Læsetid: 3 min.

Hallo! Ween? Hallo!

31. oktober 2000

Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Er dette Europa eller USA?

Globalisering
PARIS – Når man dropper ind på en bistro midt i Paris for at få sin godnatdrink, kan man på denne årstid opleve, at servitricen er en heks. Ikke bare af den slags, man engang kaldte en ’laber heks’, men en stiliseret heksetype med alt til faget henhørende. Barmanden har dødningehoved af plastic, og tjenerne går rundt i dragter med påtrykte skeletter.
Hjemme i kvarteret tænder børnene lys i græskar, går rundt i makabre udklædninger og tigger bolsjer. Kort sagt Halloween.
Sådan husker jeg, at det var i USA, hvor jeg oplevede det år efter år som en amerikansk tradition. Hvert land sine sære skikke, det har sin charme. Men nu er vi blevet så globaliserede, at den nye beaujolais fejres i Tromsø og den store græskarmand på Place Pigalle.
Halloween holder sit indtog i det ene europæiske land efter det andet, og det er ikke alle, der synes om det. De danske reflekser er selvfølgelig oppe på mærkerne. Min gamle ven Elmer i Århus – han er SF’er og har stemt nej ved alle folkeafstemninger siden 1972 – sagde til mig i telefonen forleden:
»Vi vil ikke ha’ dét amerikanske lårt. Hvis vi skal gå rundt og spille idiot, skal vi gøre det på vores egen danske maner. Danish dynamite,
okay.«

Kulturelt Tjernobyl
Yes, okay. Men problemet er globalt, og der er sandelig også modstand i Frankrig. Der er blot det ved Frankrig, at det er det land, der altid råber højst imod amerikaniseringen – det gælder i hvert fald det officielle og intellektuelle Frankrig – og samtidig det land, hvor amerikaniseringen fejrer de største triumfer.
McDonald’s hamburgerhuse er skudt op som svampe i madkunstens fædreland. Det var Frankrig, der kom til at huse Europas første og største Disney-park, det såkaldte Eurodisney. Men det var også en førende fransk kulturpersonlighed, teaterkvinden Ariane Mnouchkine, der rammende betegnede dette foretagende som et »kulturelt Tjernobyl«.
Nogle kalder Halloween en amerikansk virus eller en epidemi. Andre taler om en kommerciel damptromle, der går hen over Frankrig. Butikker og supermarkeder har år for år et stadig større udbud af masseproducerede Halloween-artikler – fra masker, spøgelses-, vampyr- og hekseudstyr til gaveartikler i græskarform, flasker med græskarsaft, kiks af græskarmel osv. I kataloget fra min franske bogklub er der fem bøger om Halloween plus en videokassette om samme emne. Ugemagasinet L’Usine nouvelle opfordrer franske industrifolk til at satse på Halloween-markedet, der endnu kun er nået op på 400 mio. franc (450 mio. kr.) i Frankrig mod 2,5 mia. dollar i USA...

Helvede er de andre
Sagens propagandister hævder, at Halloween ikke er en kommerciel strategi udgået fra USA, men en fest af europæisk, nærmere betegnet keltisk oprindelse – som kirken senere gjorde til allehelgensdag, la Toussaint i Frankrig.
Men de gejstlige protesterer mod Halloween. Den katolske biskop i Nice, Monseigneur Jean Bonfils, siger:
»Man bør vide, at Halloween er den vigtigste fest for satanisterne i hele verden«. Hans kollega i Clermont-Ferrand, Mgr. Simon, beklager, »at man glemmer den kristelige betydning af allehelgensdag og jul«.
Kommentar i Le Canard enchaîné (Den Lænkede And): »Man må forstå biskopperne. Tyve århundreders kamp for at udrydde hedenskabet – og så vender det tilbage, ringer på døren og forlanger bolsjer! Hvad har det hjulpet, at Inkvisitionen sled sig op med at brænde hekse! Som dårlige tabere glemmer vore biskopper at sige, at kristendommen, der er ekspert i skærsild, i genopstandelse fra de døde og i makaber barok, har hugget og genbrugt talrige hedenske fester – frem for alt julen. Men helvede, det er altid de andre«.

Kvoter for skeletter
Den kristelige borgerlige politiker Christine Boutin har kaldt til kamp mod Halloween og til forsvar for den franske »kulturelle undtagelse«. Måske bør der indføres kvoter for skeletter, og sagen må givetvis tages op på den næste topkonference i verdenshandelsorganisationen WTO. I en lang analyse i Le Monde kommer Jacques Gaillard, professor i latin ved Marc Bloch Universitetet i Strasbourg, til det resultat, at »Halloween hører hjemme i den serie af marketing-non-events, hvormed forbruget, der ikke længere er en fest, forklæder sig som fest«. Han mener, at Halloween er på vej til at blive så obligatorisk, at man ser skævt til familier, der siger nej til den.
Fransk litteraturs nye enfant terrible, den profetiske Michel Houllebecq, skriver på side 93 i sin gennembrudsroman, Les particules élémentaires (den handler om, at homo sapiens er på vej mod en – nødvendig – mutation):
»Der findes ingen eksempler på, at en mode, der er udgået fra USA, ikke har oversvømmet Vesteuropa i løbet af nogle år. Ingen«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her