Læsetid: 4 min.

Den går rent ind

27. oktober 2000

Årets hidtil bedste danske film, ’Bænken’, maskerer sig som socialrealisme, men er samtidig et drama på liv og død med en mesterpræstation af Jesper Christensen

Ny film
Et af de mest bevægende billeder i Bænken viser en agurk bliver skiveskåret med professionelt håndelag. Ja, det lyder komisk, men det er et godt eksempel på, hvordan det lykkes debutanten Per Fly at lade prosaiske motiver op med mening og følelse.
Alt for megen slap, nerveforladt reproduktion har givet begrebet ’socialrealisme’ en nedsættende klang. Bænken viser ikke blot, hvor stramt og spændstigt man kan fortælle som såkaldt socialrealist; filmen genindfører suverænt begrebets dyder – nuanceret personskildring, menneskelig relevans og påtrængende livsnærhed – i en både skarp og følelsemættet historie, der ikke et sekund slipper sit tag.

Sammensat person
Bænken handler nok om personer på samfundets bund, men bag den ligefremme skildring af sociale tabere i den kommunale fattigdoms-ghetto ligger der et regulært familiedrama, en skævt vinklet historie om tre generationer og om voldsudladninger, der går igen som spøgelser og forkrøbler enhver relation.
Filmen er på én gang et nærgående studie i selvødelæggelse og en indkredsning af en splintret familie, hvor vold og forsømmelser grænsende til vanrøgt er den fatale ledetråd. Gennemført uden appel til nem medfølelse, men til gengæld med underliggende humor og fin solidaritet.
Hovedpersonen Kaj – spillet af Jesper Christensen – er et fængslende sammensat portræt. Aggressiv, arrogant og bitter i sin alkoholiske opløsning indbyder han til alt andet end sympati. En tilfældighedskonstruktion, der er så gennemskuelig, at den også bliver tilgivelig, sætter plottet i gang. Da Kajs unge datter Liv, som han ikke har haft kontakt med i 19 år, flytter ind i det kommunale boligkompleks, hvor han bor, bliver han barnepasser for hendes seks-årige søn.
Liv er på flugt fra sin voldelige mand, og Kaj kommer i konflikt med denne svigersøn (Lars Brygmann), men har selv en fortid som hustrumishandler. Der er skyggen af en aristokratisk individualist tilbage i ham: En rest af stolthed forbyder den tidligere kok at indgå som menigt medlem af det lokale aktiveringsprojekt Miljø-patruljen. Men hans selvhad slår ud som aggression over for den yngre ven, den evige drømmer og søde sidekick Stig (Nicolaj Kopernikus). Kajs tynde tråd tilbage til livet er datteren Liv og hendes søn Jonas, men det familiemønster Kaj kæmper for at genoprette, har ligget i en 19 års lage af bitterhed og had.

På afgrundens rand
Bag filmens fordringsløse titel skjuler sig et drama på liv og død. Som Kaj fører Jesper Christensen gradvis sin person helt ud til afgrundens rand, hvor valget står mellem frelse og fortabelse. Det er et spil af en overvældende styrke i den ydre illusion: Det hærgede, vredladne fjæs, de solskoldede hænder med de små sår og de næsten Parkinsonagtige rystelser, de rytmisk rykkende ben, der viser, at den mand aldrig får ro i sindet.
Men den indre overbevisning er endnu stærkere. Stoltheden, der kun kan få udløsning i aggression og isolation; den sidste livsvilje, som vækkes af datteren og barnebarnet og får ham til at hanke op i sig selv og vise sine evner som kok og vært; og den stilfærdige charme i samværet med det barnebarn, han pludselig har fået foræret.
En storslået præstation, der kompromisløst og dybt indforstået gør sig til ét med filmens usentimentale, upatetiske realisme.

Solbeskinnet miljø
Per Fly lægger sig mindre op ad den danske end den engelske realisme-tradition: Ken Loach’ enkle engagement og især Mike Leighs psykologiske skarphed.
Filmen undgår de storbymaleriske elendighedsklicheer ved at lægge handlingen ud til et solbeskinnet kommunalt boligbyggeri med grønne områder. På overfladen frie, rare omgivelser, men alligevel på utallige måder præget af formålsløsheden, drikkeriet og misligholdelsen. Derved kommer den indre fattigdom til at stå ekstra stærkt i Jørgen Johanssons funktionelle fotografering og Morten Gieses stramme, musikalske klipning.
Omkring Jesper Christensen spilles der fremragende. Den debuterende Stine Holm Joensen er datteren med den forsømte barndom og det forslåede liv: En ganske råstærk hverdagstype, der bliver rørende ved at underspille på det fortvivlede og fremhæve det nøgterne. Nicolaj Kopernikus rammer plet som fantasten og optimisten Stig, det samme gør Lars Brygmann i en mindre rolle som pæn mand og voldsfarlig neurotiker i én person og Jens Albinus som grundigt sindsforstyrret intellektuel. Og Marius Sonne Janichefska er den seks-årige Jonas, rigtig i hver reaktion.
Bænken er i mine øjne en begivenhed i dansk film. En tiltrængt åbning ud til virkeligheden og en demonstration af, at der her ligger dramaer, som måske ikke vinder Guldpalmer eller sætter billetrekorder, men alligevel kan fortælles, så skellet mellem lærred og sal ophæves og følelsen af menneskelig sandhed går rent ind.
Sådan kan filmkunst også være – når den er bedst.

*Bænken. Instruktion: Per Fly. Manuskript: Kim Leona og Per Fly. Dansk (Dagmar, Grand, Albertslund Bio, Gentofte Bio, Gladsaxe Bio)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu