Læsetid: 4 min.

Gå ombord i U2

28. oktober 2000

Bono og U2 skruer ned for form-eksperimenterne og giver sig rockens inderste væsen i vold på deres mest melodiske album i årevis

Ny cd
Okay, Bono ville ikke være U2’s hjulbenede svar på en 80’er-udgave af Peter A.G. Nielsen med dobbelt skrue, hvis ikke han sang en (kærligheds)sang af Salman Rushdie og brugte en side i booklet’en på bandets nye cd til at anbefale donationer og support til organisationer for alt og alle undertrykt(e) fra Green-
peace og Amnesty til kampagnen for et frit Burma, men al denne (medie)verdens politiske korrekthed ville ikke være andet end receptions-fotogen facade uden musikken.
Og musikken er den rene velgørenhed på den nye U2-plade All That You Can’t Leave Behind. Vel at mærke en velgørenhed til fordel for musikken. Og lytteren.
Lad os få det overstået med det samme: Det er en fuldbragt plade.

Fornyet fokus
For første gang meget længe lyder U2 fokuseret på sig selv som en rockgruppe af den klassiske slags, der går efter det fælles udtryk, og så overlader detailanalyserne til fortolkerholgerne. Nej, nej, nej, jeg underkender ikke gruppens kompromisløse bestræbelser på op gennem 90’erne at forene formeksperimenter med masseappeal.
Det har været interessant, stundom fascinerende, af og til røvirriterende, men aldrig rigtig hjertegribende, vel? Hvor vedkommende bliver en solbebrillet Bono på en storskærm? Selvsvinget truede. Den erkendelse bilder jeg mig ind at kunne høre overalt på All That You Can Leave Behind. Så denne gang er de, sammen med deres kunstneriske tvilling-sparringspartnere Daniel Lanois og Brian Eno, gået tilbage til en musik, der kan stå sig uden udenværker.
Ikke at der er noget nostalgisk eller tilbage-til-rødderne-fis over det. U2 har altid kunnet lade en god sang være i fred, når de hørte den, og dette er ’bare’ sange, der får lov at leve og ånde som sange, fordi de lyser stærkere end alverdens spotlights.
Det handler, som altid, om kærlighed, sorg og ubærlige tab, og vigtigheden af at bevare den menneskelige værdighed; troen på sig selv, fordi den er forudsætningen for at tro på andre.

Prototypisk Bono-salme
Mest rørende udtrykt på »Walk On«, hvis verselinjer har givet albummet navn. Det er en næsten prototypisk Bono-salme, en hymne, som er tilegnet den burmesiske dissident Aung San Suu Kyi, men handler om os alle, handler om, hvor vigtigt det er at holde ud, holde sig i bevægelse, gøre vejen ad hvilken til selve målet. Kun dynamikken gør os til mennesker, besunget, så selv en hjørnestue på Frederiksberg rejser sig som en katedral. Sangen følges op af den lige så melodisk forførende Kite, med strygere iscenesat af The Edge, så sceneriet nærmest lyder som Sgt. Peppar-sangen »For The benefit of Mr. Kite« på lav hastighed. Bono synger om usikkerheden i et erhverv, hvor det sidste nye altid skriger højest, og hvor stilheden lyder som en trussel på linje med glemsel: »Did I waste it? Not so much I couldn’t taste it...«. I det hele taget er der ingen mangel på sangbare melodier. Jeg ville nødig skulle vælge singler fra denne plade. Andre grupper ville give en hel karriere for sange som »Wild Honey« og »In A Little While« – som er en begavet pastiche på Stones-sangen »Angie«, men U2 har så meget overskud, at de bare bruges som overgange på en plade, der, uden at virke konstrueret eller konceptuel, hænger sammen, båret af en atmosfære af afklaring, sammenhold og en næsten religiøs undertone af kunstnerisk genfødsel med enkelheden som forløser.

Nerve og nøgenhed
Bono har ikke sunget så godt siden americana-udforskningen The Joshua Tree. Der er nerve og nøgenhed både på og mellem linjerne, og så bliver der plads til både at lege Otis Redding og sågar lakoniske Lou Reed – på »New York« om storbyens trolddom.
Bono ville, tror jeg, være uudholdelig eller i hvert fald let af få ud i den ufrivillige
selvparodi, hvis ikke han havde musikalske tovholdere i resten af bandet. The Edge har skruet ned for både pedalerne og de modernistiske klangeffekter. Paradoksalt fylder han mere end længe. Trommeslageren Larry Mullen bekræfter sin status som en avantgardistisk Ringo Starr, og bassisten Adam Clayton er fortsat en af rockens mest undervurderede. Hans basgange er på højde – og drøjde – med Paul McCartneys, dengang han var fab i The Beatles, en gruppe, hvis mere popexcentriske sider også giver genklang i U2; et ekko, som minder dem om tradition og kulturel forpligtelse. En arv, de varetager uden at forløfte sig på.
Og så er det bedste ved denne plade faktisk, at den ikke lyder som en afslutning, men som en ny begyndelse. En uimodståelig påmindelse om livslysten og nysgerrigheden i den gamle U2-sang »I Still Haven’t Found What I’m Looking For«.
Keep looking!

*U2: All That You Can Leave Behind. Producere: U2, Daniel Lanois og Brian Eno. Island/Universal. Udkommer på mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her