Læsetid: 3 min.

Gak i San Sebastian

2. oktober 2000

Filmfestivallen i den baskiske by summer af liv på trods af skyggerne fra terrorgruppen ETA

Filmfestival
SAN SEBASTIAN – I mexikaneren Arturo Ripsteins film, La perdiciòn de los hombres (Mænds fortabelse) der blev præsenteret onsdag på den 48. filmfestival i den nordspanske by San Sebastian, synger den ene af de mandlige hovedpersoner, som omkvæd på en række fuldkommen absurde hændelser, at mænds fortabelse er de forbandede kvinder.
Omkvædet er mindst lige så absurd som resten, en mand er blevet slået ihjel af sine to venner, der er kommet for skade at love højt og helligt, ved deres elskede mors hoved, at det ville de gøre, hvis han ikke scorede point i en baseballkamp. Og det er så ikke lykkedes ham, fordi han faktisk ikke kan spille baseball, men bare drømmer om det, fordi han i øvrigt har for travlt, fordi han har to koner og en masse børn.
Efter mordet slås bigamistens to koner i bogstaveligste forstand om liget og hans slangeskinds-baseballstøvler, mens en sløv teenagedatter uanfægtet spiller videre på sin gameboy.
Gameboyen er det eneste element i denne sort-hvide film, der tidsfæster begivenhederne til at foregå mod slutningen af et århundrede, der måske var absurd fra ende til anden.
Eller ved starten af et nyt, der næppe kommer til at bringe et dementi af livets absurditet.
Absurditeten er nu også svær at undgå, bare man er festivaldeltager i San Sebastian, der jo ikke er en nordspansk by, men en baskisk. Og det er som bekendt ikke et spørgsmål om at fortabe sig i detaljer, men en blodig kamp med folk, der blivet truet og skudt, bomber der skjules og sprænges, og busser der nærmest som hverdagsbegivenhed brændes af.

Fine skæverter
Måske er det derfor overhovedet ikke absurd at henlægge denne den største filmfestival i den spansktalende del af verden til en baskisk by. For det ville simpelthen være et skud i benet for ETA’s popularitet – og der er ingen tvivl om, at ETA er populær i denne by – at ødelægge denne utrolig folkelige filmfestival.
Ud over de klassisk jurybestemte priser (som i San Sebastian er gyldne strandskaller) uddeles der to priser af publikum, en ungdomspris – og her er det de unge, der simpelthen strømmer i biffen og den bredere ’publikums perle’.
Det er aldrig den centrale officielle konkurrence der er det allerstærkeste kort i San Sebastian, her har de store festivaller været på rov i filmgeledderne, selvom man kan opleve fine ’skæverter’ som Ripsteins, og foreløbig notere sig at den svenske Före Stormen af en iransk indvandrer-instruktør er et kæmpe publikumhit, og lokalpatriotisk at der er hele to danske (dogme)skuespillere, Berthelsen og Ulrich Thomsen med i amerikanske Katryn Bigelows smukke The Weight of Water.
Hvert år sættes der lys på et tema og en afdød og en nulevende instruktør.
Temaet i år er film lavet af kendte instruktører, men til fjernsynet, instruktørerne, der er i højsædet er Carol
Reed og Bertolucci. Og så får festivallen besøg af Michael Caine og Robert de Niro, der begge skal have strandskaller for deres samlede karriere.

Absurditet
Onsdag aften blev Plaza de la Constitucion pludselig overklistret med kæmpeplakater af dræbte ETA medlemmer fra San Sebastian, unge hippielignende personer sang taktfaste kampsange og en tapasbargæst forklarede mig, at selvom det virkede absurd, selvom han selv var imod, så havde jo alle et eller andet sted et familiemedlem, der var involveret. Måske man kan forlige sig med absurditeten i biografens mørke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her