ligesom malerne i øvrigt, stærkt optaget af tegneserier. I lyrikken gjaldt det måske især Ashbery selv og hans gode ven, Kenneth Koch.
»Det var faktisk en af Kenneths store drømme at komme til at skrive tegneserier, og han var besat af Skipper Skræk. Det var det evindelige drama mellem disse figurer, der hypnotiserede os. Jeg kan huske, at jeg for mange år siden besøgte Kenneth i Firenze, hvor han sad og arbejdede, og vi blev enige om at vi ville skrive et digt sammen, hvori hver linje skulle indeholde en titel på en lp-plade. En af linjerne lød sådan her: Skipper Skræk har mange lp’er, hans yndlingsplade er med T.S. Eliot, der synger til Bernard Berenson. Vi tænkte, at det ville være en fantastisk plade, hvis den fandtes.«
»I øvrigt var det nok Kenneth, der var den morsomme blandt os, han har altid været mere orienteret mod humoren end jeg. Jeg plejede at kalde ham Dr. Fun, mens til gengæld Frank O’Hara sagde om min poesi, at den var cirka lige så sjov som et forulykket tog.«

Hermetiske digte?
Ligesom Walser har Ashbery oplevet ikke at blive forstået af sin tid og at få sin poesi udskreget som »hermetisk«. De dage er på mange måder for længst ovre, hans digtsamlinger sælges i pænt store oplag, og alligevel bliver Ashbery ofte bedt om at forklare sine digte, hvad han har svært ved at forstå.
»Jeg tror ikke, at mine digte er hermetiske. Hvis de var, ville folk ikke interessere sig for dem, og man kan ikke stille spørgsmål til digtene, hvis man ikke allerede havde forstået noget. Men når folk beder mig om at forklare mine digte, lykkedes det mig som regel at undgå det. De få ’forklaringer’ jeg kan komme i tanke om, viser sig også gerne senere at være forkerte. Noget andet er, at jeg ikke selv er interesseret i at læse den slags litteratur, hvor jeg fra starten ved, hvad der foregår. Jeg kan godt lide at opholde mig i et lidt uklart rum.«
Ashbery nævner en række digtere, hvis såkaldte »hermetik« ofte udspringer af en stærk privat fortælling, som f.eks. hos Hart Crane, hvis boglange digt Broen i øvrigt udkom på dansk sidste år – med 69 års forsinkelse. Vi nævner den tysk-rumænske digter Paul Celan som eksempel på, at den personlige tragedie sagtens kan være en del af poesien, uden at værket overskygges af den.
»Hvad der er svært forståeligt i hans digtning,« svarer Ashbery, »knytter sig til hans livshistorie med forældrene, der omkom i koncentrationslejre under krigen, og med hans egen sindssyge og selvmordet fra en bro i Paris. Det selvbiografiske er centralt i hans digte, men uden at de dvæler ved det. Men gad vide, hvordan vi ville læse hans digte, hvis vi ikke kendte hans historie? I den forbindelse kommer jeg i tanke om, at Kenneth engang spurgte mig – vi interviewede hinanden – om der fandtes skjulte budskaber i mine digte. Jeg svarede, at det gjorde der forhåbentlig ikke, for ellers ville folk bare finde dem, og så ville digtene ikke være mystiske mere.«
»I min poesi mener jeg det. jeg siger. Hvis jeg skal give mig til at parafrasere det jeg har sagt, opdager jeg, at det ikke længere er sandt, og at jeg kommer til at mene noget helt andet. Jeg synes ikke, det er en digters opgave at forklare sig, hans opgave er at forføre. Som maleren Barnett Newman engang sagde, er fugle ikke gode til at være ornitologer. Det er et af mine yndlingscitater. Så jeg vil sige, at jeg ikke kom her for at forklare mine digte, jeg kom her for at være gal.«

The Spoken Arts Treasury. 100 Modern American Poets Reading Their Poetry. Der Hörverlag, München, 2000. Begrænset oplag. 350 DM

John Ashbery: Your Name Here. Farrar, Straus and Giroux. New York, 2000. 23 US-dollar.

Joachim Sartorius: Atlas der neuen Poesie. Rowohlt Taschenbuch Verlag, 1996. 25 DM

*Niels Frank er forfatter og leder af Forfatterskolen, hvorfra Martin Kjær-Nielsen og Pejk Malinovski er tidligere elever. Palle Sigsgaard er modtager af Statens Kunstfonds igangsættelseslegat for unge forfattere

FAKTA
New York-skolen

John Ashbery (f. 1926) udgjorde i 50’erne, sammen med Kenneth Koch, Frank O’Hara og James Schyler, kernen i den såkaldte New York-skole. Det navn fik de af galleristen John Meyers som bl.a. havde malerne Jackson Pollock og Robert De Kooning i sin stald, også kendt som New York School malerne. Der var ikke tale om noget fælles program eller noget manifest, men om et livligt tværæstetisk miljø, som også talte musikere og dansere som John Cage og Merce Cunningham. Digterne var inspirerede af den abstrakte ekspresionisme, fransk surrealisme og den gryende popart, som en ny model for digtning. Fælles for dem er også at de tog afstand fra den samtidige akademiske litteratur. Ashbery boede i Paris i årene 55-65 hvor han virkede som kunstkritiker for bl.a. ArtNews og Herald Tribune. I år udkom en bog med Ashberys Harvard-forelæsninger; Other Traditions, seks essays om mere eller mindre ukendte amerikanske digtere.

UDDRAG
Hvis du sagde de ville tage med mig

Fra John Ashberys
netop udgivne bog
Your Name Here

I byen var det meget urbant, men på landet dækkede køerne bakkerne. Skyerne var tæt på og meget fugtige. Jeg gik langs fortovet sammen med Anna og nød det spredte sceneri. Pludselig lød en dyb rungen fra en klokke bag os. Vi vendte os begge for at se. »Det er de ord du har sagt i fortiden, som vender tilbage for at hjemsøge dig,« forklarede Anna. »Det gør de altid, forstår du.«
Og det gjorde jeg ganske rigtigt. Mange gange havde denne dybe klokkelignende lyd trængt sig på i mine tanker og først forvrænget dem, siden omarrangeret dem i æbletærteorden. »To krager,« syntes stemmen at sige, »sad på en solskive i den gudgivne sollys. Så fløj den ene bort.«
»Ja... og så?« ville jeg gerne spørge, men jeg forblev tavs. Vi gik ind på en gårdsplads og op ad flere trapper til taget, hvor en fest var i gang. »Det er min ven Hans,« præsenterede Anna. Ingen var særlig opmærksom og adskillige gæster fjernede sig og gik ud til balustraden for at beundre udsigten over vinmarker og haver, der var godt på vej mod deres efterårspragt. En af kvinderne kom imidlertid hen for at hilse venligt på. Jeg spekulerede på om dette var et ’høstgilde’, et udtryk jeg ofte havde hørt, men aldrig forstået.
»Velkommen til mit hjem... eller: vores hjem,« sagde kvinden muntert. »Som De kan se, er druerne ved at blive høstet.« Det var som om hun kunne læse mine tanker. »Man siger dette års høst bliver middelmådig, men synet er alligevel smukt. Synes De ikke, hr... ?«
»Hans,« svarede jeg studst. Udsigten var ganske rigtig smuk, men jeg ville gerne gå. Med en eller anden undskyldning ledte jeg Anna ved albuen hen mod trappen, og vi gik.
»Det var ikke særlig høfligt,« sagde hun tørt.
»Kære ven, jeg har fået nok af folk der kan læse ens tanker. Når jeg ønsker det, går jeg til en tankelæser.«
»Dét er jeg tilfældigvis, og jeg kan godt fortælle dig, at det du tror er forkert. Hør hvad den store klokke siger: ’Vi er fremmede på egen mark, i vor egen tid.’ Du skulle have været opmærksom. Nu bliver der nødt til at ske justeringer.

*Oversat af Martin Larsen fra bogen Your Name Here