Læsetid: 9 min.

Den grønne linje eksisterer ikke mere

14. oktober 2000

At de israelske arabere nu deltager i urolighederne på lige fod med palæstinenserne i de besatte områder, er det, der for alvor foruroliger

Israel
Hovedvejen ligner en landlig udgave af Beirut ca. 1982. Udbrændte biler ligger rundt omkring på kørebanen mellem ulmende bildæk og et virvar af væltede lygepæle.
Ved indkørslen til byen står unge hætteklædte palæstinensere med slangebøsser og sten. De kaster en sten i retning af os – en mild advarsel om, at her ikke er adgang for israelere.
»Vi er ikke israelere. Vi er journalister.«
Efter at have tjekket vores pressekort fra den palæstinensiske selvstyremyndighed dirigerer de os ind i byen via en anden vej, der slynger sig op ad bakkeskråningen. Det er et ritual, som nu er almindeligt i alle palæstinensiske byer og landsbyer på Vestbredden og i Gaza.
Men det her er ikke Vestbredden eller Gaza. Det er Um el-Fahm i Galilæa.
Og det er urolighederne her – i Nazaret, Arabieh, Saknin, Rahat, Kofr Kana og praktisk taget alle andre steder, hvor de israelske palæstinensere bor, enten for sig selv eller sammen med jøder – der mest har rystet den israelske opinion i kølvandet på den opstand, som raser i de besatte områder.
For disse palæstinensere befinder sig ikke ’derovre’ – for nu at bruge ministerpræsident Ehud Baraks ord. De er ’her’; de er arabiske borgere i Israel. Og deres deltagelse i opstanden betyder – med en israelsk politiofficers ord – at »den grønne linje ikke eksisterer mere«.
Den umidddelbare årsag til uroen er den samme som på Vestbredden og i Gaza.
Den 30. september opfordrede Den Arabiske Overvågningskomité – en uformel paraplyorganisation, som repræsenterer Israels omkring en million palæstinensiske borgere – til generalstrejke i hele den arabiske sektor i protest mod drabet på seks palæstinensere ved Al-Aqsa-moskeen dagen før.
Det, der fik palæstinenserne ud på gaderne i deres landsbyer, var billederne – som blev vist igen og igen på arabisk tv – af den 12-årige Mohammed al-Dura, som blev dræbt efter 45 minutters konstant israelsk beskydning ved Netzarim i Gazastriben.
Og det, der fik dem til at samle sten op, var den brutale reaktion fra de israelske politifolk, for hvem der aldrig har eksisteret nogen grøn linje, hvad ’deres’ palæstinensere angår.
Men det var blot gnisten. Brændstoffet var mange års ophobet frustration over den diskrimination, som de israelske palæstinensere er udsat for, og som Um el-Fahm er et godt eksempel på.
Ligesom i alle andre palæstinensiske samfund i Israel ligger arbejdsløsheden og fattigdommen over gennemsnittet, indbyggerne har ingen reel repræsentation i den israelske stats institutioner, og de kommunale ressourcer er små.
Men frem for alt er folk i Um el-Fahm blevet berøvet deres landbrugsjord. I 1948 – da staten Israel blev oprettet på størstedelen af det britiske mandatområde – rådede byens omkring 10.000 indbyggere over ca. 124.000 dunam jord (1 dunam = 1.000 kvadratmeter). I dag – efter mange års officiel israelsk konfiskationspolitik – er der 40.000 indbyggere og kun 20.000 dunam jord. Heraf vil den nuværende regering beslaglægge yderligere 6.000 dunam.

Endnu værre er den helt bevidste kriminaliseringskampagne – iværksat af politiet, men sanktioneret af regeringen – palsætinenserne mødes med, når de forsøger at protestere.
I sidste måned meddelte politichefen for Galilæa-distriktet, Alik Ron, at omkring 41 personer fra Um el-Fahm var blevet arresteret for ’terroristisk virksomhed’. Han sagde, at de havde planlagt at smugle våben ind i Galilæa med det formål at dræbe ’kollaboratører’ (dvs. palæstinensere, der arbejder for israelsk politi eller efterretningstjeneste).
Det var, sagde han, »den alvorligste nationalistiske aktivitet, der er blevet afsløret blandt israelske arabere i næsten 20 år«.
Men ikke et ord var sandt. To dage efter Rons afsløringer fortalte distriktsanklageren i Haifa, at 33 palæstinensere fra Um el-Fahm var blevet arresteret i løbet af det seneste år, men at de fleste var løsladt igen, og at »ingen er blevet sigtet for nationalistiske lovovertrædelser«.
»Sammensværgelsen med det formål at dræbe kollaboratører« var i virkeligheden et ganske særlig blodigt tilfælde af sammenstød mellem forskellige klaner.
Hvad angår våbensmuglingen, så benægter ingen i Um el-Fahm, at byen flyder med skydevåben. De findes især hos kriminelle bander, der terroriserer deres egne langt mere, end de generer politiet. Det, man klager over her og alle andre steder i Galilæa, er, at politiet ikke gør noget for at standse banderne.
Dagen efter Rons meddelelse blev en palæstinensisk pengeudlåner dræbt ved fuldt dagslys i Nazaret, som med 70.000 indbyggere er den største palæstinensiske by i Israel. Politiet holdt sig væk, og ingen er blevet retsforfulgt.
Ej heller har nogen offentlig myndighed kritiseret Ron for at have fremsat de fuldstændig grundløse anklager.
»Det er, hvad man kunne forvente,« siger Mazen Darwish fra Um el-Fahm.
»Da Yigal Amir skød Yitzhak Rabin, var der ingen, der gjorde hele Rivat Gan (Amirs hjemby) ansvarlig for forbrydelsen. Men når en racistisk politichef kommer med løgne om nogle få unge mennesker i Um el-Fahm, så er det hele den arabiske sektor, der er under anklage.«
Og når de israelske arabere endelig går på gaden i protest – som de gjorde efter drabene ved Al-Aqsa-moskeen og andre steder i de besatte områder – bliver de mødt med samme brutalitet som palæstinenserne på den anden side af den grønne linje.
Den 1. oktober blev tre mennesker dræbt og mange flere såret, da politiet åbnede ild i Um el-Fahm. Noget tilsvarende skete i Nazaret, Arabieh, Saknin og Jatt, da unge havde blokeret veje overalt i Galilæa, og protesterne havde bredt sig til de blandede byer Haifa, Acre og Jaffa.
Den 3. oktober blev 12 dræbt og flere hundrede lemlæstet; mange blev ramt i hovedet af skarpe skud. Det var de værste uroligheder i Israels palæstinensiske samfund i den jødiske stats 52 år lange historie, og der var – ifølge Knesset-medlem Azmi Bishara – tale om »de israelske araberes første nationale intifada«.
Ehud Baraks første reaktion var at give politiet carte blanche til at bruge magt. Men den 4. oktober, da palæstinenserne havde afspærret store dele af Galilæa, var han blevet klogere og holdt for første gang i sine 16 måneder ved magten et møde med de israelske palæstinenseres ledere.
Han gav politiet ordre til at trække sig ud af byer som Um el-Fahm og lovede økonomisk bistand til dem. Desuden bebudede han, at statens diskrimination mod det arabiske mindretal ville høre op.

Men det var alt for lidt alt for sent, for flammerne fra Nazaret og Um el-Fahm havde udløst en lige så følelsesbetonet jødisk reaktion.
Den kom først til udtryk i de ’liberale’ israelske medier, hvor den ene kommentator og analytiker efter den anden fordømte de israelske palæstinenseres »manglende loyalitet« og gav dem det barske valg mellem statsborgerskab i en stat, som ikke anerkender deres nationalitet, og nationalt fællesskab med et folk, der nægtes en stat.
Ifølge opinionsundersøgelser mener 64 procent af de israelske jøder, at Israel vil have det bedre uden sit arabiske mindretal.
Og i det største dagblad, Yediot Ahronot, fremsatte professor Amnon Sofer fra universitetet i Haifa den 6. oktober et moderat forslag til løsning af Israels ’demografiske’ problem: Israel bør overføre Wadi Ara-trekanten til den palæstinensiske selvstyremyndighed og på den måde med ét slag skaffe sig af med »250.000 arabiske muslimer«.
Det, skribenterne talte om på et intellektuelt plan, førte tusindvis af israelske jøder ud i livet i den hæsligste form for etnisk og religiøs vold på gaderne.
Angiveligt som reaktion på den libanesiske Hizbollah-milits’ tilfangetagelse af tre israelske soldater – men tilsyneladen koordineret med jødiske bosættere i de besatte områder – angreb tusindvis af jøder den 7. oktober palæstinensere i Tel Aviv og Jaffa. I Tiberias ødelagde en rasende menneskemængde sten for sten den 200 år gamle moské i byens centrum.
Og den 8. oktober stormede tusinder af mennesker fra Øvre Nazaret ned mod byens østlige kvarterer, hvor de på må og få gennembankede og skød mod alle de palæstinensere, de fik øje på.
Ifølge øjenvidneberetninger (både jødiske og palæstinensiske) greb politiet ikke ind, før palæstinenserne begyndte at slå igen. Da reaktionen – først tåregas, så skarpe skud – endelig kom, var den vendt mod palæstinenserne. En person blev dræbt og mange såret under de blodigste etniske uroligheder i mands minde.

Det var den jødiske fredsbevægelse Guah Shalom, der fastslog det indlysende:
»Det, der sker i dag i Nazaret, er en pogrom. Den indeholder alle de elementer, som jøder i det zaristiske Rusland oplevede, især samarbejdet mellem de racistiske angribere og politiet.«
Hvor alt dette fører hen, er ikke godt at vide – selv om udsigten til en dosis etnisk blodbad à la Bosnien er meget reel, såvel i Israel som i de besatte områder. Men to ting begynder i hvert fald at stå klart:
Den første er, at palæstinenserne i Israel og de besatte områder ikke blot kæmper for lighed, men for en eller anden form for national selvbestemmelse og mod den apartheid, der er virkelighed for dem, uanset om de bor i Gaza eller Galilæa.Den anden er, at den seneste tids udvikling hen imod etnisk krig på den mest blodige måde har anskueliggjort det dilemma, de klogeste palæstinensere og jøder har indset: Israel kan enten være en etnisk jødisk stat eller en demokratisk stat – ikke begge dele.

FAKTA
28. september: Den højreorienterede israelske politiker Ariel Sharon aflægger besøg på Tempelbjerget i Jerusalem. Rasende palæstinensere protesterer, og mange såres under urolighederne.
30. september: Sammenstød på Vestbredden og i Gazastriben koster 14 palæstinensere livet, bl. a. den 12-årige Mohammed al-Durah, hvis død filmes af en fransk kameramand.
1. oktober: Den indgåede våbenhvile brydes. 12 mennesker bliver dræbt, bl.a. en israelsk grænsebetjent, der forbløder i Josefs Grav i Nablus.
2. oktober: 19 dræbte. De israelske arabere begynder at protestere.
3. oktober: Nye sammenstød trods våbenhvile. Seks dræbte.
4. oktober: Ministerpræsident Ehud Barak og palæstinensernes leder Yasser Arafat flyver til Paris for at mødes med USA’s udenrigsminister Madeleine Albright og præsident Chirac. Begge parter beordrer væbnede styrker væk fra urocentrene. Syv dræbte.
5. oktober: Israelske kampvogne trækkes tilbage fra stillinger på Vestbredden. Arafat mødes i Egypten med Albright og præsident Mubarak. Malaysia fremlægger en FN-resolution, der fordømmer de israelske sikkerhedsstyrker fremfærd. Tre dræbte.
6. oktober: Israel lukker grænsen til Vestbredden og Gaza. Israelske styrker stormer Tempelbjerget, og en person bliver dræbt. Ni dræbte på Vestbredden og i Gaza.
7. oktober: Demonstranter stormer Josefs Grav efter den israelske tilbagetrækning. Den libanesiske Hizbollah-milits tager tre israelske soldater til fange. Barak giver Arafat 48 timer til at bringe urolighederne til ophør. Fire dræbte.
8. oktober: Den israelske hær sprænger to boligblokke og en fabrik i Gaza i luften. En jødisk bosætter findes dræbt på Vestbredden. To palæstinensere og en israelsk araber dræbes.
9. oktober: Sammenstøden i Jerusalem, Nazaret og Hebron fortsætter på den jødiske helligdag Yom Kippur. FN’s generalsekretær Kofi Annan og Ruslands udenrigsminister Igor Ivanov rejser til området. Uroligheder overalt i Israel. Tre dræbte.
10. oktober: Barak siger, at det er for tidligt at afgøre, om en mindre nedtrapning af urolighederne er nok til at genoptage forhandlingerne. I Gaza rammes en 12-årig palæstinensisk dreng af skud i hovedet.
11. oktober: Opstanden fortsætter trods hektisk diplomatisk aktivitet. Tre dræbte.
12. oktober: En palæstinensisk menneskemængde lyncher to israelske soldater i Ramallah. Som gengæld beskyder israelske helikoptere Ramallah og Gaza. Mindst 13 palæstinensere såres.
13. oktober: Israels premierminister, Ehud Barak tilbyder Likud-lederen Ariel Sharon en plads i en national samlingsregering.

Graham Usher er britisk journalist, bosat i Israel

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her