Læsetid: 4 min.

Det gør ondt at forbløde

26. oktober 2000

Munter og makaber dansk femi-spændingsroman, der nemt kunne blive en markant international succes

Krimi
Det gør ondt at forbløde. Meget ondt, ikke lige med det samme, men når hjertet og de andre vitale organer sætter ud er det så smertefyldt, at man må bedøves i operationsstyrke hvis man skal sove fredeligt ind.
Det kan man læse i Susanne Stauns tredje roman, Liebe – det tyske ord for kærlighed. Så er De advaret, for Susanne Stauns den muntre og makabre spændingsroman er ikke for de sarte.
Detektiven er en kvindelig psykolog, af den type, som lægger psykologiske profiler af forbrydere. Navnet er Fiske, Fanny Fiske, og hun er både en kold fisk og langt ude i slægt med både James Bond og Smilla Jaspersen. Fanny Fiske er nogenlunde som frøken Smilla var blevet, hvis hun havde fået smag for at professionalisere det opklaringshåndværk, hun jo viste så åbenlyse evner for: Iskold iagttagelse parret med lidenskabelig interesse for sit arbejdsfelt, som her er forbryderprofiler og kriminalstatistik. Fanny er en højtbegavet ekspert og en fremetisk arbejdsmaskine med hang til flotte og maskuline mænd, som hun efterlader i sit kølvand, når hun haster videre til næste sag.

Kendte uvaner
Samtidig har Fanny Fiske et par laster til fælles med andre forgængere i den hårdkogte krimigenre. Sherlock Holmes snuppede et skud kokain, når han kedede sig, Philip Marlowe stivede sig af med bourbon. Når Fanny er ved at blive deprimeret af inaktivitet, skyller hun 30 mg Fontex ned med en slurk Vecchia Romagna flasken i toiletskabet.
Sådan er alt ved det gode gamle – og dog. For mellem disse hilsener til krimilitteraturens kendte figurer er bogen også en fremtidsroman, der foregår i et Euroland engang efter år 2006. Det var året, da man indførte Den Pan-europæiske Database, der nøje beskriver alle kontinentets voldelige forbrydelser og deres mønster. Noget, der selvfølgelig letter Fannys arbejde kolossalt, i lighed med en anden smart nyskabelse, hendes Personlige Digitale Assistent, en slags mobiltelefon med lidt flere kapaciteter.
Men Susanne Stauns roman er også ukonventionel på andre måder. Eksempelvis er Fanny Fiskes alder ubestemmelig, 60 daglige armbøjninger og ikke mindst et fast abonnement på plastiske operationer har én gang for alle placeret hendes ydre til et sted i 30’erne, samme alder som de mænd, hun brænder småvarm på. I virkeligheden er hun 25 år ældre. Men, som hun altid siger: »Det er slemt nok, at vi alle skal dø, men at man som attråværdig kvinde oven i købet skal finde sig i så kort en levetid, det behøver man ikke at acceptere.«
Som ekspert opererer Fanny ubesværet henover gamle landegrænser: Man betaler naturligvis i euro i alle forretninger, og selv om Fanny bor og arbejder i det engelskklingende Cornwell og oprindelig er født og opvokset i Danmark, foregår selve handlingen i Bayern. Det er hertil, hun tilkaldes som ekspert i forbindelse med en række mystiske mord.

Det beskidte arbejde
De myrdede er hele familier, der alle bærer efternavnet Wechsel. Far, mor og en baby på seks måneder i det ene tilfælde, i det næste far, mor og to drenge på fem og ni år, i det tredje forældrene plus en dreng og en pige på seks og fire år. Mærkeligt nok blev i det sidste tilfælde familiens tredje barn skånet, en dreng på tolv. Alle de myrdede familiemedlemmer blev, som det smagfuldt hedder, aftappet – det vil sige bedøvet, mens de sov, og siden tappet for blod i en plasticdunk mærket Giftigt Affald.
Men mordscenernes fredfyldte udseende peger efter Fannys mening på en kvindelig forbryder. En mand, påstår hun, efterlader langt mere voldsomme spor. Det eneste, der forvirrer hende, er, at en grov, dyb stemme efter hvert mord ringer op til politiet og erklærer: »Det er et beskidt stykke arbejde, men nogen skal jo gøre det.« Sådan udtrykker en mand sig – ikke en kvinde, stadig altså ifølge Fanny Fiske. Og hvad er så det beskidte arbejde, der skal gøres, det giftige affald, der skal fjernes? Jo, familien Wechsel bærer i sin arvegang en sjælden blodsygdom, som måske kan have givet en gal person en idé. Tilmed er familien Wechsel af jødisk oprindelse og handlingen foregår i det traditionelt højreorienterede Bayern...?
Fanny efterforsker mordene sammen med det tyske politi, der tilsyneladende er lige så dygtige og dybt originale som deres britiske og amerikanske kolleger, vi kender langt bedre gennem krimilitteraturen.

Psykologisk spænding
Men som opklaringen tager fart, havner vi i et psykologisk drama, og bogen bliver om ikke ligefrem en traditionel opklaringskrimi så i hvert fald en bog, der bekræfter, at jo mere alting forandres, desto mere forbliver alt det samme. Had, sindssyge og afsporet kærlighed, Liebe, som bogen jo hedder, alt det forandrer sig ikke så meget som bogens sensationshungrende journalister gerne vil tro, når de inviterer Fanny i tv for at belyse den labre nyhed, at statistikken byder på lidt flere kvindelige mordere.
Med andre ord er Liebe i enhver forstand en femi-krimi – kvindelig detektiv, kvindelig sans for den æstetiske detalje – kvindelig psykologisk profil, for at tale som Fanny Fiske. Og som sådan fungerer den hamrende godt. Den er spændende og dens kyniske tone morsom: Fanny er faktisk et monster af en kvinde, men det synes hun ikke selv, og så kan vi andre jo mene, hvad vi vil.
Jeg tror, jeg roligt tør spå bogen en fremtid på det internationale bogmarked, som en af de bøger, manden i ens liv prøver at snuppe fra natbordet, hvis han er til den slags.

*Susanne Staun: Liebe. 289 sider, 275 kroner. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu