Læsetid: 3 min.

Hammershøi-syndromet

21. oktober 2000

Peter Christensens nye digtsamling er et godt eksempel på den nordiske melankoli – på godt og ondt

Ny bog
Forestil Dem et øjeblik, at De står midt i et af Hammershøis interører – de stille stuer, de diskrete afdæmpede farver. Her er ingen mennesker, ingen lyde, ingen bevægelser, kun en fornemmelse af at nogen har været her, nogen, vi ikke ved, hvem var, blot at de nu er forsvundet og har efterladt os midt i denne melankolske tyste tomhed. Hvis De, stående midt i det rum, føler Dem omgivet af en aura af poetisk skønhed, så er der en ret god chance for, at De er modtagelig for en digtning, som vokser ud af det, jeg her vil kalde Hammershøi-syndromet.
Det er en digtning, der er meget almindelig i Danmark, måske fordi den dyrker den velkendte Store Nordiske Melankoli, som forekommer så naturlig her i vores mørke del af verden, men uden at blive så desperat eller neurotisk som vi allesammen ved at svenskere er – tænk bare på Strindberg, Norén osv. Danskere er trods alt mere cool end vores hysteriske naboer, vi bliver ikke desperate men resignerede.
Et godt eksempel er Peter Christensens nye digtsamling, Pauser, og hvad kunne være mere passende, for Hammershøisyndromet kendetegnes netop ved en evig dvælen ved det ubestemte, ved mellemrummene og fraværet af, ja af hvad, det er netop spørgsmålet. Af »noget der altid står og stirrer i blæstens sølvmørke.« Af »nogen som aldrig kommer sig selv i forkøbet.« Af »noget, der engang vil komme.« Af »det, du aldrig kunne tænke til ende.« Af »det vi aldrig var«. Hvad det så end var.

Ikke dårligt
Det får vi selvfølgelig aldrig at vide, vi må ane os frem til det. For denne type digtning dyrker glemsler, gåder, bortvendthed, bagsider, halvt opløste fotos og forsvindingspunkter. »Så opgiver vi engang for altid at forstå,« står der på side 41. Og så må vi trygt overgive os til »alt det, der ikke vil samle sig og blive et.«
Hvis De sporer en vis uvilje på min side over for Hammershøisyndromet, er det måske forståeligt, men alligevel ikke helt rigtigt. Jeg er meget betaget af Hammershøi, og jeg mener udmærket at denne fraværets poesi kan overføres til digtningen. Tomas Tranströmer er et godt eksempel, selv om han skyder min teori om svenskere til jorden.
Det kræver en vis disciplin i både stemmeføring og billedsprog at fremmane den kølige skønhed denne digtning tilstræber. Klassiske virkemidler, der dukker op hos Christensen, er foruden de forladte stuer, svaner, vandoverflader, stille sne (selvfølgelig!) og minsandten Blichers trækfugle: »Men vi er her kun på træk.« Derudover tricks som en næsten fast klassisk rytme som vi kender fra Thomsen og allitterationer, lad os tage et helt lille digt som eksempel: Nu sidder jeg og ser på svanerne ved Langelinje/ deres skygger vugger på vandet, de fægter imod/ det er højlydt dag, hør!// miraklet mumler i sommermørket.
Se det er jo slet ikke dårligt, men for at blive rigtig godt kræves der altså et eller andet mere, der får digtet til at glitre på sin grå baggrund. Og der er det ikke nok at komme med en halvkvædet vise om »sjælens krumme kant« eller »sjælens sorte tale« (så skal man satme tale den selv!) eller at bruge det allermest irriterende klassiske trick – paradokset. Som i digtet ovenfor hvor det både er mørkt og højlys dag. Eller i fraser som »blændet af forsinket mørke,« eller »I vinduet sidder to der ikke er der.« Det er Hammershøi-syndromet, når det er værst, når veltalenheden kun har sig selv og sin egen grænse som mål.

*Peter Christensen: Pauser. 55 s., 169 kr. Borgens Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her