Læsetid: 2 min.

Hørt!

10. oktober 2000

Søndagens koncert i Diamanten var en stor, men eksklusiv fornøjelse

Koncert
Athelas Sinfonietta Copenhagen spillede som en drøm. Michel Tabachnik dirigerede indsigtsfuldt som få. Programmet var enestående i indhold og form.
Jo, en stor aften blev det. Den begyndte med fransk-amerikanske Edgard Varèses Octandre fra 1923 og sluttede med græsk-franske Iannis Xenakis’ Thallein fra 1984. Næsten to generationer skiller de to komponister. Alligevel nåede de at arbejde sammen om en af båndmusikkens klassikere, Poème électronique fra 1958 – lavet til Le Corbusiers sagnomspundne pavillion ved Verdensudstillingen i Bruxelles. Fælles er de også om en særlig konkretisme, der hellere rykker end bevæger. Og når de sættes på samme koncert, belyser de så glimrende hinanden.
Octandre kører erfaringerne fra Igor Stravinskys skelsættende Symfonier for blæsere gennem stålvalsen, Thallein synes at lægge pladerne sammen igen – på nye måder og i en nok så kraftfuld instrumentation, men henimod den livsaligt fredelige slutning også med kærlig reverens for neoklassicismen.
Nok kan Xenakis’ værker af og til virke noget barske, næsten totalitære. Men ligesom kubismen i hans krigsramte fysiognomi er fladerne aldrig uden udtryk, det tektoniske sjældent uden dynamik.

Spændende bekendtskab
I dét selskab stod Detlev Müller-Siemens’ Under Neonlight fra 1981 og Bent Sørensens This Night of no Moon fra 1998-99 anderledes blufærdigt. Tyskerens værk begynder hektisk, motiver kastes rundt som insekter om en lampe, moduler blandes til stadig nye virvar. Men efterhånden tynder det ud. Enkelheden bliver til stilhed. Freden måske til mørke og håbløshed. Og efter en meget smuk klaversolo er det – med komponistens rammende ord – som om lyset pludselig slukkes. Et spændende bekendtskab, som det var dejligt om danske ensembler ville udvide med lidt nyere ting.
Også Bent Sørensens værk var lidt af en overraskelse. På den ene side genkender man emblemer som begyndelsens middelalderlige tysthed, de bølgende schatteringer, de næsten søsyge glissandi. På den anden side var det koncertens eneste bud på en form i flere satser, inspireret af en kvindelig haiku-digter fra det 9. århundrede.
I sammenhængen blev det kortfattede til artikulation og formen til et uventet opgør med det skrydende. Hvor lød det altså mærkeligt, da strygerne for første og eneste gang den aften spillede som de plejer: i kor. Vil man kende den gamle musik, må man først forstå den nye...

Frihed i det klanglige
Og så lykkedes Pierre Boulez’ mesterlige Dérive til overmål. Værkets titel henviser lakonisk til at der hentes stof fra komponistens egen Messagesquisse fra 1976 og Rèpons fra 1984. Men den kunne sådan set gå til det meste af hans musik. Han hører ikke kun til serialismens faddere, til ingeniørerne bag vore dages vældige frihed i det klanglige. På en vis måde er han også modernismens svar på Arvo Pärt – komponerer de samme klange igen og igen, vender altid tilbage til de samme derivater. Og det er vi glade for.
Ensemblets næste koncert finder sted 29. oktober kl. 17.30. Her portrætteres den alt for tidligt afdøde Matthias Ronnefeld. Og gæster er ingen ringere end violinisten Christian Tetzlaff, cembalisten Lars Ulrik Mortensen og sopranen Helene Gjerris. Forhåbentlig kommer der flere mennesker end i søndags.

*Athelas Sinfonietta Copenhagen, dir.: Michel Tabachnik. Værker af Edgard Varèse, Detlev Müller-Siemens, Bent Sørensen, Pierre Boulez og Iannis Xenakis. Diamantens Dronningesal, søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu