Den gang der var singler til

Man kan blive helt forvirret, når man skal købe cd-singler.

Samlermani
Min allerførste single fik jeg i 1966 af en rar tante. Det var »Tell Me Why« med Elvis. Bagsiden hed »Puppet On A String«. Begge numre var amerikanske småhits fra midten af 60’erne, som altså var slået sammen til en enkelt 7-tommers vinylsingle i Europa. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige fik dén.
Tanten var ikke specielt vild med Elvis – jeg tror, hun mente, at det nok var noget rigtig nymodens noget med ham Elvis – og lige noget for sådan en syvårig knægt som mig.
Ingen af numrene hører til Elvis’ bedste – men især »Puppet On A String« har en særlig plads i mit system – og hvis jeg får sat den på, kan jeg ikke få den af. Der er noget med vokalerne, der er lidt mærkelige og dragende. Og jeg er pludselig tilbage på dagligstuens lyse væg-til-væg tæppe dengang i 60’erne, hvor jeg lå og hørte den om og om igen.
Min allerførste selvkøbte single kom et par måneder senere. »Ved landsbyens gadekær« med Keld & The Donkeys. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg synes, den var specielt god – men det syntes jeg altså, og da jeg havde sparet penge op, gik jeg stolt ned i Arne’s Radio og købte den – der var et sort og rødt billede af gruppen på singlens papircover. Jeg har den endnu – den hører jeg ikke helt så tit længere, men den er stadig god.
Siden kom der en stor samling til. Der var noget magisk ved singler – især hvis der var billeder på posen. I begyndelsen af 70’erne var jeg til Sweet og Slade og T Rex og den slags – og nye singler med ens favoritgrupper kom 3-4 gange om året, og de blev imødeset med stor spænding. Jeg lå nærmest i kø natten over i en sovepose foran radioforretningen for at være sikker på at få dem, så snart de udkom – og jeg husker ikke, at jeg blev skuffet én eneste gang. Jeg var en meget taknemmelig fan.

Helt forvirret
Nu er jeg blevet ældre, og singletiderne har ændret sig. Der bliver stort set ikke lavet 7-tommers vinylsingler længere – nu har cd’erne taget over – og en single er ikke bare en single. Nu kommer der flere udgaver af samme nye single – så man kan blive helt forvirret.Tag nu bare den nye David Bowie-single, »Seven«. Den findes i fire forskellige cd-versioner.
*Nummer et med tre forskellige udgaver af »Seven«, to remix af henholdsvis Marius de Vries og Beck samt en demo-udgave.
*Nummer to med albumudgaven af »Seven« samt et remix af »I’m Afraid of Americans«, som også findes på video på cd’en, og endvidere følger der en lille plakat af Bowie med.
*Nummer tre med tre livenumre, deriblandt »Seven«, samt tre postkort med Bowie
*Nummer fire indeholder de fem forskellige udgaver af »Seven« fra de tre andre cd’er samt videoen til ’I’m Afraid of Americans’.
Noget for samleren
Nu vil nogen måske mene, at det er lidt vel smart og pengeoptrækkeri at narre trofaste fans og samlere til at købe alle disse singler – og det kan der selvfølgelig været noget om. Omvendt er det jo netop det, der er sjovt ved at være samler. Der skal ligesom være noget at samle.
Det er ikke første gang Bowie udsender sine singler i samlesæt, og han er heller ikke den eneste. I virkeligheden startede fænomenet på vinyl, da der i begyndelsen af 1980’erne begyndte at udkomme både 7-tommers og 12-tommers udgaver, de sidste gerne i dansevenlige remix-udgaver. Jeg har f.eks. mange, meget, meget lange Human League-numre stående i min pladereol. Især husker jeg, at »Love Action« blev ved og ved.
Da Annie Lennox i ’92 udsendte »Cold« fra sit første solo-album på single, var det lige i skellet mellem vinyl- og cd-singler, så den kom som 7”, 12” og på tre forskellige cd’er, hvor der på hver var tre forskellige livenumre fra hendes MTV Unplugged-koncert. Ved køb af alle tre havde man altså et helt livealbum med ni numre.
The Divine Comedy gjorde det samme, da de udsendte deres gennembrudsnummer »Everybody Knows (Except You)«.

Mærkelige b-sider
Den gamle fornemmelse af en ny single med to numre, som man hører igen og igen – og hvor b-siden altid var kedelig eller endnu værre mærkelig – er selvfølgelig blevet lidt diffus.
Men jeg tror ikke alternativet er mindre tillokkende for ’nutidens unge’. Og jeg er sikker på, at også de om 20 år vil se tilbage på deres ungdoms singler med samme nostalgi, som jeg hermed har gjort.
Nogen gange ville jeg sgu ønske, jeg var ung igen – så jeg kunne løbe hen til gruppen af klassekammerater, der stod og røg før første time og sige »Har I hørt den nye med Suzi Quatro? Jeg fik den i går!«