Læsetid: 11 min.

Man gjorde en vej ulovlig

20. oktober 2000

Højesteret har dømt nogle hundrede meter kommunal ringvej i Roskilde ulovlig. Dermed er næsten 10 års indædt lokal beboermodstand endt med sejr – eller hvad?

Thi kendes for ret, indleder højesteretsdommer Mogens Hornslet en opsigtsvækkende kendelse fra den 8. februar i år:
»Indstævnte, Roskilde kommune, skal anerkende, at lokalplan nr. 209 om ny vejforbindelse Østergade–Røde Port er ugyldig.«
Højesteretsdommen er et af de første eksempler i Danmark, hvor retssystemet agressivt og tilsyneladende med succes kan bruges af lokale beboergrupper i kampen mod vejplaner, indkøbscentre eller lignende forslag fra kommuner og planmyndigheder.
Med Hornslets dom har Østergade – en tidligere stille og lidt anonym villavej i Roskilde – derfor på det nærmeste indskrevet sig i juraens danmarkshistorie.
Dommen underkender på én og samme gang Roskilde kommune, Roskilde amt, Naturklagenævnet og Østre Landsret, der alle har ment, at anlægget af en ny ringvej rundt om Roskildes centrum ikke på forhånd behøvede at blive sendt til VVM-høring.
Men deri tog man altså fejl: Anlægget af ringvejen skulle have været sendt i VVM-høring, så man forinden havde fået oplyst Vurderinger af Virkninger på Miljøet, har Højesteret nu bestemt. Og derfor er 2-300 meter nyanlagt asfaltvej i Roskilde dømt ulovlig.

Kværulantitis
Med samme højesteretsdom får to stædige Roskilde-borgere medhold fra landets vægtigste juridiske instans i en snart ti år lang og indædt kamp mod Roskilde kommune.
Dermed fjerner dommen effektivt det stempel med »kværulant«, som let kommer til at følge personer, der bliver ved og ved og ved med at følge et mål.
»Man bliver forbavsende hurtigt opfattet som kværulant eller værre endnu, som idiot af det system, man er oppe mod,« fortæller Erik Nielsen, IT-konsulent i Lægemiddelstyrelsen.
Erik Nielsens baghave støder op til ringvejen, og han har derfor fra starten haft første parket til projektet. Sammen med Søren Holm Bang, hvis forhave ligger lige ud til ringvejen, har Erik i lange perioder brugt det meste af sin fritid på at bekæmpe ringvejen.
»Man kan roligt sige, at den dom faldt på et tørt sted,« opsummerer Søren Holm Bang, der arbejder som reaktoroperatør på Risø.
Som duo komplementerer Erik og Søren udmærket hinanden. Erik er tør og saglig, mens Søren er jovial og ligefrem. Men én ting er at have ret – noget ganske andet er tilsyneladende at få ret: Fortsat drøner trafikken uhindret afsted på ringvejen – lige uden for Eriks og Sørens haver.
For Erik og Søren starter det med et brev fra kommunen til områdets beboere i december 1991. Heri orienteres om kommende vejplaner, og blandt andet nævnes muligheden for en ringvej.
Søren, der er nytilflyttet til kvarteret, bruger brevet som anledning til at hilse på sine nye naboer – og en af dem er Erik.
Hurtigt står det klart, at kun de villaejere, hvis grund støder direkte op til den planlagte ringvej, har fået brev fra kommunen. Det bliver Søren opbragt over. Næste skridt bliver derfor at få indkaldt alle beboere i kvarteret til borgermøde på rådhuset i januar 1992, hvor borgmester Henrik Christiansen (S) redegør for ringvejs-projektet.
Fra salen spørges der, om »der overhovedet er noget at komme efter? Og har kommunen ikke allerede bestemt sig?«
Nej, nej, selvfølgelig vil kommunen da høre på borgerne, lyder det fra borgmesteren, og derfor går en seddel med tilmelding til en beboergruppe rundt blandt de utilfredse fremmødte. Erik og Søren skriver sig på.
I starten deltager godt en håndfuld naboer i beboergruppen, men som årene går – og anstrengelserne ser ud til at være forgæves – falder folk fra.
Erik og Søren er de eneste, der bliver tilbage – selv om også de med en blanding af stolthed og udmattelse opsummerer, at det kræver megen energi at opretholde en protest i så mange år.
Sværest er det næsten at modstå presset fra ens allernærmeste: Hold dog op med den f........ sag!
»Inden Højesterets dom var der altså ikke mange tilbage, som troede på os,« fortæller Søren, der tilføjer:
»Man bliver også let isoleret, fordi man får svært ved at vurdere betydningen af andre ting. Hele tiden kværner og kværner sagen rundt i ens hovede.«

Eriks en-mandshær
Efter i årevis at have gennempløjet rapporter, breve og dokumenter, og efter i det små at være blevet eksperter i planlovgivning, offentlighedslov og kommunal myndighedsbehandling – må Erik og Søren også sande, at der er en kerne af sandhed i »idiot«-snakken:
»Jo dybere man trænger ind i en sådan sag, jo mere optaget bliver man af den. Og jo mindre kan man tale med andre mennesker, fordi alt det, som de snakker om, dybest set er ligegyldigt – set i forhold til sagen,« som Erik siger.
Vanskeligt har det også været at blive taget alvorligt af Roskilde kommune. Konsekvent har Roskildes borgmester i de lokale aviser omtalt beboernes protest enten som »Erik Nielsens personsag« eller som »Eriks en-mandshær«.
Af en eller anden grund har borgmesteren haft en tilbøjelighed til at »glemme« Søren, der lige siden sin ungdom har været medlem af Socialdemokratiet. Eller med andre ord partifælle med borgmesteren.
»Jeg er gået lidt stille med mit politiske tilhørsforhold. Og jeg har i hvert fald ikke kunnet komme nogen vegne inden for mit parti med vores protest,« fortæller Søren.
Først med Hornslets dom har der lydt andre toner fra klaveret.
»Jeg havde svært ved at få armene ned næste dag på arbejdet. Der fik jeg virkelig højprofileret mig«, husker Søren.
Indtil for få år siden har Østergade været en ældre, anonym villavej i Roskilde – beliggende syd for jernbanen, altså modsat byens pæne side med Algade, domkirken og fjorden. De fleste af villaerne langs Østergade er fra starten af forrige århundrede, beskedne røde murermestervillaer med tegltag eller eternit. Haverne bag husene er små og forhaverne endnu mindre. Trafikken har været til at overse, fordi Østergade kun har fungeret som en lokal fordelingsvej.
Men i slutningen af 1980’erne får man en plan i Roskilde byråd. Stærkt inspireret af den tankegang, der både før og siden har hjemsøgt andre danske provinsbyer, ønsker ikke mindst borgmesteren en ringvej: Den skal lede noget af den hurtigt voksende biltrafik uden om bymidten. Bymidten skal til gengæld fredeliggøres med gågader og butiksstrøg – det hele til gavn og glæde ikke mindst for byens næringsdrivende.
Hurtigt bliver det klart for byplanlæggerne, at Østergade – eller rettere sagt en lille bid af villavejens vestlige ende – må indgå i den planlagte ringvej.
Da ringvejen skal anlægges, bliver Østergade derfor delt op i to dele, nemlig den vestlige ende, der under navnet Ny Østergade skal indgå som en del af ringvejen – og så resterne af den gamle Østergade, der i dag ligger som en amputeret sidevej til ringvejen.
Denne opdeling i et »nyanlæg« og en »ombygning af en eksisterende vej« kommer til at spille en central rolle i sagens videre forløb, men, skal det siden vise sig, nok på en ganske anden måde end kommunen planlægger.

Tynde, tynde skiver
Opdelingen er nemlig årsagen til, at Højesteret i februar dømmer anlægget af Ny Østergade ulovlig.
I stedet for at dele Østergade op burde kommunen have anskuet ringvejen som et samlet projekt og have lavet en VVM-høring.
»Af endnu ikke helt klarlagte grunde vælger kommunen i starten at satse massivt på at undgå en VVM-høring,« siger Erik, der endda vurderer, at hvis kommunen havde gennemført en VVM-høring, så ville der bagefter ikke have været noget at komme efter.
»Lige siden har kommunens handlemåde mest virket som et desperat forsvar for en allerede truffen beslutning – uanset om den var forkert eller ej,« tilføjer Søren. At kommunens afvisning af VVM har været overvejet med omhu, tyder en ganske speciel omstændighed på. Og det er præcis her, at opdelingen af Østergade spiller en vigtig rolle. Det reelle formål med opdelingen i et »nyanlæg« og en »ombygning« har nemlig været at få det forventede antal biler ned under en grænse på 10.000 biler i døgnet, som ellers automatisk udløser en tvungen VVM-høring.
Kort fortalt skærer Roskilde kommune ringvejen ud i så tilpas tynde skiver, at trafikprognoserne bliver tilstrækkelig lave. Ned under VVM-kravet på 10.000 biler. Denne manøvre sker stik imod anbefalingen fra det rådgivende ingeniørfirma, kommunen har hyret til at planlægge projektet.
Men rådgiverens anbefaling bliver stemplet »henlægges«, og først langt senere kommer anbefalingen frem til offentlighedens kendskab.
I 1994 bliver kommunens lokalplan for projektet vedtaget uden et eneste ord om VVM. I 1996 bliver ringvejen indviet under stor kommunal festivitas med et særligt Ny Østergade-løb, som skydes i gang af borgmester Henrik Christiansen.

Aftenopvasken
I takt med, at månederne går, og bilerne vænner sig til den ny ringvej, bliver det svært for Erik og Søren at bevare optimismen. Hver aften, når Søren vasker op, kigger han fra sit køkkenvindue ud på vejen og bilerne.
I lang tid ser det ikke ud til, at de to har flere skud tilbage i kanonen. Indtil de kommer i kontakt med adjunkt Ulf Kjellerup, der på Institut for Miljø, teknologi og samfund på Roskilde Universitetscenter netop er i gang med en ph.d.-afhandling om borgernes adgang til beslutningsprocesserne i de danske VVM-systemer.
For Ulf Kjellerup er Ny Østergade oplagt som case-studie, og efter en nøje gennemgang kommer han med et råd, der kommer til at ændre sagens gang:
Der bør anlægges en principiel retssag for at få klarhed over, om kommunens omgåelse af VVM-reglerne er lovligt. Erik og Søren indleder et samarbejde med Dansk Cyklistforbund om at føre sagen, der ender helt ved Højesteret.
»Vi turde slet og ret ikke gøre det som privatpersoner. Vi vurderede, at det ville betyde meget for troværdigheden, hvis det var en landsdækkende organisation – og ikke bare to forurettede naboer til en lokal vejomlægning,« forklarer Erik. Men der kommer til gå over fire år, før Erik og Søren får medhold fra Hornslet.
Formelt set er konsekvensen af Hornslets dom ganske klar: Enten skal Ny Østergade rives ned – det kaldes fysisk lovliggørelse. Eller også skal hele lokalplanarbejdet gå om igen – det kaldes retslig lovliggørelse. For Ny Østergade er retslig lovliggørelse nok ikke så lige til. En VVM-høring er nemlig defineret som en proces, der skal løbe forud for beslutning om et projekt – ikke bagefter.
Med dommen har Roskilde kommune derfor fået smidt ikke så lidt af problem midt på den kommunale dørmåtte.
Hvad gør man så? Tja, foreløbig har Roskilde kommune forsøgt at sende dørmåtten til rensning hos Roskilde amt. I amtet har man besluttet at gennemføre en »retlig lovliggørelse« og tillade fortsat anvendelse af ringvejen.
Dernæst har amtet overdraget plankompetencen og dermed Sorteper til Hovedstadens Udviklings Råd.
I HUR fortæller afdelingschef Hans Ege, at man »meget snart kommer med en indstilling i sagen.«
For Erik og Søren er der ikke så meget at være i tvivl om: De ønsker en fysisk retliggørelse – altså en nedrivning af vejen, som foreløbig har kostet kommunens skatteydere 30-35 millioner kroner.
»Vi vil motivere systemet til at indse en gang for alle, at den slags kan man ikke længere slippe afsted med,« siger Erik.
»Det skal være så eftertrykkelig en lærestreg for kommunen, at både den og andre kommuner i fremtiden vil være langt mere lydhøre over for deres borgere,« supplerer Søren.
Da Roskildes borgmester er på ferie, har viceborgmester Bjørn Dahl fra Venstre følgende kommentar til den snart ti år lange sag:
»Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at nogen myndighed eller domstol vil pålægge os at bryde vejen op. Min vurdering er, at Erik Nielsen står forholdsvis alene – det er mit postulat – med sine synspunkter. I bagklogskabens lys kan man da godt sige, at vi måske burde have undersøgt, om der skulle laves en VVM. Men det var der ingen, der tænkte på dengang.«

Fra trafikplan til ulovlighed
1988: Cowi udarbejder trafikplan for Roskilde kommune med bla. forslag om anlæg af ny indre ringvej. Forventet trafik på ringvejen er en årsdøgntrafik på ca. 11.500 biler.
December 1991: Roskilde kommune offentliggør planer om den ny ringvej, der vil komme til at ligge meget tæt på nogle af beboernes villaer. Beboerne kræver vejen flyttet og en bedre undersøgelse af de miljømæssige konsekvenser.
Januar 1992: Roskilde kommune sender miljøundersøgelserne til den ny ringvej i udbud til to konsulentfirmaer (Cowi og Carl Bro). Cowi meddeler kommunen, at anlægget er omfattet af VVM. Carl Bro får opgaven med miljøvurdering, men ikke med udbudsmaterialets trafiktal. Cowi ændrer forudsætningerne og dermed trafiktallet i trafikmodel: En årsdøgntrafik på 11.500 biler bliver til 7.000 biler. Disse forhold hemmeligholdes af Roskilde kommune på trods af flere anmodninger om aktindsigt.
November 1992: Carl Bros miljørapport offentliggøres. Cowis nye lave trafiktal bliver anvendt til beskrivelse af miljøforhold i vejens nærmiljø, og Cowis oprindelige høje trafiktal bliver anvendt til beskrivelse af miljøfordele for resten af byen.
1992-1994: Lokal debat om ringvejens placering.
Foråret 1994: Lokalplanforslag sendes i høring. Beboerne gør indsigelse, bl.a. påvises fejl i trafikmodel. Årsdøgntrafikken er nu sat til ca 9.000 på ringvejen.
August 1994: Lokalplanen vedtages. Kommunen har imødekommet kritikken af trafikmodelberegningerne. Nu er årsdøgnstrafikken på 12.000 biler.
December 1994: Beboerne opdager, at VVM- bestemmelserne har en grænse for veje på en årsdøgntrafik på 10.000 biler. De klager til Naturklagenævnet.
April 1995: Naturklagenævnet meddeler, at deres sagsbehandling skal have opsættende virkning for igangsættelse af projektet.
Maj 1995: Naturklagenævnet afviser beboernes klage (stemmer 6-3) med begrundelsen, at de 12.000 biler kun gælder for den del af ringvejen, der er ombygning af en eksisterende vej, mens trafikken på den nyanlagte del er lige under 10.000 biler. Beboerne indleder samarbejde med Ulf Kjellerup fra RUC og Dansk Cyklist Forbund, DCF.
Juni 1995: EU-kommissionen vurderer ringvejs-projektet som en helhed og understreger, at det er miljøpåvirkningerne, der er afgørende. Det er ikke tilladt at slice (skære i skiver, red.) et projekt for at komme under tærskelværdier.
Efterår 1995: DCF anlægger sag ved Østre Landsret og søger om fri process pga. sagens principielle karakter. Efter ca. syv måneder bevilges fri proces til DCF, der nu kører sagen.
Sommeren 1998: Østre Landsret stadfæster Naturklagenævnets afgørelse.
August 1998: DCF anker Østre Landsrets dom til Højesteret. DCF får bevilget fri proces i løbet af tre uger.
Februar 2000: Højesteret underkender Roskilde kommune, Roskilde Amt, Naturklagenævnet og Østre Landsret. Højesteret giver DCF og beboerne medhold: Lokalplanen ophæves under henvisning til manglende VVM-redegørelse. Status er nu, at anlægget er ulovligt. Beboerne har derfor krævet, at vejen bliver lukket. Aktuelt er denne klage nået til at blive behandlet i Naturklagenævnet. Den 26. oktober 2000 skal sagen behandles på et møde i HUR, Hovedstadens Udviklings Råd.

Links vedr. Ny Østergade og VVM:
Naturklagenævnet orienterer Nr 90 februar 96
Roskilde Amt nedrivning ikke nødvendig Teknik og Miljøudvalg 2 juni 2000
punkt 9

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu