Læsetid: 2 min.

Industrien i EU blæser på regler om affald og genbrug

5. oktober 2000

Industrien i EU følger ikke direktiv om at begrænse affaldet og fremme genbrug

Fabrikanterne i EU vil ikke rette sig efter direktivet om varernes emballage. I fire år har de arbejdet på nye standarder for indpakningen af alle europæiske varer. Men resultatet dur ikke, siger EU-Kommissionens miljødirektorat i en skarp udtalelse.
For at undgå bureaukrati og detalje-styring skulle organisationen for standardisering, CEN, selv udfylde direktivets rammer. De krav, der blev stillet, var, at fremtidens emballage skal være sådan udformet, at man først og fremmest forebygger unødigt affald og fremmer genbrug.
Hvis det ikke er muligt, skal materialerne kunne genanvendes. I det mindste skal de egne sig til forbrænding eller kompost.
Men forslaget fra CEN, som nu er færdigt, lever ikke op til kravene, siger Kommissionen. CEN har ikke lyttet til forbrugernes organisationer og miljøorganisationerne. Miljøkravene i de foreslåede standarder er sekundære.
»Det er svært at se, hvordan disse standarder skulle medføre nogen reel forandring i forhold til den nuværende praksis,« konkluderer Kommissionen.
Mænden af affald i EU vokser næsten dobbelt så stærkt som økonomien, selv om EU har vedtaget en politik, der går ud på det modsatte, påpegede Det Europæiske Miljøagentur i sin rapport sidste år. Vi køber mere og mere. Og vi smider mere væk i endnu højere tempo.
Forbrugsvarerne bliver mindre og lettere, men de pakkes ind i mere og mere voluminøse, farvestrålende emballager.

Danmark er kritisk
»Resultatet af CEN’s arbejde er mere end skuffende. Kravene i mandatet er stort set ignoreret,« siger den europæiske forbrugerorganisation ANEC.
»De foreslåede standarder er ikke i overensstemmelse med EU-direktivets krav. CEN har ikke taget lovkravene alvorligt,« siger den europæiske miljøorganisation EEB.
»Hele formålet var, at den europæiske industri skal opføre sig anderledes. Det er ikke lykkedes. Derfor er det meget glædeligt, at EU-Kommissionens miljøafdeling er sig sit ansvar bevidst,« siger Michael Minter i Danmarks Naturfredningsforening.
På fredag mødes repræsentanter fra de 15 EU-lande for at lave en indstilling. Fra Danmark deltager Hanne Kristensen, Miljøstyrelsen.
»Danmark er stærkt kritisk, og det har vi også skrevet til Kommissionen,« siger hun.
Kommissionen træffer den endelige afgørelse.

Leder her på siden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her