Læsetid: 6 min.

Glassmenageriet

3. oktober 2000

I næste uge udsender Phillip Glass sin 5. symfoni. Han er kendt for sit arbejde med f.eks. David Bowie, men er også fadder til vore dages ambient musik

Ny musik
Philip Glass er en af de mest succesfulde nulevende komponister fra den klassiske musiks cirkler. Hvor langt størstedelen af komponister fra den klassiske ghetto i dag lever i et afsondret navleland, er amerikaneren Glass en af de få undtagelser, der kan sælge plader og fylde de klassiske koncertsale fremfor at tømme dem.
Uanset at han selv afviser betegnelsen, bliver den 60-årige Glass stadig etiketteret som ’minimalist’. Det er først og fremmest Glass’ værker op til omkring operaen Einstein on the Beach fra 1976, der til fulde lever op til prædikatet minimalisme med deres indhold af uendelige repetitioner i rytmiske og melodiske mønstre, og deres mangel på musikalske kontraster. Men også Glasses nyeste værk, den cd-aktuelle 5. symfoni fra 1999, som er anledningen til dette telefon-interview, bærer med sine enkle kompositoriske bestanddele træk af minimalistisk skrivemåde.

Mindre ideologi
Glass nyder en særlig status som repræsentant for den nyskrevne klassiske musik hos det, man i mangel af bedre kan kalde det ’rytmiske’ publikum. I høj grad på grund af selve musikkens virkemidler, der trods Glass’ klassiske skoling er stærkt beslægtede med rock-, techno- og New Age-musikken. Men i lige så høj grad på grund af det oprør, som Philip Glass repræsenterer imod den klassiske musikverdens vanetænkning. Dette oprør startede i minimalismens navn allerede i 1960’erne, og var dengang rettet imod både det klassiske etablissement og efterkrigstidens avantgarde.
Og så har Glass i øvrigt scoret megen credibility hos det unge publikum for sin evne til at opløse skellene mellem fin- og populærkultur via sine samarbejder med så forskellige kunstnere som David Bowie, Natalie Merchant, R.E.M.’s Michael Stipe og Richard James bedre kendt som Aphex Twin.
– Sidste århundredes atonale musik startede som et brud med en lang tonalitets tradition i den vestlige verdens musikhistorie, mens den såkaldte minimalisme i 1960’erne gjorde oprør imod både akademikerne og avantgardisterne. Mangler den ny musik af i dag en mission – et veldefineret mål at opponere imod?
»Hvis en ung komponist fortæller dig, at han skriver ’ny’ musik, så har du ingen chance for at vide, hvad det dækker over, før du faktisk har lyttet til hans musik. Det er helt anderledes end for
30-35 år siden. Og det er på én gang en meget spændende og meget svær tid for de unge komponister. I 60’erne var vores meget bevidste opgør ret klart defineret, hvorimod der ikke er så mange oplagte stridspunkter nu om stunder. I dag bliver komponisterne så at sige nødt til at være mindre afhængige af ideologiske standpunkter – og mere afhængige af kvaliteten af deres eget talent! Dermed kan man godt sige, at den kunstneriske byrde på skuldrene af den ny komponist-generation i dag er noget større, end den har været for min egen generation.«
– Og det er vel kun én af byrderne, som klassiske komponister i dag står overfor. Både pladeindustrien og koncertsalene er repertoiremæssigt set stadig i høj grad museer for ’gammel’ musik fremfor talerør for komponister af den ny musik, der i stedet er henvist til en nicheposition.

Plads til nutidens musik
»Krisen er tydeligst i pladebranchen. Man får f.eks. Lorin Maazel til at indspille alle Beethovens ni symfonier med Berliner Philharmonikerne eller et andet dyrt orkester. Problemet er ikke, at han ikke gør det godt, men at alle allerede ejer denne musik! Jeg siger selvfølgelig ikke, at man skal destruere fortidens musik, men at man måske bare skulle gøre lidt plads til nutidens. Da Satyagraha (Glass opera fra 1980, red.) skulle indspilles, var jeg i store skænderier med CBS om budgettet for projektet. Zubin Mehta var samtidig i gang med en ny Verdis Requiem også på CBS, og jeg ønskede at få mindst de samme økonomiske midler. Jeg sagde: Se i kataloget, der er mindst 35-40 indspilninger af Verdi, men ikke én Satyagraha. Og min opera endte faktisk med at sælge langt mere end Mehtas Verdi indspilning. Jeg ved godt, at jeg er en af de få heldige nutidige komponister, der kan sælge, men pladeselskabernes vilje til at tage chancer er meget, meget lille. Og chancen behøver i virkeligheden slet ikke at være så stor.«
– Meget af den klassiske musiks mainstream repertoire i dag, har ikke nødvendigvis altid været det. Tror du, at vor tids nyskrevne musik vil gennemgå en lignende forvandling og med tiden opnå et større publikum?

Yngre publikum
»Det er mit indtryk, at gennemsnitspublikummet til koncerter med ny musik er 20-30 år yngre end det publikum, der udgør kernen ved de mere konventionelle klassiske koncerter. Det er selvfølgelig vigtigt, hvad angår fremtidens repertoire. Men en af den klassiske musiks kriser ligger rigtignok i, at komponister først værdsættes rigtigt efter deres død. Der er så mange, der anser det 19. århundredes musik for at være langt mere betydningsfuld end den musik, der er produceret i det 20. århundrede. Men tænk på, hvor vidt forgrenet den 20. århundredes musik egentlig er: Rachmaninov, Bartók, Boulez, John Cage, John Coltrane... who the hell. Bredden og mangfoldigheden er betagende. Der er alle de store tonale komponister, alle de atonale, der er hele området med jazz. Så er der alle de store song-writers og andre folk fra popmusikken, der også har givet enorme bidrag. Man kan allerede nu høre det for sig nu, hvad man vil sige om 100 år, ikke: ’Åh, det 20. århundredes musik var langt mere betydningsfuld end den, der er produceret i det 21. århundrede.’«
– Der er flere oplagte ligheder mellem 60’ernes minimalisme og vor tids ambient og
techno genrer, f.eks statisk monotoni fremfor målorienteret retning, og den fælles søgen efter hvad La Monte Young i 60’erne kaldte ’en tilstand af ekstase’. Har techno genren i dag blot taget en gammel tråd op igen?

Nødvendig nysgerrighed
»Der er selvfølgelig en naturlig forbindelse imellem technomusikkens ikke-dynamiske struktur og den minimalistiske musik for over 30 år siden. Jeg har diskuteret det meget med Mark Moore fra S-Xpress. Når jeg griber mig selv i at tænke, at techno musikerne bare gør, hvad vi allerede gjorde for lang tid siden, tvinger jeg mig selv til at lytte igen. Vi bliver nødt til at slå automatpiloten fra i den henseende. Der er så meget forskelligartet elektonisk musik lige nu. Både kommerciel og ikke-kommerciel. Uden en vis nysgerrighed får man intet udbytte.«
– Hvilket udbytte har du selv fået via dine samarbejder med kunstnere som f.eks
S-Xpress og Aphex Twin?
»Jeg ser disse samarbejder som en slags research, en mulighed for at eksperimentere, lære og udvikle sig. På den måde ligger de kontinuerligt i forlængelse af min fascination af etnisk musik fra Afrika og Asien og mine kollaborationer med musikere som Ravi Shankar og Paul Simon. Det interessante fællestræk ved al denne musik er, at den ikke er noteret i noder i klassisk forstand.«
– I 1988 tilkendegav du en ny retning for din musik i 1990erne. Du sagde: ’Jeg forebeholder mig retten til at ændre min måde at komponere på. Jeg har egentlig aldrig tilstræbt at være en ’kompliceret’ komponist. Mit mål vil altid være at søge efter et bredere publikum.’ Nu hvor du kan se tilbage på det overståede årti, føler du så, at du har givet afkald på noget på vejen i en eventuel stræben efter et mere tilgængeligt udtryk?
»Jeg har ikke givet afkald på noget, fordi jeg har altid gjort, hvad jeg selv har haft lyst til. Jeg har aldrig haft lyst til at blive en komponist på et universitet med 10-20 hengivne elever. Jeg har aldrig haft lyst til, at min eksistens skulle sikres af en akademisk læreanstalt. Så ville jeg have haft masser af tid til at tænke over musikken, gå ture og så videre, men det er ikke mig. I stedet er jeg i høj grad del af den tradition, hvor komponisten selv spiller en aktiv rolle i musiklivet, f.eks. spiller jeg 60-70 koncerter om året. Når jeg ser tilbage i dag, opfatter jeg det som, at jeg er gået i en retning, der har passet til min personlighed.«

*Philip Glass: Symfoni nr. 5 med Wiens Radiosymfoniorkester under Russell Davies udkommer den 9. okt. på Nonesuch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her