Læsetid: 5 min.

Helligt er det ubegribelige

26. oktober 2000

Pia Tafdrup var klart bedst, da hun digtede om det kvindelige erotiske rum

Digte
Sidste år udsendte Gyldendal Pia Tafdrups tre første digtsamlinger fra årene 1981-83 i ét bind og nu følger så et bind mere i det, der alvorligt truer med at skulle blive en samlet udgave af værket. Der går nu nok et par år før næste bind kommer med de tre seneste virkeligt tunge værker, Krystalskoven, Territorialsang og Dronningeporten. Digte 1984-88 indeholder ligeledes tre bøger, Springflod (1985), Hvid Feber (1986) og Sekundernes Bro (1988).
Det er en velkendt historie, men genudgivelser kalder på sammenfattende bemærkninger: Tænker man tilbage på starten af 80’erne og den nu nærmest sagnomspundne nye generation, de bragte med sig, er der vel tre slagord, der kan samle det meste op: Storby, krop og æstetik. Alle tre selvfølgelig tænkt i knivskarp opposition til den foregående generation af digtere, som hellere talte om samfundet end om byen, om forhold mellem mennesker end om individet og som foretrak let tilgængelighed overfor poetisk form. Til disse tre slagord knytter sig meget bekvemt tre digtere: Strunge, Tafdrup og Thomsen.

Det erotiske rum
80’erne var også det årti, hvor man genopdagede forskelle mennesker og ikke mindst kønnene imellem, og det er på ingen måde nedladende at kalde Tafdrup en udpræget kvindelig digter i og med, at hovedparten af hendes digte kredser om kroppen som et særligt erfaringsrum, ikke mindst et erotisk erfaringsrum.
Dråber af sol / stænk af ild / lyset der skærer sig vej / en tidlig morgen / sprøjter hårde stråler / mod min nøgne krop / der leger brændglas / for det største springbål.
Det er en genkommende struktur: Kroppen som et rum, elementerne kan og må blæses ind i, for at mening kan opstå. Ild og vand, kulde og varme, lys og mørke i skiftende forklædninger er evigt tilbagevendende metaforer for de skiftende tilstande af fylde og tomhed kroppen oplever. Hvilket vel er den naturligste ting i verden, for vi sanser jo netop elementært. Derfor er Tafdrups skrift også bedst når den netop er sanselig og erotisk. Og det er formodentlig også derfor, den får problemer, når den prøver at begrebsliggøre sig selv.

Dyr og engel
Forsøget på på den måde at give kroppen stemme får i første omgang det tilsyneladende paradoksale resultat, at det talende subjekt bliver forvandlet til et objekt. Ikke hvem er jeg / men hvad er jeg, spørges der i Hvid Feber. Eller jeget kan forsvinde helt og blive til »dyr og engel / i én krop.« Det dyriske begær dukker op igen og igen, talrige gange fremmanes det erotiske begær i skikkelse af rovdyrets sult efter kød og blod. Englen, som i sagens natur er mere uhåndgribelig, forbindes flere steder med en evne til at kunne åbne sig for noget udefrakommende. Hvad dyret og englen har til fælles er, at de ikke taler; de er sprogløse, begge hinsides sproget på hver sin side (så at sige) af mennesket.
Nu er poesien jo altså en sprogkunst, og Tafdrup indleder ligefrem med at citere den østrigske konkretist Helmut Heissenbüttel (som man ellers har noget svært ved at forestille sig som en af hendes inspirationskilder): »Poesie ist ein Zustand der Sprache.« Der er således noget paradoksalt ved som digter at være så forelsket i den sprogløse tilstand og gang på gang påkalde sig stilhed, tavshed og glemsel. Det ovenfor citerede digt ender: hvis du var her / behøvede jeg slet ikke findes. Så noget tyder på, at det er al besværet med at gå rundt i dagligdagen og være et jeg og have et sprog og andre ting at tage sig til, der piner den talende. Hvorfor kan jeg ikke bare have orgasme hele tiden?

Præstindetale
Naturligvis er det også en religiøs mysticisme, som er leverandør af disse ideer om sprog- og jegløshed. Bag sproget findes begæret og bag begæret kan man hengive sig / til det der er virkeligheden / bag begæret / til det splintrende hvide / tilintetgørelsesøjeblik / hvor jorden / åbner sig.
Og heraf kommer også digtets eget paradoksale status - at det må tale og pege på tavsheden på samme tid, et problem mystikere har haft fra tidernes morgen.
Hellig er den rest / der hedder det ubegribelige / ... / Hellig er den rest / der hedder det unoterede / den der vokser uundgåeligt og vildt bag alle digte.
Det lyder profetisk og præstindeagtigt (enhver der har hørt Tafdrup læse op, vil vide hvad jeg mener) – men den slags tekst overbeviser hverken ved sin form eller sit indhold. Og hvad der er meget værre – den forfører heller ikke.

Simili
At udsende sådan en udgave af de samlede digte er selvfølgelig også et udtryk for en kanonisering af værket. Spørgsmålet er dog, om det ikke i dette tilfælde havde været mere rimeligt at lave et udvalg. Det kan godt være, det bare er anmelderens problem, fordi han er nødt til at læse det hele og ikke blot kan bladre gennem, men der er mange gentagelser og der er mange svage digte, for ikke at sige direkte flovser. Al talen om engle og lys og dyr og blod er okay, så længe den forbliver grundet i de kropslige fænomener, kærligheden, begæret, ensom- eller (hos Tafdrup oftere) tosomheden. Men når den gentages og varieres så ofte som her, får det mere og mere karakter af sætstykker og sproglige simili. Dette bliver så meget desto mere tydeligt her, fordi den sidste af de tre bøger nok er den svageste. Det er i hvert fald på godt og ondt den mest heterogene, fordi den indeholder en række halvhjertede forsøg på at udvide det udtryksmæssige spektrum - der er et kalligram, et par konkretistiske forsøg, et par prosadigte, et rejsedigt og et par (forfærdelige) halvpolitiske ting, der minder om Bjørnvigs miljødigte. Måske afslører det en digter som har svært ved at finde ud af, hvad hun nu skal skrive om. Efter Sekundernes Bro gik der fire år før Tafdrup igen udgav en digtsamling, Krystalskoven, som viser en udvidelse af det poetiske rum så det nu foruden kroppen også kan indskrive Historien, både den personlige og den store.

*Pia Tafdrup: Digte 1984-88. 276 sider, 195 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her