Læsetid: 5 min.

Hvem opfandt skriften

21. oktober 2000

Dét giver Merete Pryds Helle sit bud på i sin nye kæmperoman, der spænder over såvel oltid som middelalder og nutid

Litteratur
Merete Pryds Helles nye roman, Fiske i livets flod, spænder vidt i såvel tid, rum som omfang. Romanen er opdelt i fire Bøger, hvoraf den første handler om en moderne familie – far og datter er arkæologer – den anden foregår i Ur, sumerernes hovedstad 3350 f.v.t.; den tredje atter i nutiden, den fjerde i Middelalderen i et karteuserkloster i Asserbo, og endelig afsluttes det hele af en epilog om nutiden. Hvordan har Merete Pryds Helle båret sig ad med at håndtere det store og heterogene stof?
»Jeg har stillet spørgsmålet: Hvad er kulturelt eller specielt for denne bestemte epoke, og hvad er alment menneskeligt?,« svarer Merete Helle. »For jeg tror, der er psykiske problemer og følelsesmæssige reaktioner, som må have været de samme i Mesopotamien som i dag. Det grundlæggende følelsesmæssige er ikke noget, man lærer.«
– Personerne hedder mere eller mindre det samme fra tidsalder til tidsalder, og de spejler hinanden, selvom de skifter positioner indbyrdes?
»Det sjove er at væve, dreje en begivenhed i en anden sammenhæng, lave spejlinger og forskydninger mellem de forskellige dele. Jeg tager noget fra én af de andre, og drejer det i en ny sammenhæng. Undervejs justerer jeg begivenhederne ind efter hinanden.«
– Ser du efter de samme skæbner på tværs af tid?
»Jeg spørger: Hvem er Merete, der er opvokset i Danmark og født i 1965? Hvem ville hun have været, hvis hun var født den gang. Hvad havde været det samme? For jeg tror, man har en kerne. I bogen udsætter jeg denne kerne for forskellige tidsaldres påvirkninger, som personerne så reagerer på.«
»Oldtiden var på mange måder rå, og der var tider, hvor eksempelvis kvinder ikke havde noget valg. Alligevel er der mennesker, som formår at leve sig igennem deres omgivelser, der hvor andre bukker under eller bliver bitre.«

Andre øjne
»Det har betydet meget for bogen, at jeg er flyttet til Italien« (hvor Merete Pryds Helle bor sammen med sin mand, digteren Morten Søndergaard og deres to børn red.). »Pludselig kan man se, hvor relativ kulturen er. Det betyder meget at få provokeret sine vaneforestillinger om, hvordan ting er indrettet. Man får virkelig andre øjne. Og kan man forstå, hvor relativ en kultur er, så tror jeg også, man kan møde andre mennesker på en anden måde.«
– Og så tør man skrive om Mesopotamien?
»Der er altid nogle specifikke ting, klima, den eksistererende teknologi, de forestillinger, folk gør sig, at gå ud fra. På afstand er det slående, at historien hele tiden ændrer sig og foretager spring; men mens man er i det, kan man ikke forestille sig noget anderledes.«
– Du må dog også have
researchet en hel del?
»Ja, ved at læse og ved at besøge museer. Jeg læser hellere fagbøger end skønlitteratur. Men jeg fejllæser gerne, så jeg får indholdet tilpasset til det, jeg skal bruge. I Fiske i livets flod er der ikke noget, som ikke kunne have været rigtigt, men det, der interesserer mig, er hvordan jeg forstår det. Det faktuelle i sig selv er ikke vigtigt.«

Det store sprog
– Du har nogle overordnede problemstillinger i hver Bog. I Oldtiden er det spørgsmålet om, hvordan skriften blev opfundet?
»Man ved, at skriften er opstået på et lille sted og på kort tid. Jeg har valgt at lade ét eller to mennesker opfinde den. Tidsmæssigt har jeg presset udviklingen lidt sammen, men selve ideen med at bruge en flad plade og ridse i den var begyndelsen, sådan som jeg har beskrevet.«
»De er vanvitigt dygtige til at tegne på dette tidspunkt, men de indridsede tegn, man finder, er klodsede og rå – de har tydeligvis villet noget andet. Og jeg tror, det er ét menneske, der har tænkt: ’Der må være en nemmere måde!’, end den de benyttede, med at brænde tredimensionale figurer og støbe dem ind i en lerkugle, når de skulle sende en besked. Derfor er det også nærliggende, som jeg gør, at gætte på en pottemager som skriftens opfinder.«
»Jeg tror, at mange af menneskehedens opfindelser begynder med, at der er én, der tænker: Det her må kunne gøres nemmere!«
– Man kan også læse fremstillingen som et litteraturpolitisk statement: At skriften er et individuelt redskab, som må opfindes af den enkelte?
»Skriften er individuel, hvorimod sproget binder os sammen som mennesker. Jeg tror, vi alle har et sprog, som vi ikke selv vælger, det store sprog, man er inde i, og som ligger i os.«
»Men skriften har altid været eksklusiv. Det har altid været et fåtal, der læste og skrev, og sådan vil det blive ved med at være. Jeg tror ikke, at alle skal beskæftige sig med alt.«
– I Middelalderdelen er det forholdet mellem talen og karteusermunkenes tavshedsløfte, der er overordnet tema?
»Jeg er overbevist om, at tavsheden – og også fasten og deres meget hårde liv – styrkede det spirituelle liv. Jeg skrev afsnittet i en periode, hvor jeg blev vækket af børnene tre gange om natten og måtte op – ligesom munkene til deres tidebønner – så jeg kan se, at der sker noget med bevidstheden, når man ikke sover ret meget. Jeg vidste en del om middelalderen i forvejen, jeg har blandt andet læst en masse af de åbenbaringer, der er nedskrevet. Og jeg tror gerne på, at de har set det, de beskriver: At det kan man, når man på én gang svækker og skærper sig fysisk.«

Lyst til Byatt
– Hvorfor har du denne gang valgt en mere umiddelbart tilgængelig form end i dine tidligere bøger?
»At skrive bogen har været et eksperiment. For mig har det været et eksperiment at give los for fortællingen.«
»Bogen er også en kærlighedsroman. Der er Peter og Kamma, som har mistet en hånd, og der er den skæggede Biancas og Petrus’ kærlighed. For kærligheden findes! Det handler ikke om, hvordan man ser ud, det er bare noget, man tror. Men hvis man ser sig omkring, så er det tit dem med de for tykke eller for tynde lår, der er gift, mens de flotte er
alene. Måske bliver man lidt mere ydmyg, hvis man ikke selv er perfekt. Så forventer man heller ikke, at den anden skal være det.«
»Normalt er den lykkelige kærlighed forbeholdt den mere trivielle litteratur, hvorimod det kun er den besværlige kærlighed, der finder vej til den lødige. Men kærligheden findes som noget naturligt, det er sådan, det er! Derfor skriver jeg det.«
»Jeg kunne være fortsat i samme stil som i Vandpest (1993) og Men jorden står til evig tid (1996), men på det tidspunkt da jeg skulle i gang med den nye bog, læste jeg A.S. Byatt, og fandt ud af, at jeg egentlig på det tidspunkt havde mere lyst til at læse dén slags, så derfor lå det nær at beslutte, at jeg ville skrive noget, jeg selv havde lyst til at læse!«

*Se en længere version af interviewet findes på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu