Læsetid: 3 min.

Intet demokrati uden civil ulydighed

19. oktober 2000

’Hvis alle folk var lydige, så ville der ikke være demokrati længere,’ siger forsker, der ikke må føres som vidne i retssagen mod motorvejs-aktivister

»Den af forsvareren fremsatte begæring om indkaldelse af yderligere tre vidner kan ikke tages til følge.«
Dommer Henrik Stamp fra Retten i Herning har med ovenstående kendelse afvist, at 12 anklagede aktivister fra aktionsgruppen Jyder mod overflødige motorveje kan indkalde de vidner, de selv mener er nødvendige.
Jyderne har ønsket at føre trafikforsker Uffe Jacobsen, Lars Georg Jensen fra Verdensnaturfonden og adjunkt ved Göteborg Universitet Jørgen Johansen, der forsker i civil ulydighed, som vidner, når Retten i Herning den 23. oktober tager fat på sagen.
Adjunkt Jørgen Johansen fra universitetet i Göteborg har flere gange forud for maler-aktionen holdt møder med Jyder mod overflødige motorveje.
»Hvis jeg var blevet ført som vidne, ville jeg have forklaret, at civil ulydighed ikke er et nyt fænomen. At demokratiet, som vi kender det i dag, er helt afhængig af den slags aktioner,« siger Jørgen Johansen til Information.
– Er demokratiet afhængigt af at male på broer?
»Hvis alle folk var lydige, så ville der ikke være demokrati længere. De reagerer, fordi der er for stort et gab mellem retfærdigheden og loven. De er i virkeligheden helte, fordi de følger retfærdigheden og ikke loven«

Kunst for 60.000 kr.
– Skal de så ikke straffes?
»Det er mindre interessant. Det interessante er, at de vil fortsætte med den slags aktioner i fremtiden, indtil man holder op med at bygge motorvejene.«
Aktivisterne skal for retten, fordi de søndag morgen den 16. juli bemalede en motorvejsbro med motiver fra den nordiske mytologi. Broen ligger 11 kilometer øst for Herning og indgår som en del af den endnu ikke åbnede motorvej til Århus.
Anklagen lyder på groft hærværk samt et erstatningskrav på 60.000 kroner, som er Vejdirektoratets udgift for at få fjernet malingen, der i øvrigt er udført med vandopløselig maling. Aktivisterne, der bl.a. tæller et par universitetsstuderende, en seminarist, en kunstner, den lokale SiD-formand, en socialrådgiver, en lærer og en højskoleelev, har med aktionen ønsket at protestere mod, at man bliver ved med at bygge motorveje, selv om Danmark har forpligtet sig til at nedbringe f.eks. udslippet af CO2.

Ønsker ikke hærværk
Med retssagen ønsker aktivisterne at fortsætte og synliggøre deres protest.
»Vi protesterer mod, at man bliver ved med at bygge flere motorveje. Alle ved, at flere motorveje fører til mere trafik, og det er den stik modsatte vej, vi skal,«siger talspersonen for de 12 anklagede, Bente Fuglbjerg til Information.
– Men hvorfor male på en bro?
»Det har ikke været muligt for os at få diskuteret grundlaget, altså om det overhovedet er nødvendigt med en sådan motorvej. Siden 1991 har vi diskuteret den her motorvejsstrækning, men det eneste, man har villet diskutere, har været forskellige forslag til, hvor vejen skal anlægges,« siger Bente Fuglbjerg
Hun pointerer, at aktivisterne ikke på noget tidspunkt har ønsket at lave hærværk – men derimod civil ulydighed. Derfor er aktivisterne også åbent trådt frem med deres navne, lige som de er enige om at undgå vold, natlige aktioner, hætter og maskering.
»Det er grotesk, at anklagen lyder på groft hærværk, når vi i virkeligheden har lavet et kunstværk, der bagefter også er blevet malet på Herning Højskole.«
»Selv om der har været to anerkendte kunstnere med til at lave det, så ønsker anklagemyndigheden alligevel at reducere det til grafitti og dermed hærværk.«
Dommer Stamp vurderer, at de tre vidners udsagn ikke kan bidrage til rettens vurdering. Og hvis de anklagede vil sige noget om, hvorfor de har malet på broen, kan de selv gøre det, mener han.
Derfor »findes nogle generelle politiske betragtninger om transport og motorvejsbyggeri fra de omhandlede vidner ikke at være af betydning for sagen,« som dommeren formulerer det i sin kendelse.
»Den kendelse er helt forkert,« siger Bente Fuglbjerg.
»Vi agerer, netop fordi vi er ansvarlige borgere. Det er de trafikpolitiske beslutninger, der – på trods af, at man ved så meget – alligevel tillader flere og flere biler, der er dybt uansvarlige.«
– Og derfor vil I forhandle retshandlingen til et show?
»Nej, det er slet ikke det, der er meningen. Men de tre vidner kan fortælle om, hvor galt det står fat. Og det er jo netop derfor, vi reagerer, som vi gør.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu